Fortrinlige Fortress
Andet album fra californiske Fortress er også et præcisionsangreb af lynhurtige guitarer, lækre riffs og skinger melodisk vokal.
2. Savage Sword
3. Fugitive
4. Night City
5. Blackest Night
6. Maze
7. B.Y.O.D.
I 2021 udgav Fortress debuten ‘Don’t Spare the Wicked’, som vi her på Devilution var ret begejstrede for, fordi den var en sjælden vellykket mellem stærk sangskrivning og ekvilibristisk guitarflænsning – gode melodier, seje riffs, forrygende omkvæd og soloer, der var i højt tempo, teknisk kvalitet og mindeværdige. Den opfyldte til perfektion formlen at skrive god New wave of New Wave of British Heavy Metal med et tilsnit af sand shredding.
‘Death is Your Master’ kan præcist det samme, og halleluja for det, og det tilkommer bandkejser Fili Bibiano, der der spiller som et uægte kærlighedsbarn undfanget i et orgie mellem alle 80er-bands' leadguitarister. Dette hæsblæsende album, der udkom i januar, er en velproportioneret blanding af diverse subgenrer af den guitarmusik, der var farligt og officielt anerkendt som fordærvelse af ungdommen.
Det er et skævt Priest i indledningen ‘Flesh and Dagger’, det er lidt tung Savatage-isk bonanza i ‘Savage Sword’ (sej titel), men det er også rigeligt med tungt midtempo, som salige Dio leverede den, når man lytter til ‘Fugitive’ eller ‘Night City’. Og dermed tydeliggøres det naturligvis også, at Fortress måske ikke ligefrem skiller sig voldsomt ud fra noget, og at de træder i solidt ned i andres definerende fodspor. Fortress har dog den styrke, at det aldrig lyder kopieret eller plagieret, men som et meget frisk indspark eller nyopførsel af et kendt udtryk.

