Intet lys under overfladen

På ‘Thalassa Phobos’ suger TRWLR dig ned i et apokalyptisk mørke af blackened aggression og dissonans. En kompromisløs plade uden nåde – stærk kost, ingen redningskrans.

“When I write music, I don't see riffs, beats and transitions. I see landscapes, atmosphere and energy.”

Et citat, der er meget sigende for, hvilket album vi her har med at gøre, fra en kunstner, der går sine egne veje. Ophavsmanden Dalle har drevet TRWLR det sidste årti med skiftende medlemmer, men har her på ‘Thalassa Phobos’ valgt at drive projektet en anden retning, væk fra live-formatet, med større vægt på albumformatets auditive potentiale, og det resulterer i en plade, som tydeligvis vil ind under huden på sine lyttere.

På godt og vel en time bliver vi bombarderet med, hvad der på deres Bandcamp-side omtales som blackened metal. Et begreb, der i dette tilfælde dækker over en malstrøm af huggende core-riffing, dissonans og blacket aggression, med et hold af gæstesangere, der alle presser sig selv til det yderste. Godt nok er både bas og trommer programmerede, men der er lagt mange interessetimer og megen hjertensblod i at få det hele til at lyde levende og naturligt, og det kan tydeligt mærkes. 

Seks år er der gået, siden vi senest hørte fra dem på EP’en ‘Atolla’, og det er da derfor også passende at indvie herlighederne på kradsbørstigste vis med ‘Rebirth’, der trawler os direkte tilbage ned i havets dunkle afkroge. En hidsig åbner, der omgående giver os en forsmag på, hvad der er i vente. På 'I’ll Leave It All Behind’ skruer Daniel Lønberg (fra He Who Saw The Abyss) op for sin forvrængede galde, og med skævt kradsende guitarfigurer og heftigt pulserende basgange er det et tidligt højdepunkt på pladen. Titelnummeret er også en voldsom bastard af en kæberasler, hvor guitaren hugger, og bassen knuser sin vej frem, mens Dalles vanlige sidekick Lasse Malm bevæger sig så langt op i sit skrigende leje, at det grænser til ren dissonans. 

Som det nok kan fornemmes, er der ikke mange bløde albuer at finde her. Søger du melodier og hooks, så er TRWLR bestemt ikke dér, du finder det. Det nærmeste er vel næsten ‘Plagues’, der i det mindste finder et ret groove-baseret leje, hvor trommesporenes start/stop-mekanismer holder dynamikken levende, men stadig har vi Malm til at skælde ud og skrige lungerne hæse, så det aldrig bliver så meget som tilnærmelsesvis en dans på roser.

Som det er med plader, hvor der er et væld af gæstesangere indover, vil der være stemmer, der går bedre ind end andre. Bidragene fra især den ene af eXcm-sangerne på ‘Lights End’ lyder unødvendigt forceret, men det slår ikke skår i den doomede tone i musikken, der her nærmest får et Alkymist’sk skær – der er bestemt ingen lys at finde her! Earn Your Scars-sangernes næsten vrælende stil i ‘Knife In, Guts Out’ kradser også på den forkerte måde i denne anmelders ører, og er i det hele taget et nummer, der ikke gør sig synderligt bemærket.

Til gengæld sidder man ikke tilbage med den rodede fornemmelse, det ofte kan være, når netop der er så mange om mikrofonen. De tillægger sig alle den samme aggressive tone, som vi da også kender dem hver især for, uanset om vi så snakker Martin Nielskov (Czar, The Psyche Project), Kim Rock (Throwe, Justin Hate) eller Ditte Krøyer (Vulvatorious). 

Udover ‘Plagues’ og titelnummeret bør ‘07.10.15’ også fremhæves som et af albummets mørkeste indslag, hvor den bidske ubehag i de core-tunge riff-figurer slæber sig afsted, mens Dalle her selv tager sig af brølene på et nummer, der behandler hans forhold til sin afdøde bror. Omtrent så opmuntrende, som det lyder.
‘Angler’ spilder til gengæld ingen tid og går til biddet, som en formidabel to-minutters banger, mens ‘The Descent’ alene i titlen afslører præcis, hvad vi får. En hypnotisk lukker, der hvirvler os tættere og tættere ind i den malstrøm, der konstant ligger og ulmer i TRWLRs univers, rendyrket mørkemetal.

‘Thalassa Phobos’ er en voldsom udgivelse på alle parametre. Ikke en plade, man plukker numre fra. Du kan hurtigt suge lydbilledet til dig, eller måske snarere omvendt – lydtrykket suger dig ind, og så ellers held og lykke med at holde igen. 
Godt nok står nogen numre skarpere end andre, men der er alligevel en samlende karakter over det. Alt presses til det yderste og sender os lukt ned i det apokalytiske dyb, TRWLR befinder sig bedst i. Om du så er klar til at gå så dybt, må du så gøre op med dig selv – stærk kost er det i hvert fald.