Trawler på halve kvoter

TRWLR - 'Atolla'

Sejlet er fortsat stramt spændt op i TRWLR-land med filmisk, storladen metal af den sorte skole.
Med den korte spilletid smager det bare af meget mere.

Kunstner
Titel
Atolla
Dato
12-12-2019
Trackliste
1. Black Ivory
2. We-Us
3. The Mistress
Forfatter
Karakter
3

Du kender sikkert følelsen.

Du er ude at bade, og alting lyder så underligt fjernt, mens du sondrer havbunden, men så snart dine ører når havets overflade, træder det hele tydeligt frem.

Således lægger 'Black Ivory' fra land med fragmenter af en melodilinie, der pludselig bryder lydmuren, så snart riffet sætter ind efter to et halvt minut. Derfra går det så slag i slag med de blot tre numre, der udgør den seneste EP fra københavnske TRWLR. Et tomands-projekt bestående af vokalist Lasse Malm og altmuligmand Dalle Oldman, der debuterede i 2016 med fuldlængdeudgivelsen 'Vestare Mare'. TRLWR lyder stadig som sig selv tre år senere: Kolde, dystre riffs. En atmosfærisk lagkage af kradse toner tilsat Malms dissonante skrig og, ej at forglemme, en produktion, der giver plads til, at de enkelte elementer kan folde sig ud, som skabt til at blive hørt i hovedtelefoner, så de klaustrofobiske lydbilleder får frit spil.

På trods af tilfældighederne i forbindelse med navngivningen af projektet, som Oldman fortalte om i et tidligere interview, lader duften fra fiskekutteren sig fortsat svært fornægte. De repetitive riffs skurrer i underbevidstheden, dragende som færden ud på de store verdenshave.

'Black Ivory' åbner med en mastodont af en riff, der fungerer som sangens fundament det meste af vejen, mens melodilinier flyver ind og ud af lag på lag i de fem minutter, sangen reelt varer. At det så går for 11 minutter på papiret, skyldes de 2-3 minutter lange introer og outroer, der nok havde givet mere mening, hvis der var tale om en udgivelse af længere varighed. 'Atolla' havde været bedre tjent med, at en fjerdedel af EP'en ikke var sat af til at lege med lyde med rumklang.

'We-Us' fortsætter ud i mere stormrigt farvand som pladens mest hidsige skæring, mens 'The Mistress' lægger mere doomede toner for dagen. De små forskelle til trods, så er den røde tråd forbundet med de genkendelige, cykliske riff-figurer og den kradse vokal i forgrunden, flankeret af andenguitarens harmonilinier, der skurrer rundt under overfladen. I øvrigt ligesom de atolla-vandmænd, EP'en er navngivet efter.

TRWLR er et projekt, der fortjener større udbredelse, end det er blevet givet indtil nu. Liveaktiviteten er endnu så som så, men 'Atolla' bekræfter om ikke andet, at der stadig er vind i sejlene, og pladens stærkeste asset er muligvis, at de gennemgående sortnede, metalliske referencer i al deres mangfoldighed eksekveres så flydende, at de snildt kunne fungere som lydspor til den næste serie-film. Med det sagt, så kunne tre års ventetid nu godt have kastet mere af sig end blot 15 minutters reel spilletid, men lidt har nu også ret.