Rottedronningens fabler
Castle Rat er hurtigt klar med opfølgeren til sidste års ‘Into the Realm’, med større vingefang og mere tid at folde sig ud på – er 50 minutter i bestiariet så tiden værd?
Wolf I
Wizard
Siren
Unicorn
Path of Moss
Crystal Cave
Serpent
Wolf II
Dragon
Summoning Spell
Sun Song
Phoenix II
For et par måneder siden stod jeg på Refshaleøen til det årlige ‘Hell-komsammen, da Brooklyn-rotterne foldede deres okkulte teatershow ud – og ganske som min kollega antydede med mere korslagte arme, var det da heller ikke, fordi musikken i sig selv gjorde noget større indtryk, så meget som det var staffagen. Debuten, der udkom i april sidste år, var meget formativ i sit retro-prægede heavy metal-udtryk med lidt doomede indfald i ny og næ, men hvad der først og fremmest fik deres navn ud over rampen var deres spektakulære videoer med høj kitch-faktor i brugen af sværd, gevirhjelme, kutter og krystalkugler – for ej at forglemme hovedpersonen, Riley Pinkerton aka The Rat Queen, letpåklædt med lange, røde krøller og hendes nærmest kommanderende, nasale tone. En stærk frontkvinde, der også trækker rigt på mystikkens verden i tekstuniverset, og det var da også absolut netop fantasy-aspektet, mystikken og teateret, der stod skarpest på Gehenna-scenen.
Det var derfor med en vis skepsis, at jeg gik til opgaven for at se, hvad ‘The Bestiary’ kan byde ind med, så kort tid efter debuten, og om der er nye/flere boller på enhjørningesuppen i denne ombæring – og det er der da lykkeligvis, ikke mindst i albummets sekvensering.
Hvor debuten først og fremmest var en samling sange uden større omtanke for albumformatets større potentiale, så har de tydeligvis her gjort noget ud af at tænke mere helhedsorienteret, som pladen folder sig ud. ‘Phoenix I’ introducerer pladen instrumentalt som indføring til de kontante singler, ‘Wolf I’ og ‘Wizard’. Derfra får vi deres doomede side i spil de næste par numre, førend ‘Path of Moss’ giver os halvandet minut til at zone ud med en harmonisk, multitracked guitarlead, og sådan skrider pladen frem bid for bid, for at give os mere af en velrundet lytteroplevelse, som den skrider frem. Et ambitiøst, og så absolut også et nødvendigt træk, set i lyset af, at ‘The Bestiary’ er 50 minutter lang, AKA et kvarter længere end forgængeren, og derfor kræver mere tålmodighed af sine lyttere.
Riley Pinkerton står endnu skarpere frem, og har tydeligvis fundet sig godt til rette som bandets frontfigur, men i det hele taget også vundet en skarpere tone, der slår tydeligere igennem i mixet, ikke mindst når hendes sang hyppigt bliver lagt i flere spor. Hvert et ord går klart igennem, og så kan man så mene, hvad man vil om et tekstunivers i omegnen af drager, troldmænd og enhjørninger. Castle Rat er ikke, og har aldrig været, et band, der skal tages alt for seriøst (se blot på albumcoveret), uagtet deres bestræbelser på at tænke mere helstøbt i albumopbygningen. Det tager dog intet fra Pinkerton selv, der fylder godt ud i lydbilledet, også selvom hun primært gør sig i ét, nasalt mellemtone-leje, som hun så til gengæld også mestrer til punkt og prikke.
Dét sagt, så lider ‘The Bestiary’ under ét, altoverskyggende problem – sangene er simpelthen ikke hverken gode eller mindeværdige nok. Ganske vist har de indlejret lidt variation undervejs, men energien bliver aldrig hverken påfaldende tung eller bemærkelsesværdigt hård. Det hele svælger i et adstadigt mid-tempo gear, omkvædene er over en bred kam forglemmelige, riffarbejdet ditto, og alt for lidt sætter sig, selv efter ti lyt.
Der er undtagelser, som fx den lettere groovy heavy-hymne ‘The Wizard’, hvor kadencen lige får en ekstra skrue halvvejs inde, og den mere dystre ‘Serpent’ med den episke lead-outro. Førnævnte ‘Path of Moss’ er også en vellykket, nærmest Brian Maysk intermezzo på halvvejen, ligesom de brede mellotronflader i ‘Wolf II’ får en mere atmosfærisk side frem i bandet, mens den doomede ‘Sun Song’ er pladens bedste eksempel på et nummer, hvor hele rytmesektionen får plads til at shine uden Pinkerton i rampelyset.
Det er dog undtagelser i det større billede på en 50 minutter lang plade, der virker til at være produceret lige lovligt hurtigt uden særlig meget reel substans, hvor jeg betydeligt hellere så, at de brugte tiden mere konstruktivt på at lave ét album, der sælger deres musikalske virke bedre uden nødvendigvis at skulle forlade sig så meget på image, look og overfladisk mystik.
Live-aktiviteten slacker de bestemt ikke på, og man kan så, med et mere positivt mindset, rose dem for overhovedet at kunne producere 50 minutters musik på et år, med så stram en koncertkalender. På dette stadie i deres karriere er det usvigeligt også dér, hvor de har deres force med hele teater-elementet som underbygning af deres univers, men havde jeg en finger med i spillet, ville jeg bestemt råde dem til at gøre mere ud af sangskrivningen i næste ombæring.
Der er da undtagelser undervejs, hvor de demonstrerer, at de kan skrive sange, der sætter sig, når de tager sig nok sammen. Der er simpelthen bare for langt mellem snapsene her på ‘The Bestiary’, uanset hvor meget de så har gjort ud af sekvenseringen, og det bliver en plade, jeg zapper mig igennem, når/hvis den måtte komme på igen – men jeg skal da ikke udelukke at føle mig godt underholdt af deres teatralske udskejelser, hvis jeg står der igen, næste gang de slår folderne forbi disse breddegrader.