Svensk thrash-comeback uden fartbegrænsning
Det er med speederen i bund, at svenske The Haunted gør comeback - og der er rigeligt med jävla riffs til, at det er turen værd.
In Fire Reborn
Death to the Crown
To Bleed Out
Unbound
Hell is Wasted on the Dead
Through the Fire
Collateral Carnage
Blood Clots
Salvation Recalled
Labyrinth of Lies
Letters of Last Resort
Gøteborgs thrash-helte fra The Haunted er tilbage efter en længere tids pause, og de er rasende! En dystopisk voiceover i starten af åbneren, ‘Warhead’, gør det klart, at man skal “seek shelter immediately”, og når forsanger Marco Aro begynder sit opråb, forstår man hvorfor. “Bodies dropped into a grinder of meat!”, rasper Aro hen over aggressive riffs og blastbeats. Avs, for en åbning.
To tidligere At the Gates-medlemmer driver The Haunted og har ad den vej rødder i den melodiske dødsmetal, der udsprang fra Gøteborg i 90’erne. Igennem årene har The Haunteds plader dog svinget mellem melodisk dødsmetal og ren thrash.
Hurtigt-chuggende thrash
‘Songs of the Last Resort’ er klart mere thrash end dødsmetal – der er mere fokus på fart end på tyngde. Lyt for eksempel til ‘Death to the Crown’; et stramt, hurtigt chuggende nummer, der ikke spilder sine 2 minutter og 57 sekunder med noget så kedeligt som melodi. Nummeret har forrygende riffs, og så er det bare virkelig velkomponeret. Et klart højdepunkt!
Det mest melodiske indslag på pladen er ‘To bleed out’, der sætter tempoet en tand ned (altså, det går stadig stærkt) og leger med harmoniske guitarer, en fed guitarsolo og noget, der minder om omkvæd. Det samme kan siges om ‘Labyrinth of Lies’, der efter lidt pænt fingerspil ikke helt følger op med en mindeværdig melodi. ‘Blood Clots’ er samtidig et fint instrumentalt mellemspil, der bidrager til atmosfæren uden at hamre løs.
Godt håndværk
Men udover enkelte melodiske midttempoindslag er det et album uden fartbegrænsning. Desværre tynges det visse steder af nogle enslydende fillers som ‘Unbound’, ‘Through the Fire’ og ‘Salvation Recalled’, der håndværksmæssigt ikke fejler noget, men som hurtigt ryger i glemmebogen. Det er i det hele taget ikke en plade, der vil særligt meget nyt, men hey, ingen forventer vist heller, at det er de gamle fartbøller i The Haunted, der revolutionerer thrash-formlen.
Albummet slutter stærkt af. Efter 36 ret forudsigelige minutter sætter ‘Letters of Last Resort’ nogle nye ideer, temposkifte, spoken word (!) og tykke guitarbombardementer sammen til en hårdtslående albumafslutter. Den dystopiske voiceover fra albumåbneren indrammer pladen til sidst, inden ørerne kan få et hvil.
Songs of the Last Resort er turen over Øresund værd, selvom ikke hele pladen er vellykket. Lytteoplevelsen forstærkes af en produktion, der sikrer, at hvert instrument og stemme kommer til sin ret i lydbilledet. Forhåbentlig får vi snart The Haunted at se på en dansk scene igen, hvor denne slags musik skal høres.