24 karat moderne råddenskab
Med underoverskriften ‘Nine Class ‘A’ Tunes’ sætter Imperial Triumphant forventningsbarren højt på den jazzede trios sjette studiealbum.
Gomorrah Nouveaux
Lexington Delirium (feat. Tomas Haake)
Hotel Sphinx
NEWYORKCITY (feat. Yoshiko Ohara)
Goldstar
Rot Moderne
Pleasuredome (feat. Dave Lombardo & Tomas Haake)
Industry of Misery
Endnu en gang formår trioen at forlene voldsomme, dødsblackede passager med en jazzet tonal vildskab og elegance, som voldsomt godt formidler verdens kaos og overklassens opulente luksus. Det er en 24 karat guldbarre, og du bliver slået i hovedet med den. Prøv for eksempel at høre ‘Gomorrah Nouveaux’ (jep, titlen indkapsler også temaet), som fænger med sin håndklappende, trioliserede intro, inden en huggende guitar moser os,mens bassen friløber under dissonansen. Her besynges gudernes blod, ichor, overklassens depraverede adfærd og underklassens rolle som leverandører af kroppe til morskaben, en slags menneskehandel drevet af kapitalismens logik om haves and have-nots:
“Ichor response // by appointment only
Blessing of her touch // by appointment only
High class, low life
Flesh sells, it never stopped”
Slutningen på nummeret er noget af det mest brutale riffage, vi har hørt længe fra New York-trioen, og ‘Gomorrah Nouveaux’ er absolut et af pladens mest fængende øjeblikke – og det skal siges i kontekst af, at pladen som sådan er noget af det mest umiddelbare og tilgængelige fra guldmaskernes handskeklædte hånd.
Ikke at ‘Goldstar’ af den grund er mainstreamleflende eller forsimplet i forhold til deres tidligere plader. Der er bare en kant af noget underholdende og fængende i deres kompositioner, som klæder musikken, der stadig er kompleks og består af en stramt iscenesat, multidirektionel vildskab. Og så synes der at være flere lækkert huggende dødsriffs. Og, nå ja, så er der den 47 sekunder lange eksplosion af blastbeats, brutale bas-løb og hyl og skrig fra den vel efterhånden faste samarbejdspartner Yoshiko Ohara (Bloody Panda), ‘NEWYORKCITY’. Jeg ville næsten ønske, at det var blevet udviklet til et længere nummer. Men det fungerer nu også fint som en sær kontrast til det efterfølgende titelnummer, der sarkastisk-nostalgisk lyder som en 1920’er-radioreklame for cigaretmærket Goldstar. “Buy new Goldstar / Die for Goldstar”, synger de forførende under pladeknas og med tiltagende lydforringelse, som om selve kommersen stod over for sin snarlige undergang.
Som sædvanlig er den æstetiske basis art deco og Amerika i tiden op mod det store krak i 1929, og det fungerer stadig fint i samspil med bandets kritiske blik på den knusende samfundsmaskine, som skaber voldsom rigdom, men også brutal undertrykkelse og armod. Og den æstetiske ramme bruges også effektivt på ‘Pleasuredome’, der gæstes af hele to ekstra trommeslagere. Og det er ikke hvem som helst, for vi snakker Meshuggahs Tomas Haake og Dave Lombardo, som vi nok alle kender fra blandt andet Slayer, Dead Cross, Fantômas og hans egen lorte-soloplade.
Jeg er ikke sikker på, at tre trommeslagere er strengt nødvendigt, men nuvel. Nummeret er faktisk fint. Det indledende riffs skæve taktart er da et fint nik til Meshuggah, og nummeret som sådan fejler ikke noget med sin rigt orkestrerede rytmesektion, jazzede løb på bassen og skærende guitarflader. Det er faktisk ret fedt, men et længere trommebreak i midten ødelægger det lidt for mig. I videoen tydeliggøres intentionen med stykket. Vi skal nok føle os hensat til en eksotisk og eksotiserende kabaret, men jeg kan ikke rigtigt med det stykke.
Heldigvis går det bedre på ‘Lexington Delirium’, hvor Thomas Haake også gæstetrommer. Pladen slutter stærkt af med ‘Industry of Misery’, som, selv om nummeret må have været skrevet, før den nuværende politiske situation i USA udkrystalliserede sig, på nærmest skræmmende vis er relevant:
“Kleptocratic regimes manufacture crisis
Monetary manipulation
Kingdom of wars
Bring down the guillotine
No Blades of accountability
Laughing creators planned systems”
Således tegner der sig et billede af et band, der denne gang har åbnet lyden, der konkret er lysere end den lidt mumlende, topfattige produktion på ‘Spirit of Ecstasy’, og har formået at skabe en fornemmelse af tilgængelig umiddelbarhed i deres komplekse musik uden at ofre hverken kant eller substans. Det er ret fascinerende, så jeg kan godt klare et enkelt stykke med MGK-rytmejam, især fordi de omkringliggende kompositioner er stærke og skarpe som guillotiner, der blinker i solen på Wall Street.