A safe space
Mike Portney er retur bag trommerne i Dream Theater efter 13 års fravær. Det har nu ikke ændret det store, for det nye album lyder meget som de seneste par stykker forinden, som vi kender dem.
02. Night Terror
03. A Broken Man
04. Dead Asleep
05. Midnight Messiah
07. Bend The Clock
08. The Shadow Man Incident
Det er synd at sige, at Dream Theaters nye album ’Parasomnia’ ligefrem byder på banebrydende nyt fra bandets side. Dedikerede fans vil garanteret elske det og udråbe det til endnu et mesterværk. Her finder fans et safe space, for alt er for så vidt ved det gamle. Albummet kunne for den sags skyld være indspillet af bandet for tyve år siden. På plussiden skal det fremhæves, at albummet er overordentligt godt produceret, med knivskarp lyd.
’Parasomnia’ lægger ikke overraskende ud med et instrumentalnummer, hvor temaerne fra de efterfølgende sange bliver præsenteret. Lettere overflødigt. Hvorfor ikke skrive en god sang at lægge ud med, eller bare droppe denne intro på et album, der i forvejen er alt for langt.
Det hele løftes dog væsentligt med sangen ’Night Terror’, der er en af albummets bedste sange. Dyster begyndelse, flot guitarriff, habilt sangvers og endda et habilt omkvæd. Hvad mere kan man ønske sig af Dream Theater? Desværre er sangen med sine næsten 10 minutter unødigt lang. Sanger James LaBrie får ret hurtigt slukket for mikrofonen, så resten af bandet kan blære sig rundt i fire minutters lange solistykker, som ret beset ikke bidrager særlig meget kvalitet til sangen.
Bænkevarmer
Faktisk er stakkels James LaBrie at betragte som den anonyme indskiftningsspiller i Dream Theater. Der er formentlig ingen tvivl om, at resten af bandet helst ville indspille instrumentalalbums, for i hver eneste sang skal man igennem to, tre eller fire minutters instrumentale eskapader, inden vokalen indfinder sig. Som en familie bestående af akademikere, hvor der er en enkelt fætter, der ikke har gået på de højere læreanstalter. Han skal selvfølgelig have lov til at være med til fætter/kusine-festen – bare han holder sig lidt i baggrunden, når de lærde folder sig ud.
De næste par sange ’A Broken Man’ og ’Dead Asleep’ er for så vidt tilforladelige, men brager på ingen måde igennem.
Derimod er der en del at hente i sangen ’Midnight Messiah. Med afstand albummet bedste sang, der viser, at Dream Theater fortsat kan banke en habil, metallisk sang på benene. Efter en afdæmpet start bliver der fyret op under kedlerne med et Metallica-inspireret riff. LaBrie kommer fint på banen og får vrænget et solidt vers, b-stykke og omkvæd ud. Man bliver helt glad for at høre Dream Theater så potent igen.
Herefter kommer man så lynhurtigt ned på jorden igen. ’Are We Dreaming’ er en totalt ligegyldig, instrumental intermezzo. Meget bedre går det heldigvis med balladen ‘Bend the Clock’. LaBrie får plads, og John Petrucci får for en enkelt gangs skyld spillet en guitarsolo, som man godt gider høre igen.
Og så kommer vi til la grande finale med sangen ‘The Shadow Man Incident’. Og endnu en gang er der tale om en ulideligt lang sang på næsten 20 minutter, opulent og ganske overflødigt. Det varer fire minutter og 50 sekunder, inden der kommer vokal, og selvom der faktisk er en helt god melodistemme i sangen, så kommer man ret hurtigt ud af den, så resten af bandet kan vegetere i ikke særligt inspirerende, instrumentale falbelader.
’Parasomnia’ er et konceptalbum, hvor teksterne kræser om temaet søvnforstyrrelser. Måske skulle medlemmerne slumre ind til denne sang. I løbet af de cirka 10 gange, hvor denne anmelder har gennemlyttet ’Parasomnia’, er det to gange endt med at falde i søvn.
Konklusionen må være, at på trods af tre ganske gode sange lever Dream Theater med ’Parasomnia’ endnu en gang ikke op til forventningerne om et stort comeback. At have Portnoy tilbage betyder uden tvivl meget på papiret, og når det går løs på Copenhell til sommer – men når det er sagt kunne 'Parasomnia' have så meget mere at byde på, end den reelt har ...