Ikke så meget nyt – gør det noget?
Efter en mere end tredive år lang karriere har Cradle of Filth udgivet deres 14. studiealbum. Det lyder meget som de mange seneste albums, men det er nu heller ikke dumt.
2. Demagoguery 06:16
3. The Trinity Of Shadows 06:22
4. Non Omnis Moriar 05:05
5. White Hellebore 05:04
6. You Are My Nautilus 07:39
7. Malignant Perfection 06:45
8. Ex Sanguine Draculae 07:09
9. When Misery Was A Stranger 06:21
Det er ved at være mange år siden, at Cradle of Filth var det hotteste hotte, og hvor man dårligt kunne gå en tur, i selv mindre danske provinsbyer, uden at støde på et ungt menneske i en CoF-shirt. Det er længe siden, at bandet nåede de helt store hitlisteplaceringer og salgstal. Men Dani Filth fortsætter ufortrødent med snavset. Dani Filth har i efterhånden mange år været det eneste oprindelige medlem af bandet, hvor der til stadighed har være løbende udskiftninger. På det nye album ’The Screaming of the Valkyries’ er der endnu en gang sat et delvist nyt hold ind, med indskiftning af Donny Burbage på guitar som afløser for Richard Shaw samt Zoe Marie Federoff på keyboard og vokal som erstatning for Anabelle Iratni.
Cradle of Filth er oprindeligt kategoriseret som ekstrem metal, men der er nu sket meget inden for metallen igennem bandets levetid, så det er måske mere relevant at betegne stilen som tempofyldt, progressiv black metal. De sorte elementer er i hvert fald stadig gældende. Det, der så gør musikken lidt anderledes, er anvendelsen af meget keyboard og brug af kvindelig vokal som modspil til Dani Filths ofte temmelig hysteriske sangstil.
’The Screaming of the Valkyries’ åbner i sædvanlig velkendt Cradle of Filth-stil med sangen ‘To Live Deliciously’. Intet nyt at hente her, og sangen ledsages da også i vanlig stil med en video, hvor Filth endnu en gang forsøger at forarge de gejstlige. Det var så måske nemmere for 30 år siden ...
Lidt mere substans er der i albummets anden sang, ’Demagoguery’. Sangen begynder for fuld tryk, men indeholder undervejs en stor temponedgang til en langsomt drømmende sekvens med fornemt guitarspil fra Donny Burbage og Marek "Ashok" Šmerda. I det hele taget er der rigtig mange gode guitarsoloer på albummet.
På ’Non Omnis Moriar’ er der skruet ned for tempoet. Hvis man skal fremhæve noget, er det netop, at de er flere sange, hvor der er lidt mere luft i sangskrivningen. Sange, hvor der ikke nødvendigvis fræses af sted i højt tempo. Det klæder musikken på et i øvrigt velproduceret album. Det gælder eksempelvis også sangen ’You are my Nautilus’, der ligeledes starter i moderat tempo, men arbejder sig mere og mere op i tempo. En af de sange, som viser, at Cradle of Filth fortsat har sin berettigelse i tidens lyd.
Men hvis det adstadige tempo ikke virker tiltrækkende, så er der stadig rigeligt gang i den på mange af sangene, og de groteske, tilhørende videoer til de udgivne singler fra albummet er der heller ikke sparet på. Det gælder således også sangen ’White Hellebore’.
’The Screaming of the Valkyries’ afsluttes med en fornem finale i form af sangen 'When Misery Was A Stranger', med ferme skift frem og tilbage mellem at være en thrashy sag og et episk værk med symfoniske og power metal-inspirationer. Samtidig er der igen nogle forrygende guitarsektioner, som en storslået afrunding på pladen.
Alt i alt er ’The Screaming of the Valkyries’ et langt mere end fornuftigt album. På trods af, at nogle sikkert vil mene, at tiden er løbet fra Cradle of Filths musik, viser bandet, at det fortsat kan komponere interessante sange og samtidig er yderst velspillende.