Tavasternes oprør
Havukruunu lyder stadig umiskendeligt som Havukruunu, med heroiske kor, lirede leads og blackede blasts – er det svar nok?
Yönsynty
Havukruunu Ja Talvenvarjo
Tavastland
Kuoleman Oma
Unissakävijä
Kun Veri Sekoittuu Lumeen
De Miseriis Fennorum
Næppe, hvis Havukruunu ikke lige ringer en klokke. Det er så også helt forståeligt, for her på redaktionen har vi endnu aldrig belyst de episke finner. Selv fik jeg øjnene op for dem i forbindelse med ‘Kelle Surut So’, deres anden plade fra 2017, der udkom selvsamme måned, som jeg startede her på Devilution. Efterfølgeren, den ligeledes fortræffelige ‘Ulinuos Syömein Sota’, landede i 2020, samme måned som jeg tog et midlertidigt break fra skriveaktiviteterne, og tilsyneladende har ingen andre end jeg hidtil ment, at Havukruunu fortjente ord med på vejen, men, som man siger, bedre sent end aldrig – så længe det selvfølgelig ikke er for sent?
Og nej, lad det være sagt med det samme – Havukruunu har ikke tabt pusten og er stadig ved sine fulde fem. Efter ti år med demoer og EP’er landede deres debut i 2015, og hvert album siden da har opretholdt og bygget videre på deres hedenske eskapader, heroiske romantik og dramatiske livslede. Egenskaber, du for så vidt kan kyle efter et utal af metalnavne på de kanter, men hvor Havukruunu lige går en mil ekstra i autenticiteten.
I denne ombæring har finnerne dykket ned i historien om det finske folkeslag tavasterne, der i 1200-tallet begik oprør mod de kristne og drog dem væk i vinterens mørke, for siden hen at omkomme i de frostkolde skove. I mit fravær af finske sprogkundskaber og adgang til teksterne vil jeg ikke kloge mig yderligere på dette, end hvordan de selv udlægger det på deres Bandcamp – men den kolde, dystre baggrund afspejles tydeligt i musikkens grundtone, hvor deres vanlige brug af højstemte korsektioner gennemgående er udtryk for de kristnes lidelser – eller sådan føles det i hvert fald for denne lytter. Hvad end den del er intentionel eller ej, så er der i hvert fald noget fundamentalt bevægende i deres folkede, dystre og hypnotisk dragende kompositioner, så man godt kan fornemme historien udfolde sig for sit indre øje.
Efter en kort monolog på finsk lægger pladen ud i tungt gear, før Stefan to minutter inde stemmer i med et klassisk “Ugh” – og så befinder vi os i ‘Tavastland’! En plade, der takket være en flot, varm produktion flyder ubesværet afsted på trods af de musikalske kontraster undervejs. Det ene øjeblik blastes der i højeste kadence, det næste lulles vi stemningsfuldt ind. Det tredje hviner Henkka derudad i vilde guitarleads, det fjerde overdynges vi af oh'er, ah'er og åh'er i flerlags-korsektioner. Intet af dette er for så vidt nyt i Havukruunu-regi, men koblingen mellem delene, opbygningerne og produktionen får det hele til at glide mere smidigt, hvor kontrasterne tidligere har stået mere ud.
Alt er tydeligvis meget gennemtænkt, og udover en EP derimellem har de da også haft fem år til at perfektionere det hele siden forgængeren. Når de stramme energiudladninger træder tilbage til fordel for episke kor, så er det alt sammen tydeligvis gjort for at tjene det større, musikalske narrativ. Det er sådan set fint nok, veleksekveret og alt det der – men det bliver altså også lige lovligt midtempo, bekvemt og poleret i længden.
‘Tavastland’ er den type plade, hvor alt tenderer til at glide ud i ét, og selvom jeg grundlæggende godt kan lide deres lyd, så er der bare ikke særlig meget, der stikker ud eller gør sig bemærket. ‘Havukruunu Ja Talvenvarjo’ går lidt mere dedikeret ind i deres blackede rødder, hvis du foretrækker dem sådan. Titelnummeret starter med ugletuden, som endnu et eksempel på deres naturromantiske indskud undervejs. ‘Unissakävijä’ demonstrerer på seks minutter alle deres styrker, indbegrebet af Havukruunu-lyden om du vil, og er i mine øjne pladens højdepunkt. Den efterfølgende ‘Kun Veri Sekoittuu Lumeen’ gør sådan set meget af det samme, men virker omvendt bare som uinspirerede og unødvendige stiløvelser på en plade, der med sine 54 minutter snildt kunne være et kvarter kortere.
Hvis Bathorys vikinge-fase eller Moonsorrows symfoniske touch er din ting, og du godt kan se igennem fingre med ikke at forstå et klap, fordi finsk, så bør du bestemt give ‘Tavastland’ et lyt. Ikke for at sige, at Havukruunu kopierer Bathory og Moonsorrow, for det gør de ikke – tværtimod har de fundet en lyd, som er meget letgenkendelig, og som de fortsat holder utvetydigt fast ved, omend det er blevet en kende mere midpacet med årene.
Selvom jeg personligt foretrækker 2017's ‘Kelle Surut So’, hvor numrene står lidt skarpere, så er ‘Tavastland’ nu også et fint og mere tilgængeligt sted at starte – og mon ikke den også bliver stærkt repræsenteret på Metal Magic til sommer?