RF 24: Grindcore, pogo, Cyndi & Shania
The HIRS Collective var kaotisk. Mest på den fede måde. Men deres antics og ironiske selvdistance blev for meget i en koncert, der fik Mr. Bungle til at minde om Volbeat.
Var man ikke allerede mæt og mentalt kørt over af aftenens første fire bands på Avalons gulv, så var der om ikke andet i hvert fald grundlag for at blive det af The HIRS Collective. Bandet, der har været aktivt i et årti, blev dannet af sangerinden / growleren Jenna "JP" Pup og guitarist Esem, og har siden udgivet et bombardement af singler, som de samlede på 2018’s debut, ‘Friends. Lovers. Favorites.’.
Sidste år kom ‘We’re Still Here’, efter split-udgivelser med Thou og Night Witch. En øredøvende udgivelse med prominente gæstemusikere fra Melt-Banana, Full of Hell, The Body og førnævnte Thou, men minsandten også Shirley Manson (Garbage). VM i eklektik.
Live optræder The HIRS Collective også blot som duo, med programmerede trommer, og som man kan se på YouTube, så er deres koncerter vilde og med masser af publikuminteraktion og fans på scenen. Bare ikke på Roskilde, hvor de var hegnet inde på scenen i to meters afstand til publikum. Øv og atter øv. Men det ændrede ikke ved indpisker JP's Barney fra Napalm Death-agtige pogo-dans, headbanging og en frisure, som ville gøre Nifelheim-brødrene ekstremt misundelige. Det var en bizar koncert.
Hvis paraplybetegnelsen for HIRS Collectives udladninger er queercore, så lad det være sagt med det samme, at de på Roskilde flere gange trykkede på speederen, så det tangerede både crossover thrash, grindcore og powerviolence. Det var ekstremt kaotisk og abrupt, takket være de korte sange (nogle gange under et halvt minut) og den løbskløbne trommemaskine.
Den var en del af gimmicken, trommemaskinen, så det havde en stærk effekt, da JP pludselig stoppede dansen og satte sig bag trommesættet for at tæske sig igennem 'We're Still Here'. En af de tydeligste inspirationskilder er Melt-Banana, og HIRS Collective tangerer japanerne i galskab, men det blev for fjollet, da JP startede samples af pop-schlagere som 'Girls Just Wanna Have Fun', 'Man! I Feel Like a Woman' og ikke mindst 'Everybody Dance Now'. Alle blev de hurtigt ædt af en grindcore-dinosaur, men koncerten var sådan set ekstrem nok i forvejen.
Tilbage stod man med fornemmelsen af at have fået det forventede: En kaotisk og anderledes koncert, der fik Mr. Bungle til at minde om Volbeat, men stadig med distance til et band, der bygger hele deres liveshow på direkte publikuminteraktion. Det kunne have være bedre, hvis vi måtte være kommet tættere på ... og hvis HIRS havde droppet Shania Twain-samples og den slags uhyrligheder.