RF 24: Marokkansk aktivist-punk
Taqbir havde taget turen fra Marokko for at dosere Roskilde med aktivitistisk punk. Publikum var max med, det var medrivende, og budskabet vigtigt – men ingen banebrydende musikalsk oplevelse.
Taqbir er sådan et navn, som man kun vil kunne opleve på Roskilde Festival.
Nuvel, den marokkanske punkgruppe spillede så faktisk på den københavnske K-Town Festival for nogle år tilbage. Men altså, en aktivistisk kvintet, der arbejder for nordafrikanske kvinders ret til at være sig selv ...
... en aktivisme, som går igen i Taqbirs koncerter, hvor de fire mandlige medlemmer i bandet spillede tildækket og i niqab. Og så i kontrast til frontkvinden (Taqbir er anonyme af frygt for repressalier i hjemlandet), ej heller de andre bandmedlemmer, da de risikerer straf i hjemlandet for deres aktivisme. Hun optrådte i t-shirt og tights.
Marokkanerne har stadig kun udgivet en enkelt EP med fire sange på, som sammenlagt udgør otte minutter, og det var garanteret grunden til, at de lagde ud med en lang, båndet industrial-intro og en lidt kortere, lignende outro for lige nøjagtig at tvinge koncerten op på små 20 minutter.
Taqbir – som på arabisk blot betyder “kommentar” – spiller altså politisk motiveret punk, der emmer så meget af vrede og aggression, at man ikke behøver ane, hvad teksterne handler om. Inspirationen fra Dead Kennedys, særligt East Bay Rays signatur echoplex-effekt, var tydelig, og den kvindelige, knækkede vokal sendte tankerne i retning af The Slits og riot grrrl-bands a la Bikini Kill, og så ellers 2, max 3 akkorder og afsted. Ikke rasende originalt, men i den korte spilletid havde de hele det godt fyldte Avalon-telt i deres hule hænder.
Af aftenens fem på den ene eller anden måde core bands var Taqbir klart det mest traditionelle, bortset fra deres outfits. Og da kvinden i front fyldte tiden ud med at fortælle, at hun lige havde set Polanskis Pianisten, og at den ikke var sørgelig, nej, historien er sørgelig, og den minder os om, at vi ikke skal gentage den, og “Free Fucking Palestine”, endte man med at ærgre sig over, at Roskilde tilsyneladende havde krævet af aftenens bands, at de hver fyldte en halv time ud. Hvis der ikke er materiale eller momentum til det, hvorfor dog så? Det var en mindre ekstrem udgave af dengang, hvor Iceage åbnede en Roskilde-koncert med 20 minutters hvid feedback-støj for at fylde en time ud.
Men når Taqbir endelig spillede, så gjorde de det med kæmpe overbevisning og havde Avalon mere med end nogen af de andre bands fra resten af aftenen. Man savnede bare et mere selvstændigt udtryk – og mindre rigide sikkerhedsforanstaltninger fra Roskilde. Virkelig fedt med scenen i midten af teltet – virkelig ufedt, at der er metalhegn rundt om med to meter ind til scenen. Hvis man kan håndtere fx Gloria uden sikkerhedshegn, så kunne man også have gjort det her, og vi kunne være kommet lidt tættere på de musikalske frihedskæmpere.