RF 24: Perler for svin
Populær
Roskildes publikum udeblev, da Jane’s Addiction debuterede på dansk grund. Det skete med 30 års forsinkelse, og Perry Farrells stemme var halvrusten, men sangene var stadig lige så højtragende og riffene intakt monolitiske.
2. Whores
3. Ain't No Right
4. Ted, Just Admit It...
5. Jane Says
6. Ocean Size
7. Three Days
8. Mountain Song
9. Stop!
10. Been Caught Stealing
Inden grunge-bølgen ramte – og inden der for alvor gik klassisk rock-riffing i den populære musik i 90’erne – byggede Jane’s Addiction videre på Jimmy Pages storladne stil. Bandet blev dannet i Los Angeles, og har således også mere tilfælles med samtidige Guns n’ Roses end med de senere Seattle-bands. Inklusive stofmisbruget – og dét i en grad, så selve bandnavnet var en hyldest til frontmand Perry Farrells veninde.
Jane’s Addiction nåede kun at udgive 3 albums, fra 1987 til 1990, inden det hele faldt fra hinanden i ‘91, meget symbolsk lige da grungen også for alvor ramte. Ujævne gendannelser i mellemtiden, inklusive et ujævnt album, ‘Strays’, med ny bassist, Chris Chaney (der nu turnerer med AC/DC), har aldrig ført Jane’s Addiction forbi Danmark. Kun Farrells sideprojekt, Porno for Pyros, har været forbi, netop her på Roskilde.
Gigantiske riffs
Farrell er også hjertet i Jane’s Addiction. Med sin high-pitchede vokal fører han Robert Plant-traditionen videre med ekstra nasalt tvist. Og med sine tekster giver han også hele affæren et orientalsk – og for rockgenren på det tidspunkt unikt – og mysticistisk islæt.
Og så er bandet bag Perry Farrell ikke engang nævnt. Tag den fænomenale bund bestående af trommeslager Stephen Perkins og den tilbagevendende bassist Eric Avery, som også medvirkede på bandets klassiske plader. Og tag selvfølgelig Dave Navarro, som nogle bedst kender for den tid, han tilbragte som guitarist i Red Hot Chili Peppers i midt-90’erne. Alle var samlet på Roskilde, og – hvor usandsynligt det end måtte lyde – så lød Jane's Addiction endnu bedre, end man havde turdet håbe. Således så meget desto mere ærgerligt, at det store Arena-telt kun var halvfyldt.
Men det havde ingen umiddelbar indflydelse på nu 65-årige Farrells indlevelse og interaktion med publikum. Al tvivl om rustenhed blev gjort til skamme med det åbnende trekløver: The Doors-inspirerede ‘Kettle Whistle’ med sit gigantiske riff, som flød over i ‘Whores’ og tunge uptempo i ‘Ain’t No Right'. Farrells vokal var dog det svage led; den knækkede og var lige vel skrøbelig flere gange undervejs, men det kompenserede bandet bag ham i dén grad for, og hans akrobatiske alien-moves var samtidig nogenlunde intakte.
Røg og bjergbestigning
Inden ‘Jane Says’ opfordrede Farrell os til at “lighte up a big motherfucking smoke”, mens han selv fandt en flaske rom og spankulerede rundt og drak af flasken (hvad er der med gamle rockmusikere og druk? I går var det Dave Grohl, der tyllede Jägermeister af flasken). ‘Ocean Size’ tårnede op midtvejs med sit gigantiske riff, og det samme gjorde en udvidet maratonudgave af ‘Three Days’, alt sammen tilsat passende psykedeliske animationer på storskærmen bag bandet.
Inden netop ‘Three Days’ holdt Farrell en lille klimatale, som må have givet ham et ekstra plus i Roskilde-bookernes notesbog, men den virkede da indfølt og relevant. Med fokus på de forurenede verdenshave og udelivet lovede Farrell (som har været aktivist og global opvarmnings-debattør siden 00’erne), at han ville tage turen med os alle; fra havet til bjergenes top, hvis bare vi lovede at stemme på politikere, der bekymrer sig om naturen. Bestemt en tale, der landede på et tørt sted herhjemme, hvor badevandet flere steder i landet med sit fedtemøg minder mere om Roskildes smat end badestrand.
Netop bjerget blev besteget mod slut, da ‘Mountain Song’ skabte ekstatisk stemning blandt fansene på de forreste rækker. Det samme gjorde efterfølgende ‘Stop!’ og det gimmicky hit, ‘Been Caught Stealing’, der dog på ingen måde er repræsentabel for Jane’s Addiction, når de er bedst, men på Roskilde var den faktisk langt mere tålelig end på plade.
Og så var det slut, efter blot 65 minutters gammeldags rock af høj klasse. Og det må også være den eneste indvending; vi kunne snildt have nappet et par ekstranumre mere. Den anden årsag til, at koncerten aldrig nåede op i de højere skylag var simpelthen det triste fremmøde. Tænk, hvor mange nysgerrige, der ville have fundet vej mod teltet med en knap så tarvelig programplacering for garanteret at give veteranerne den opbakning, de fortjente...
Det var perler for svin i smatten.