Artikler

Sidste Krigsguden før jul byder på en anmeldelse af Sulphurous' debutalbum, 'Dolorous Death Knell'. Måske årets plade?

Vi kigger i krystalkuglen og forudser hvem, der kommer til at fylde Copenhells plakat ud næste år. Der er en vis mængde spekulation og ønsketænkning involveret, men lur os, om ikke vi kommer til at se nogle af navnene offentliggjort i det nye år.

Krigsguden havde optur over sig selv, dødsmetal, særligt den danske af slagsen, samt comebacks fra Voivod og Judas Priest i 2018.

Judas Priest, Voivod og Sleep leverede alle forrygende comebacks, mens undergrunden ulmede med så mange guldkorn, at det var svært ikke at blive stakåndet. En personlig rekord blev slået med over 400 koncerter i årets løb, og Summer Breeze triumferede endnu engang som årets bedste festival.

Sammenlignet med sidste års undergrundseksplosion har 2018 været et tyndt musikår, hvis man skal spørge denne elitære mandsperson. Metalgenren savner noget radikalt anderledes, som et par udenlandske udgivelser prøver på.

Anaal Nathrakh, Frank Carter og Mike Patton var i fokus, mens blandt andre Satyricon og Zeal & Ardor leverede mindeværdige stunder. Herhjemme var Sunless Dawn, Livløs og Grusom umulige at komme uden om, mener skribenten, der drømmer om verdensherredømme i en verden uden Manowar.

Tribulation, Deadnate, Heilung, Uncle Acid & the Deadbeats og black metal gjorde året udholdeligt for Devilutions blege sydamerikaner, der særligt fik sig en på opleveren til koncerter.

Der var lavvande i de danske punk-udgivelser, men til gengæld er der masser af både dansk og udenlandsk metal i den progressive ende, der sparker igennem. 

2018 var som 2017 lidt so-so. Den danske scene leverede få stærke udgivelser og et hav af ligegyldighed. Mangel på opfindsomhed er en kedelig tendens i dansk rock og metal, men heldigvis er der bands i den danske andedam, der tør udfordre. Internationalt var der mere gang i kedlerne. 

Endnu et år er gået. Det var vel ikke det bedste metalår gennem tiderne. Faktisk var 2017 vel lidt bedre. Men det var nu heller ikke helt skidt det hele. Så lad os da bare kigge tilbage.

Anders Molin blev overvældet af fedmen fra mastodonterne Judas Priest og forført af Ghost, mens Royal Arena og Copenhell sloges om de bedste koncertoplevelser. 

Der står blandt andet Sulphur Aeon, Taphos, Baest, Slægt og Helloween rundt omkring på Villumsens årsliste fra et år, hvor hans fokus i høj grad har været uden for metallen med nyt hus og familieforøgelse.

2018 bød på meget god musik, men ikke særlig meget, man for alvor kunne hidse sig op over.

Korrekturlæseren var også i 2018 mest høj på sig selv, Current 93 og Judas Priest. I den nævnte rækkefølge.

Året 2018 bliver husket for en god koncert i Los Angeles, en endnu bedre på Copenhell, god dødsmetal fra både ind- og udland samt skandinavisk black metal.

Heller ikke i det år, hvor Slayer annoncerede deres afgang, er der ved årets afslutning grund til at vende metal og hardcore ryggen endegyldigt, med mindre man er en virkelig trist rockmusiker, der lige har opdaget hiphop.

Redaktøren var svær at imponere i 2018, men han hoppede da med på Judas Priest-vognen, og gamle nisser som Sleep og Voivod scorede også højt på listen.

Den første julesne er faldet, og det er, som om koncertåret allerede er gået i hi. Men der er stadig lidt at komme efter i årets sidste uger. Vi guider dig.

En mærkelig juletradition har bredt sig i USA. En tradition, som har metalliske rødder.

Han er en af Danmarks mest aktive koncertgængere, og så er han stor fan af KISS, uden at det begrænser præferencerne i andre retninger. Vi stak vores 10 hurtige til Kasper Behrendt.