Årsliste 2025 – Svend Lokjær

2025 bød på første barn i familien, hvilket naturligt lagde en foreløbig dæmper på både skrive- og koncertaktiviteten i det århusianske. Men navne som Fordærv, Jawtrap, Drain, Violent Magic Orchestra, Ronker, Der Weg Einer Freiheit og Sewer Haul gjorde alligevel det forgangne år til ét fyldt med musik.

Årets danske album:
Året bød på flere velbjærgede navne, som brillerede ved at udgive materiale, der ikke helt kunne stå mål med tidligere roste udgivelser. Ingen nævnt, ingen glemt. Heldigvis var der små lyspunkter i skålen med daggammel mos, og selv om flere af dem kom i EP-format og derfor ikke kvalificerer sig til denne liste, var der alligevel nok højdepunkter til en top 5.

1. Fordærv: ‘Nogen Skal Jo Dø’ – I en travl og stresset hverdag bliver det sværere og sværere at finde tid til at fordybe sig i de udøvende kunstarter. Grindcore-trioens nemme toer er 13 minutters slagsmålskoncentrat med smag af blodigt tandkød. Passer ind i enhver social situation.
2. Jawtrap: 'Hellscape' – Har du tid til at hidse dig op i hele din frokostpause er Jawtraps 27 minutter lange debut om muligt endnu mere vred end Fordærv. Jawtrap er lyden af at være alvorligt træt af alt og give udtryk for det med fuld indsats.
3. Frelser: 'Afgrundsprofeti' – årets danske black metal-album. Danmark er ved at gå til i middelmådige black metal-udgivelser med store armbevægelser og meget få interessante elementer. Frelser er alt andet end det. En aldeles fremragende debut.
4. Cabal: 'Everything Rots' – Cabal er blevet møgbeskidte og nøj, hvor det klæ'r dem! Efter et par mindre spændende udgivelser ramte københavnernes fjerde fuldlængde ned i et smukt spændingsfelt mellem den vanlige, nedbrydende deathcore, sludget mudder og generelt ubehag. Det var dejligt.
5. Guttural Disgorge: 'First Degree Murder' – Guttural Disgorge er ikke stor kunst, men det er dæleme ikke uden en vis charme og underholdningsværdi. Hvis de unge drenge kan holde interessen for tunge breakdowns, tåbeligt skits og sange om at save ting i stykker, går de en stor fremtid i møde.



Boblere: Fire EP'er var ikke albums og kommer derfor ikke på listen. Til gengæld var de fremragende nok til ikke at kunne undgås. Sewer Hauls 'Torso Mangled Beyond Repair', Bonejammers 'Carcinogenesis', Demersals 'Vi Kunne Ikke Bliver Her For Evigt, Vel?' og Nexøs 'Mindful Inaction' var fire udgivelser, stilistisk milevidt fra hinanden, som gjorde 2025 lidt bedre.



Årets internationale album:
Meget sovs og meget ligegyldighed har jeg måttet lægge ører til gennem året, men det er da trods alt lykkedes at finde frem til et par håndfulde udgivelser, der ikke allerede er glemt igen.

1. Drain: ‘...Is Your Friend’ – en sen ankomst, men et ualmindeligt velskrevet hardcore-crossover-album, der nægter at slippe dig, når først du har fået det ind under huden. Hidsigt, skarptskrevet, med en fremragende sangskrivningstæft og kæmpestore ambitioner. Sådan!
2. Der Weg Einer Freiheit: 'Innern' – En aldeles fremragende post-black-plade fra et band, der i forvejen har sat barren umenneskeligt højt. Nikita Kamprad og co. er længder foran stort set alle andre, der har rodet sig ud i samme genre som DWEF, og tyskerne er en af de få rigtig gode eksponenter for den post-blackede gren, der synes på vej til at drukne sig selv i middelmådige udgivelser og ligegyldig selvfedme.
3. Igorrr: 'Amen' – Det er virkelig god bing-bong, det her! Igorrr har fjernet de mest vanvittige elementer fra sin musik, men har til gengæld skruet op for de reelle, kunstneriske ambitioner. Det er ikke nødvendigvis kun en god ting, men 'Amen' er en ambitiøs plade, der lykkes med det meste, den sætter sig for.
4. Byonoisegenerator: 'Subnormal Dives' – koncentreret sindssyge med etiketten ”jazzgrind” klistret på sig. Byonoisegenerator er en af den slags oplevelser, der hensætter dig i samme mentale tilstand som at se henrettelsesvideoer på dark web, mens du lytter til et best of-potpourri af 'Åh Abe'-pladerne.
5.Sijjin: 'Helljjin Combat' – Dødsthrash fra de formative år. Sijjin er velproduceret nutidslyd, absolut og uspoleret 80'er-idealisme omkring sit musikalske udtryk og samtidig velskrevne og skarpt fræsende hymner til Satan og alle hans artsfæller.



Boblere: This Gift is a Curse lavede fin, blackened hardcore, Author & Punisher har også skruet ned for vreden og op for de kunstneriske ambitioner, og en af hardcorens nye store håb, Scowl, har lavet en plade der overhovedet ikke er hardcore, men stadig er ret fedt. Læg dertil glimrende EP'er fra Rotten Sound, Mora Prokaza og en cover-EP fra svensker-Shining, og så er alt det gode fra 2025 vist også blevet namedroppet.



Årets danske hit:
Hiraki: ‘Pale Antics’ – Hiraki er tilbage, og ja' glææ'er mig. Stand-alone-singlen lover godt, og så kan man i det mindste håbe på, at der er fine sager i vente i 2026.



Årets internationale hit:
Scowl: ‘Special’ – mens det vel efterhånden virker mere nærliggende at kalde det ”powerpop”, er den californiske hardcore-kvintet leveringsdygtig i det nye nummer, jeg har hørt allermest i 2025. Det graver sig ind, det sætter sig og forlader aldrig dit hoved igen. At albummet 'Are We All Angels' indeholder 2-3 numre, der gør det samme som 'Special', gør det ikke nemmere at glemme Scowls eksistens.



Årets genfundne klassiker:
Dissection: ‘Reinkaos’ – jeg har på fornemmelsen, at jeg har genfundet den her før? I anledning af udgivelsen af biografien om Jon Nödtveidt blev Dissections afskedsepos endnu engang samlet op, selv om den vist ikke engang har nået at samle støv siden sidst, og hvor er det dog stadig et helt eminent album, der indeholder så ekstremt mange af de komponenter, der gør metallen så elskelig.



Årets koncerter:
At den førstefødte herhjemme kom til verden midt i festivalsæsonen har unægtelig skruet noget ned for koncertaktiviteterne i anden halvdel af året. Nogle koncerter blev det dog til, inden to blev til tre.

1. Violent Magic Orchestra: Radar, Aarhus, 10-04-2025 – et studium i vanvid, der var et minde for livet for dem af os, der blot lod sig opsluge og fulgte med strømmen.
2. Ronker: Teater Momentum, Odense, 10-05-2025 – Fire knaldskøre belgiere med meget klædelige overskæg, der ville lidt af det hele og lykkedes med det en varm forårsaften i Odense.
3. Gaerea: 1000Fryd, Aalborg, 17-04-2025 – Post-blackens nye poster boys nærmer sig toppen af karrieren, og i 1000Fryds intime og udsolgte rammer fungerede Gaereas scenografi perfekt. Intenst og altfavnende.
4. Author & Punisher: Voxhall, Aarhus, 27-10-2025 – Tristan Shones instrumentarsenal er en oplevelse i sig selv, nærmest inden han begynder at spille. Author & Punisher er de tusind idéers musikalske projekt, og Shone har evnerne til at håndtere sit unikke ingeniør-klokkespil til perfektion.
5. Moonspell: Voxhall, Aarhus, 14-05-2025 – En gennemsolid optræden fra de rutinerede portugisere. Selv om de ikke engang var hovednavnet på aftenen stjal de showet med lige dele skarpt materiale fra en lang karriere, spilleglæde og fremragende showmanship.

Årets danske navn:
Fordærv – jeg siger Fordærv, fordi deres nye plade er fremragende. Men generelt er årets danske fænomen, at der bliver flere og flere bands, der tør sætte grimheden og aggressionen i højsædet og bare give los og lade vreden løbe frit. Mindre melodød og mere ekstremmetalkoncentrat er en dejlig tendens herhjemme, som vi kun kan håbe på fortsætter i 2026. Om det så er Fordærv, Sewer Haul, Jawtrap, UxDxS, Smertegrænsens Toldere, Terrorpy, Rot Away eller nogen helt ottende, så er det bare rigtig, rigtig rart at være vidne til. 

Årets internationale navn:
Yungblud – nej, jeg er bedøvende ligeglad med Yungblud. Men jeg er vild med, at han med sin optræden til Ozzys rekviem kan fremkalde så stærk en reaktion, at The Darkness går ud og kalder ham falsk og en ”poser”. Ja, The Darkness. Det der one-off / Disney Channel / plastikskrammel-orkester, der havde et udueligt pophit for Guderne må vide hvor mange år siden, og som nogen simpelthen mener er i en position til at udtale sig om, hvem der er posers. The Darkness har alle dage været en hån mod guitarmusikken, og medier, der giver dem ret til at udtale sig om noget som helst vigtigere end fnuller mellem tæerne, må være de samme mennesker, som spørger Mirza Radonjica til råds om anbefalinger til Glyptotekets skulptursamling eller Tommy Lee om hans holdning til ligestillingspolitik.



Årets nye danske navn:
Jawtrap – Hvis nogen nytårsaften 2024 havde fortalt mig, at Niels fra Stöj Snak ville lægge folkepunken til side for en stund og lave årets vredeste plade, havde jeg nok bedt dem sniffe mindre lim. Men hey, her står vi nu, og 'Hellscape' er et pågående møgsvin af en udgivelse, der bør være alle forundt at blende et socialdemokratisk partimanifest til.



Årets comeback:
Jon Nödtveidt – jf. nedenstående biografi dukkede mindet om Jon Nödtveidt og Dissection igen op i metalmedierne som en påmindelse om, at alle musikere burde give det absolut bedste de har og derefter afskaffe sig selv for stedse, så vi andre ikke skal trækkes med dem. Nödtveidt gjorde det smukt og fuldendt, mange andre kunne følge hans eksempel.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
S. Monleon: ‘Far Beyond All Light’ – Vælger man at skrive en biografi om Jon Nödtveidt i særdeleshed og Dissection som sådan, er det oplagt at skabe et stykke sensationsjournalistik, der fokuserer mere på skandalefaktoren i skandinavisk black metal i 90'erne, på mord og på ungdommeligt vanvid. Monleon undgår dette og har i stedet formået at skrive en ganske sober biografi, om end den til tider gerne vedkender sig at være skrevet mere af en fan end af en objektiv forfatter. Alt i alt et rigtig fint stykke litteratur om én af metalhistoriens mest markante og kompromisløse skikkelser.

Det overså jeg i 2024:
Ronker – Vælger man aldrig at stirre tilbage, forbliver det oversete overset. Med det sagt, så tak til Ilter Festival for at bringe den belgiske altmuligkvartet Ronker ind på min radar. Debuten 'Fear is a Funny Thing, Now Smile Like a Big Boy' udkom i 2024, og bandets koncert på årets festival var blandt 2025's bedste oplevelser. Ronker er et syndigt mix af alt fra traditionel punk og indie over hardcore, speedmetal, noiserock og (post-)black; en forførende dafuq-oplevelse, om man vil. Bandets andet album udkommer til februar 2026, og denne gang er jeg klar.



Årets optur:
At blive far for første gang. Det ødelægger din nattesøvn, begrænser en stor del af dit sociale liv, tager al din fritid, sikrer dig et resten-af-dit-liv fyldt med bekymringer, skruer helt sikkert ned for mængden af koncerter du kan gå til og lydstyrken du kan spille musik på derhjemme ... og det er stadig noget af det mest vanvittige, jeg nogensinde har oplevet. Ville aldrig være det foruden.
Nåja, og nogen slog Ian Watkins ihjel. Respekt.

Årets største skuffelse:
At verden stadig er på vej ned i lokummet. Spørgsmålet er, om naturen får bugt med os, før vores egne bomber gør? Omvendt har det efterhånden været sådan længe nok til, at man har vænnet sig til tanken.
Det samme gælder det tiltagende ubehjælpelige Copenhell-program og ditto publikum. I det mindste fik jeg lov at sidde over i år, så jeg ikke skulle opleve hvidt skrald feste på bakken til Billy Idol.
Til gengæld døde en af ekstremmetallens allerstørste stemmer, Tomas 'Tompa' Lindberg, i en alt for tidlig alder. Den blev der knebet en enkelt tåre over.

Største ønske for 2026: 
Mere søvn og sejere musik. Gerne en stak paladsrevolutioner spredt med jævn hånd ud over kloden, men hvis det er for meget at bede om, så i hvert fald mere søvn.

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Der er potentielt masser af god musik på vej. Rot Away, Koya, Hiraki, Ronker, Archspire, Benighted og Wormrot er alle bands med udgivelser i støbeskeen. Ilter Festival overlevede lukkerygterne og er tilbage i 2026, og på privatfronten flytter vi i hus på landet. Det er meget voksent. Med et multirum, der er større end halvdelen af Aarhus' spillesteder. En eller anden ildsjæl burde begynde at afholde koncerter. En eller anden burde ... gad vide, hvad Smertegrænsens Toldere laver i 2026?