AMF25: Afvekslende lørdag
Lørdagen bød på mange nye navne i det danske metalmiljø, og Ashes of Billy, Vulvatorious, LLNN, Strychnos og Bersærk gjorde sig alle bemærkede.
Da Devilution når frem til Studenterhuset, er Trippelgänger ved at være færdige med deres doomede sludge-sæt, og derefter er det de helt unge kræfter i Ashes of Billy, der skal til at gå på scenen. Og tak til de tre ungersvende for at minde os gamle r..huller om, at der faktisk er et håb for fremtiden … At de så spiller musik, som kunne passe ind i start 90’ernes alternative, hårde rock- og metal-scene er så en anden sag. Pointen er, at vi har at gøre med tre unge herrer (faktisk stadig teenagere), som allerede har rykket Copenhell midt over, inden nogen af medlemmerne vel at mærke er fyldt 18. Der har været ret meget hype omkring dem, og koncerten i Aalborg viste, at den hype er velfortjent. De spiller godt på festivalen (ret godt faktisk), har gode numre, og de laver en fest, både for publikum og ikke mindst sig selv – what’s not to like?
Begrebet shoegaze har heldigvis ikke sneget sig med på scenen, hvilket man kunne være bekymret for med så ungt et band, hvor dét at træde op foran en udsolgt metalfestival har fået langt mere erfarne musikere til at kigge intenst nedad og forsøge at glide i ét med det medbragte bagtæppe. Det er bare ikke det, publikum vil have, og det er på ingen måde hvad Ashes of Billy bringer til scenen. Hvorfor bringe alderen i spil? Det er ikke nødvendigvis fair overfor bandet der selv tidligere har gjort opmærksom på de udfordringer det kan give, som f.eks. spillesteder, der har takket nej, da man skal være 18 for at komme ind. Man bliver lidt træt! De spiller ikke godt af et ungt band at være, nej, de spiller bare godt og har ved flere lejligheder bevist, at de så at sige kan begå sig i superligaen. Grunden til, at alderen er vigtig at nævne er, at vi har brug for flere bands som Ashes of Billy til at vise de unge generelt, at det faktisk stadig giver mening at stemme guitaren i øvelokalet og turde gå efter drømmen. At det giver mening, og at de unge kan se, at der er andre på deres alder, der har gjort det.
Der er mange gode danske bands lige nu, som rykker helt vildt og udvider grænserne for, hvad man kan som dansk band i det store udland. Men let’s face it, langt de fleste er ved at være veteraner, og rock- og metal-scenen har brug for unge kræfter, der kan og vil være fyrtårn for nye, unge, aspirerende musikere, der stadig tror på det og er klar på turene i en Hatesphere-nigthliner igennem Tyskland og Østeuropa, hvor drømmene om verdensherredømme skabes og ikke mindst udfordres. Derfor er Ashes of Billy både vigtige og relevante og nå ja, fik jeg sagt at de laver ret god musik?
God musik er også, hvad Blazing Eternity laver. Vi har været svært begejstrede for deres seneste plade ’A Certain End of Everything’, der selvfølgelig også blev spillet denne aften på Aalborg Metal Festival. Det er en melankolsk stemning, og vores oplevelse denne lørdag på Studenterhuset var ikke meget anderledes end, da vi sidste år oplevede dem på Odense Metalfest. En koncert, der udover smuk musik også giver publikum mulighed for at trække vejret i et ellers hæsblæsende program.
For det er da også præcis det hæsblæsende, der møder publikum, da Vulvatorious starter maskinen op. Sikke et festfyrværkeri af vrede og punket black metal! Det allestedsnærværende band har snart stået på samtlige festivaler i Danmark, og hvor vi har haft gode oplevelser på både Copenhell, Roskilde m.fl., så er det også samme dom, vi ender med at fælde over dem denne aften i det nordjyske. Forsanger Ditte Krøyer er ikke overraskende omdrejningspunktet, og selvom hun ikke længere har en stor, faretruende hanekam, så er udtrykket stadig lige intenst, og bandet tordner gennem deres koncert – og ’Cunt War’ fungerer bare godt alle steder!
Så sættes tempoet en anelse ned til næste band. Grope, eller rettere gamle mænd i nye biler. Cancer Bats måtte desværre aflyse, og vi fik, efter Gropes eget udsagn, vikarerne fra helvede, og tak for det. Det kunne bestemt have været meget værre. Op til koncerten gæstede trommeslager Anders Gyldenøhr og Tue Madsen en særlig liveoptagelse af podcasten Lyden af Dansk metal med Morten Birk på Studenterhuset. Her fik vi en god portion røverhistorier og lidt nedslag i Gropes karriere. Det er tydeligt, at Grope anno 2025 er et hyggeprojekt mere end et forsøg på at erobre verden, og som Tue Madsen siger, så er det fede, at de kan lukke og slukke når det passer dem. Det behøver de nu ikke at gøre lige med det samme. Deres eksistensberettigelse er der ingen grund til at stille spørgsmål ved. Og om noget, så klæder rutinen, som følger med årene, bandet. Der er musikalsk overskud, der er smil på scenen, og det er faktisk lige før det indimellem går hen og bliver lidt hyggeligt at se og høre disse herrer i deres bedste alder, hvilket lige minder os allesamen om, at de jo faktisk har været igang længe, før yngste band på festivalen overhovet var født. Selvom de som tidligere nævnt formentlig ikke går efter verdensherredømmet, så var det dog tydeligt, at de ikke skånede hverken sig selv eller publikum, og de lavede i den grad en fest. Numrene var spredt godt ud over pladerne 'Primates', 'The Fury' og 'Desert Storm', og ikke mindst det nye nummer 'The Tower'.
Derefter en tretrinsraket i LLNN, Strychnos og Bersærk, der på hver deres måde forstod at underholde publikum. LLNN med det moderne udtryk, Strychnos det blodige og Bersærk, der skulle prøve kræfter af som trio. Bersærk overraskede positivt ved at holde niveauet trods tabet af den karismatiske Casper Popp, men Jens Thorsen gør det ganske udmærket og har, udover også at være bassist, sin helt egen stemme, der fint fungerer i Bersærks univers.
Strychnos har deres helt eget. Ligeledes en trio med deres bloddryppende dødsmetal, hvor der synges om at gøre en ende på alt og alle. Lige fra ’Armageddon Patronage’ til ’Blessed Be the Bastard Reign’ over til ‘Horror Sacred Torture Divine’ og den afsluttende ‘Stanken af Død’, så sørgede Strychnos for at servere musikken lige så godt, som det var dødeligt!
LLNN derimod er ikke dødt, men en forfriskende ny måde at fortolke den tunge genre på. Ikke lang tid efter at have stået på Oslobåden til Copenhell Metal Cruise er LLNN nu fragtet til Aalborg for at give et solidt spark i mellemgulvet af en gang elektronisk hardcore. Et massivt lydbillede rammer Studenterhuset, og forsanger Victor Kaas er da heller ikke bleg for at inddrage publikum. En kærkommen afveksling fra de mange døds- og thrash-bands, der typisk er på en festival.
Lørdagen var generelt mere afvekslende end fredagen, og et flot punktum på en total udsolgt festival i Aalborg, der som det sidste også sørgede for at minde deres trofaste publikum om, at der skam også er en udgave næste år. For der blev sagt ”vi ses 6. og 7. november 2026”, så om et år er der nok to dage på Studenterhuset igen – og medmindre noget går helt galt, så er Illdisposed vel sikret en plads?
Vi får se!