Årsliste 2025 – Casper Villumsen

For Villumsen blev 2026 ikke det mest produktive år som metalskriverkarl. Men han nåede da at fatte glæde ved Maceration, Sunken, Structure, Coroner, Green Lung og endnu en omgang Edge of Sanity-genudgivelser.

Trods en optimisme og lyst til at få lyttet mere, skrevet mere og oplevet mere metal i 2026, da jeg gik fra Mayhems koncert sent i 2025, som samtidig agerede Devilutions julefrokost, så skete det ikke rigtigt. Hverdagen ramte, familielivet blev plejet, sport blev dyrket (inkl. en knæskade ... man er åbenbart blevet ældre efterhånden) og så meget andet. Der kom selvfølgelig stadig metal på anlægget og på farten. Men jeg var musikalsk knap så opsøgende, som jeg tidligere har været. 

Det er altid godt at samles i Devilution-flokken, motiviationen mærkes, men den der hverdag tager bare, i hvert fald for mit vedkommende, en del tid. Så det var ikke et produktivt år på skrift. Ja, det var sågar et år, hvor jeg købte koncertbilletter i stedet for at stå i døren, for på den måde selv at have mulighed for at vurdere, om søndag aften var til skrivere om koncerten eller genopladning til en ny uge. Jep, en slags lurepasseri. Perfekt for mig, men ikke så perfekt for min statistik her på sitet, hvor det vitterligt ikke blev til så mange artikler i år. Det går op og ned i showbiz, det kan jo være, at det vender? Men her kommer i hvert fald min liste over, hvad jeg har bemærket positivt indenfor metallen i år. God læsning.

Årets danske album:
1. Maceration: ‘Serpent Devourment’ – På det andet album efter bandets genkomst, så blev tøjlerne sluppet lidt. Det føles som et mere frit album, selvom der stadig er en tyk, oldschool dødsmetallisk inspiration, men Maceration hviler virkelig i sig selv her. Der skulle ikke længere kigges bagud mod kult-debuten, for comeback-skiven gik godt, og nu kunne der ses mere fremad. Resultatet er et stærkt og velproduceret dødsmetalalbum, som lyder friskt uden at være moderne og oldschool uden at være påtaget retro.



2. Sunken: ‘Lykke’ – Smuk, atmosfærisk black metal. Det er ikke, fordi Sunken er sprunget ud af skyggerne og lige pludselig blevet fede. Det har de været længe, men 'Lykke' rammer bare et højere niveau med sange, der tager den tid de kræver. Både den målbare længde, men også den tid, det tager som lytter at åbne for lydbølgerne og forstå værket. Samtidig er det pakket ind i en lækker og passende let symfonisk produktion, som skaber rum og højt til loftet for musikken. 



3. Empire Drowns: ‘Endless Nights’ – Dødsmetallisk doom med fantastisk stærke melodier. Og en Michael Hvolgaard Andersen, der prøver nærmest alt af med sin vokal, lidt som på den første Withering Surface-demo, med den forskel, at det ikke virker så forceret her. Det siger lidt om hvor velskrevet musikken er, når de mange nuancer på vokalen formår at falde så naturligt ind, som det gør her. Men Michael Hvolgaard Andersens vokal er også blevet imponerende stærk siden dengang.

4. Exelerate: ‘Hell for the Helpless’ – Jeg har aldrig fået dyrket så meget power thrash, men danske Exelerates energiniveau med en high-pitch vokal, der har et melodisk tæft, fik da gjort mig i tvivl, om jeg er gået glip af noget. Af en eller anden grund hører jeg noget Phil Anselmo og Pantera anno 'Cowboys From Hell' over det her. Måske fusioneret med noget mere klassisk heavy end det groove, som Pantera var på vej mod dengang. Det er glimrende håndværk fra Exelerate, underholdende at lægge ører til.



5. Nyredolk: ‘Barndommens hjem’ – Små godbidder af uhyrligheder er, hvad Nyredolk så flot har flettet sammen på ''Barndommens hjem'. Det er ikke hyggelæsning at gå gennem teksterne, men de barske realiteter går godt i spænd med lydsidens rå, crustpunkede, blackede stil. De korte sange er svært catchy, og samlet er det bare et rigtigt stærkt værk.

Bob-bob-boblere: 
Havde jeg nået at få lagt mere koncentrerede ører til Morilds 'Disse fugle får ingen at se', så ville jeg nok have fundet en plads ovenfor, her og nu anerkender jeg blot potentialet. Bandets svævende black metal synes lettere tilgængelig end på forgængeren, og så er det kunstneriske og prætentiøse i alt om bandet stadig herligt intakt.

Samme skæbne led Frelser, som jeg, trods Daniels kæmpe anbefaling af 'Afgrundsprofeti', er kommet ret sent i gang med i år. Men der er noget superfedt i den ret rå black metal med en dynamisk nerve. Der er plads i musikken til det vilde og det mørke, melankolske.

Orm, som overraskede ved at gå på pause, var også vanligt gode på 'Guld', og det var skønt med højt tempo og fræs igen. Galges 'Dødelig' var pakket med alt muligt fra den ret brutale skuffe. Samtidig var det næsten fjollet og i hvert fald finurligt, og tit tænkte jeg Düreforsög i en dødsmetallisk ham. 

Baest begik også interessante ting på 'Colossal', som jeg dog gik lidt død på i længden, men jeg har stadig stor respekt for, hvordan de får blandet "classic rock" med dødsmetal i noget, der indimellem har hitpotentiale. Endelig synes jeg, at Defecto kom rigtigt godt fra land på ‘Echoes of Isolation’. Her var store omkvæd, stærkt teknisk sammenspil (som sædvanligt), og på enkelte sange en forfriskende lir og leg med det progressive, for det er bandet bare rigtigt gode til.

Årets internationale album:
1. Green Carnation: ‘A Dark Poem’ – Jeg er er sucker for melankoli. Når, det så samtidig har en progget kant, som Green Carnation mestrer det på 'A Dark Poem', så rammer det bare plet for mig. Jeg havde fanget kvaliteten i et enkelt nummer på forrige skive (sangen 'Sentinels'), men da den nye skive ramte mig som den gjorde, så var det også nøglen ind i den forrige skive. Dobbelt bonus!



2. Structure: 'Heritage' – Det er igen det med melankolien. Dødsdoom med anslag af My Dying Bride og Anathema, men det er som om, at jeg også gerne hører noget nordisk, måske noget gammelt Katatonia ind i det?

3. Coroner: 'Dissonance Theory'  – Jeg bemærkede bandet, men kiggede ikke deres vej, dengang jeg var ny i metallen i starten af 90'erne. Et tilfældigt møde med 'Symmetry' på YouTube vækkede interessen. Godt flow, god energi, og da så albummet kom, så viste det sig, at det både kunne thrashe og være teknisk og benytte lidt baggrunds-synths på en delikat måde. Det har sine Voivod'ske momenter, alt i alt intelligent thrash, som rykker godt, men også besidder et godt læs stemning.

4. Majestica: 'Power Train' – Power/heavy metal med inspiration fra Helloween, Hammerfall og Stratovarius. Frontmand Tommy Johansson har spillet live i Sabaton, men ellers især været et YouTube-fænomen med metallificerede covers af popsange eller bare metalsange med hans eget touch, og ikke mindst en mulighed for at lire med vokal og guitar. Majestica er hans band, og de har på 'Power Train' samlet en perlerække af iørefaldende, klassiske heavy metal-sange med power, melodi og lækkert hegn.



5. Paradise Lost: 'Ascension' – Jeg har valgt at have denne på listen for at understrege, at jeg ikke har søgt vidt og bredt i musikken i år. Paradise Lost er nærmest altid et sikkert valg, for briterne laver altid albums af høj kvalitet. 'Ascension' er et godt album, og i den bedre ende af de nyere albums fra bandet. Det lyder som Paradise Lost, det får gjort jobbet godt, men overraskelser er det så som så med. Jeg er ikke faldet ned af stolen af benovelsen, men det er også okay, for det er jo et ganske stærkt stykke håndværk, som jeg nyder at lægge ører til.

Boblere:
Puteraeon besøgte H.P Lovecraft med 'Mountains of Madness' og havde dertil et passende og flot stykke artwork, der gik fint i hak med den old school svenske dødsmetal, som her er udført ganske stemningsfuldt. Dødsmetal af den slimede og bloddryppende skuffe, fyldt med samples og citater fra horror-film, er, hvad Retching giver os på 'Charming the Decomposed'. Jeg er der mest for musikken, den er lækker.

Jeg har i år skamhørt svenske Tyrann. De har ikke for alvor noget nyt ude, men der kom en stærkt limiteret udgivelse, der dog heldigvis også har fundet vej til de digitale musikudbydere. 'The Slaughter House Tapes' indeholder 4 stærke sange fra bagkataloget spillet live foran et entusiastisk publikum, der i hvert fald ikke vil "make fashion of our heavy metal passion".

Endelig burde Ulvers 'Neverland' også komme på listen. Jeg har ikke hørt den, så det er egentlig blot fordi det er sejt, og måske endda lidt dumt, at udgive et album den 31. december. Men Ulvers fans skal nok bemærke det, de plejer at være ganske trofaste (vi havde en dygtig Ulver-kender her på sitet engang, han begik denne fine liste om Ulver-udgivelser). Jeg skal helt sikkert høre den, men jeg forestiller mig dog stadig, at min favorit fortsat vil være 'Themes from William Blake's The Marriage of Heaven and Hell'.

Årets danske hit:
Strychnos: ‘Uendelig begravelsesmarch’ – Det har klart været det nummer, som jeg har hørt flest gange fra et dansk band i år. Det er måske ikke et hit i gængs forstand. Det har en lang spilletid, og det er stadig blacket dødsmetal, som næppe giver meget airplay. Men det lyder fedt, og hvor er det skønt, at bandet har så stor kvalitet i sangskrivningen i disse år, at et overskydende nummer fra 'A Mother's Curse'-tiden også kan skabe så stor lytteglæde.



Årets internationale hit:
Amorphis: 'Bones' – Det nye album fra Amorphis var som man ville forvente. Har man ikke hørt Amorphis efter 2006, hvor Tomi Joutsen var med for første gang på vokal, så kunne man måske ligefrem kalde det et rigtigt godt album. Men har man hørt dem alle, så er det svært at finde begejstringen frem for alvor, selvom alle de gode ting, som Amorphis kan, er der i rigt mål. Som på singlen her, der dog også har en herlig, genfunden tyngde, og noget primalt over "Bones! Bones! Bones!" i Joutsens fede growl. Og så er der et elegant og überpoppet, melodisk omkvæd, som jeg er faldet lige i gryden med. Så den gamle Amorphis-fan her kan stadig finde guldkorn i bandet, selvom der overordnet ikke er så mange overraskelser længere fra bandet, der ellers gav os 'Tales From a Thousand Lakes'.



Årets genfundne klassiker:
Bad Religion: ‘Against the Grain’ – Det kunne også være andre Bad Religion albums, men den her har i hvert fald fået en del spins i år, og så var det jo passende, når nu der i arkivet lå en fin Metaldiktator om netop dén skive. Der er for mig et eller andet beroligende over Greg Graffins vokal, som får mig til at slå lyttebøfferne ud, og så er der jo belønning i form af lyrik med holdning og mening, skrevet på en skarp og interessant måde.



Årets koncerter:
1. Green Lung: Amager Bio, København, 13-02-2025 – Live er jeg helt vild med Green Lung. Når de har så fed lyd med masser af lækker bas, og så bare Tom Templar, der både er en stærk frontmand, men også en livsnerve i musikken, så vokser bandets sange til en ny dimension. Kæmpe vokal og kæmpe bedrift. Det var så heller ikke skidt, at de havde Unto Others med, som også leverede en god koncert, uden dog at nå det, som Green Lung kunne denne aften.

2. Sunken: Stengade, København, 31-10-2025 – En releasekoncert for 'Lykke'. Først fik vi albummet at høre live, hvor det åbnede for en yderligere forståelse for dette albums store styrker. Dernæst en flot finale af et par store sange fra historikken.

3. Nestor: Hades, Copenhell, 21-06-2025 – Så fik vi endelig Nestor på Copenhell. Det var en sand fest og hitparade af bandets 80'er metal, da Nestor tog tilskuerne på en festlig rejse til dengang, hvor bandets medlemmer voksede op i en bekymringsfri tid med farver, venner, musik og forelskelser.

4. Stratovarius: Epic Fest, Roskilde, 04-04-2025 – En solid koncert fra Stratovarius, der fermt og uden den store virak kom fint igennem hits fra helt tidligt i karrieren op til nu, hvor det kun er frontmand Timo Kotipelto og keyboardist Jens Johansson fra den gyldne periode i 90'erne, som stadig er med.

5. Dread Sovereign: Råhuset, København, 12-12-2025 – Dread Sovereign, anført af Nemtheanga (Primordial), var i hopla, og der kom jokes og kække provokationer fra frontmanden, men guitarist Bones fandt styrke i spillestedets små rammer og råbte bare sine finurligheder ud fra scenen. Man følte sig hensat til en fyraftensøl i godt selskab og med god musik på en irsk pub. Det var tungt, som man ville forvente, men det var også heavy metal og forholdsvist uptempo, og det gav alt i alt et meget underholdende sæt.

Årets ekstrametalliske indslag:
Pas. Når man ser, hvor lidt jeg har udforsket på metalsiden, så kan det ikke komme bag på nogen, at jeg ikke ligefrem går og opstøver plader udenfor mine vante rammer. Nuvel, det er almindelig licensradio, der kører i køkkenet om morgenen, når jeg laver madpakker og får børnene sendt mod skolen. Men jeg er ikke stødt på noget, jeg har måtte tjekke ud i sin helhed. Ellers har jeg været tvangsindlagt til musikken fra KPop Demon Hunters, som min datter er faldet kraftigt for i år. Men det er vist ikke så ekstrametallisk.

Årets danske navn:
Sunken – Det er måske ikke sådan, at de var på alles læber i år. Men de har lavet et fremragende album med 'Lykke', spillet fine koncerter for det herhjemme, og så kan man ellers, hvis man følger bandet, se, at de lægger opslag om fede gigs på større og større festivaler op. En længere EU-tour blev det til her sidst på året, og mere tour linet op for 2026.

Årets internationale navn:
Tyrann – Ja, det er dumt, det her. Altså ikke, fordi Tyrann ikke fortjener en plads her, men de har vitterligt ikke gjort meget mere væsen af sig i år, end en live-udgivelse fra en koncert, der ... ikke foregik i år. Men da jeg heller ikke har gjort så meget væsen af mig på metalscenen og fået fulgt med i stort som småt, så vælger jeg passionen for dette band, der har fulgt mig en hel del ved pc'en på mit arbejde i år.



Årets nye danske navn:
Frelser – Dejlig black metal, som jeg vist allerede har røbet, at jeg ikke har fået hørt nok. Men potentialet er dog indlysende fra start. Det skal blive spændende, hvor dette bands veje vil gå.

Årets nye internationale navn:
Structure – Jeg faldt virkelig for albummet, som er det første fuldlængde album i Structure-navnet fra det tidligere Officium Triste-medlem Bram Biljhout, der er ene om Structure, selvom han dog har hentet hjælp til vokal og trommer på 'Heritage'.



Årets comeback:
Coroner – Jeg kan huske dette band været nævnt i flere magasiner, dengang jeg stadig var ny udi heavy metal-passion, men jeg fik aldrig tjekket dem ud. Måske skulle jeg have gjort det, for som kategorien for årets internationale udgivelser røber, så har 'Dissonance Theory' været et virkeligt fedt album for mig i år. Albummet har været længe undervejs. Der var allerede tale om et nyt album, efter bandet var blevet genforenet til nogle festival-shows i starten af '10-erne, men ti år gik der alligevel fra den første lidt seriøse snak om et sådan. Men det var værd at vente på.



Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Edge of Sanity: Re-issues 2025 – Sidste år hyldede jeg også Century Medias genudgivelser af Edge of Sanity-udgivelser. Jeg har forklaret i den top 5, hvad det er jeg finder så særligt ved disse genudgivelser, at jeg altså peger på ca. det samme i år. I
år har det været nye fine udgaver af 'Crimson' og 'Crimson II' samt senest 'Unorthodox'. Og selvom man kan være nostalgisk anlagt omkring originalerne, så har lydmesteren Dan Swanö i den grad formået at puste lidt ekstra magi over udgivelserne i disse 2025-versioner.

 

Det overså jeg i 2024:
Som min liste jo nok bærer præg af for i år, så har jeg jo nok også overset en hel del i 2024...

Jeg faldt dog i år en del for Sabïres 'Jätt', som lyder af gamle dage og alt for chorus og reverb på guitaren. Som en slags Mötley Crüe, bare med lidt mere klassisk metal. Der er meget overflødigt fyld, men der er også tossegode riffs, hooks og stærke melodier. Noget virker, med en del inspiration lånt fra andre. Ja, 'The Last Day' virker som hitsangen 'Shout' af Tears for Fears, omskrevet til en metalballade.

På min mere vante musikbaggrund, så fik jeg overset fed, finsk dødsmetal fra Devenial Verdicts og deres 'Blessing of Despair'. Til tider snørklet og teknisk, som finsk død gerne skal være, men der var også noget Morbid Angel'sk ala 'Where the Slime Live' over tyngden og det kolossalt fede growl på 'Garden of Eyes'.



Årets optur:
Det ville jo være passende her med noget om metal, og metal er for mig altid optur. Men der er nu ikke så meget mere at berette end det, jeg allerede har skrevet ovenfor.

I det private har jeg har været på et par glimrende ferier med familien, det er jo altid skønt. Meget godt er sket.

Årets største skuffelse:
Det vil jo altid være en skuffelse, at der stadig er krig og had i verden. Had virker fortrinligt i metalsange, men fra kunstens verden til virkeligheden, så kunne man jo fint lade magthavere, der vil slås, slås mod hinanden, og så bare lade de civile leve i fred og fordragelighed. Hvis bare livet var så enkelt, at man kunne synge det ud i stedet for at bekrige hinanden.

Største ønske for 2026:
Mere glæde, flere positive nyheder.
Er det ikke også tid til endnu en Gorefest-reunion?



Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Metal, sport, mad, familietid, nye arbejdsområder. Hverdagen. Fester. Ferierne. Alt og ingenting. 

Tak for at have læst så langt - jeg ønsker dig et godt 2026!