Epic Fest 2025: Fælles-power-metal-sang
Sætlisten spændte fra 1995 til 2022 hos Stratovarius, der leverede et medrivende og vellydende hit-baseret sæt på Epic Fest.
Eagleheart
World on Fire
Will the Sun Rise?
Distant Skies
Eternity
Black Diamond
Survive
Visions (Southern Cross)
Unbreakable
Hunting High and Low
Når man sådan så den store scene i den store hal i Roskilde Kongrescenter med Epic Fests fine udsmykning med store, grønklædte klipper, så stod det lidt i kontrast til de lidt mere udmyge forhold, som den udsendte anmelder første gang så Stratovarius i, da bandet med det finske ophav gæstede Tåstrup Medborgerhus i 1999 (med Behind the Curtain som opvarmning). Meget er sket siden dengang, hvor det i nogle fans øjne nok var det klassiske line-up. Med Timo Tolkki og Jörg Michael stadig med.
Men stemmen fra dengang var stadig på scenen i sin læderjakke og det lange garn, som har mistet mere tone, end stemmen har mistet sin pragt. Også Jens Johansson var blevet lidt lysere på toppen, men fingrenes dans på keyboardet holdt stadig fanen højt, og i vanlig tro holdt han sine tangenter farligt skrånende, så publikum rigtig kunne se alle tricks, som han fyrede af fra sin plads lidt bag på den store scene.
Vellyd og hits
Stratovarius kom på scenen uden guitarlyd de første par takter, men så blev der ellers svaret igen med utroligt fed lyd til en sætliste, der tog os omkring hit på hit og så lidt af det nyere, som praktisk nok også fungerede som et hit. 'Survive' i hvert fald, for 'World on Fire' ramte desværre ikke helt plet.
Men så var der glædeligt genhør med 'Eternity' fra 'Episode' og gode valg fra 'Visions', herunder det lange titelnummer, der i den grad matchede navnet på festivalen.
Nok er der løbet meget vand gennem åen, siden Timo Kotipelto og Jens Johansson trådte ind i bandet midt i 90'erne og fortsat bærer bandet videre uden originalmedlemmer, som en slags power metallens svar på Napalm Death. Men det lyder stadig godt, og musikken leveres sympatisk fra bandet. Kotipeltos vokal var stadig imponerende og generelt ret kraftfuld, selvom den i nogle af de helt lyse områder var blevet mere skinger end på studieindspilningerne. Men tonerne blev holdt, og der var god kontakt til publikum. Vigtigt, når nu han bedyrede, at bandet var kendt for power metal, at de så også leverede power metal med en vokal, der stadig kunne gå på jagt i de høje toner. Præcis som man ville forvente af power metal-giganter.
Gruppen var måske snarere sikre vandrere på scenen end hurtigløbere, selvom 'Hunting High and Low' rent faktisk så Kotipelto med lidt fart i benene. Nu var bandets medlemmer blevet glohede, og publikum ligeså godt oppe at køre, så det var ærgerligt at det skulle slutte nu, for selvom det var en sætliste med masser af nostalgisk tilbagekig, så var der jo så mange andre lækre sager fra en flot karriere, som sagtens kunne have været luftet også. Nuvel, man skal ikke klage over, at der ikke er mere dessert, når man allerede har fået et kagebord af finske herligheder, men når nu det lød så godt, og publikum i den grad var med på en stærk omgang fælles-power-metal-sang ...