Artikler

Black metal, hardcore, sludge og stoner metal. Internationalt har 2019 været et fremragende metal-år, mens vi herhjemme kun har haft få gode udgivelser.

Aarhus-redaktionen var ikke imponeret af årets udvalg af plader, der manglede deciderede mesterværker, men bød på et par håndfulde fine udgivelser. Til gengæld leverede 2019 et utal af gode koncerter, hvor Zeal & Ardor udklasserede alle andre.

Dansk rock og metal beviste med få undtagelser, at middelmådighed er det nye sort. Internationalt ser det lidt bedre ud, og sørme om der ikke også er bands, der tør og vil udfordre. Mere provokation og mindre copy/paste i 2020, tak. 

Med en markant mængde visne blade har 2019 ageret gødning for mange spirende projekter på dansk jord. Trods en årti-afslutning med manglende store udgivelser, er der alligevel grund til at blive og se, hvad 2020 kan.

Introtekstskriveren var særligt oppe at køre over Lightning Bolt og var positivt overrasket over, hvor mange danske bands der pludselig forstod at fatte sig i korthed.

Klassisk metal triumferede internationalt, Denial of God herhjemme, og ellers var der ikke så meget at være imponeret af i 2019, hvor et faderskab satte en stopper for at gå til koncerter i hverdagene.

For Kent var navne som Cattle Decapitation, Orm, Denial of God, Baest og Slayer med til at gøre 2019 et godt år, særligt på de skrå brædder.

Et glimrende år for perifære grindcore- og hardcore-udgivelser, et katastrofalt år for de store, samlende metaludgivelser. Med en enlig dansk undtagelse.

I 2019 havde Krigsguden optur over bestialsk dødsmetal, spansk war metal og danske navne som Deiquisitor, Ligæder og Gabestok. Samt selvfølgelig Metal Magic og Kill-Town Death Fest.

For vores proggy koncertjunkie bød 2019 på et utal af koncertoplevelser, hvor Roadburn Festival bidrog til flere af årets helt store højdepunkter.  Til gengæld var der få landvindinger på albumfronten, hvor Opeth udraderede al konkurrence og genfandt nerven fra storhedstiden i 00erne.

Selv de bedste udgivelser var præget af at lyde som tidligere udgivelser. Er alle de monumentale udgivelser sat i kø til næste år, eller har vi bare givet lidt op på verden?

Med en enkelt dansk undtagelse glimrede 2019 ved sit fravær af metal, der borede sig ind i bevidstheden. Så det var heldigt, at andre var klar til at ruske op i konventionerne.

Slayer og Mayhem leverede nogle af årets bedste koncerter. Wormwood kom med det stærkeste album, mens den danske scene bød på seje udgivelser fra både veteraner og nye navne.

Der blev skam hørt god metal i 2019, men det burde være blevet til mere i et år, hvor Chapel of Diseases udgivelse fra 2018 blev hørt mere end Arch/Matheos, Martyrdöd, Misery Index og Orm.

2019 blive husket med et ord: "yndlings". Black-yndlingsbandet Darkthrone udgav en fantastisk plade; jeg så et af mine yndlingsbands, Tribulation, live for næsten første gang; og jeg møde og fik gode snakke med en af mine yndlingskunstnere, Gaahl.

Var der noget, der vil indgå i annalerne, når 50-årsjubilæet for heavy metal skal fejres? Eller i det mindste bare for 2010’erne? Jeg tvivler. Men lidt godt er der da at berette.

Dragejægeren ser mastodonterne uddø, men bemærker også, at der er håb for den traditionelle del af metalgenren.

12 gange har vi anmeldt Behemoth i det årti, hvor de cementerede deres status som et topnavn i metal. 12 gange med ild, staffage, lir og flyvende guitarer. Følg bandets udvikling fra klubberne til arenaen.

Er estisk gedenakkeost større krænk end Bertel Haarders julesang?

Nergal er et renæssancemenneske med et virke langt hinsides metallen. Indimellem lige lovlig langt.