RB 26: Program spotlights 1/10

Roadburn kommer som altid vidt omkring i stilarter – men også geografisk, hvor vi i denne første samling spotlights fra årets line-up finder stærke bookinger helt fra UK og Italien til Finland og Japan.

Som en første forsmag på, hvad der venter os om en måneds tid, kan I her blive lidt klogere på, hvad Roadburn Festival i år har i ærmet – og hvorfor du bør købe en billet, hvis da ellers disse bookinger også taler til dit hjerte.

Boris
En Roadburn-booking af de helt klassiske. Denne japanske trio blev dannet i 1992, og ud over en ekstra trommeslager de første par år er besætningen fortsat helt den samme i dag. Til gengæld har Boris gennem årene vitterligt flirtet med alt fra sludge og psych til noise og ren ambient – og det er deres to sæt på Roadburn i år et glimrende eksempel på.

Lørdag vil de tage udgangspunkt i deres gennembrudsplade ‘Pink’ fra 2005, der stadig den dag i dag er deres mest velkendte. En plade, der demonstrerer alle deres facetter, og også bevæger sig ud i mere garage-betonede og dream-poppede afstikkere. Den sendte dem også forbi Roskilde Festivals Pavillion-scene tilbage i 2007 – en af de største øjenåbnere for undertegnede på Dyrskuepladsen det år.

Dagen efter skuer de til gengæld helt tilbage til ‘Flood’-pladen fra år 2000, som er ét rendyrket, 70 minutter langt deep dive ned ad post-rockens og minimalismens afkroge til at zone helt ud på på festivalens sidstedag.
Så er der da i hvert fald lidt til forskellige behov, afhængig af hvilken del af Boris’ repertoire man hælder mest til.



K-X-P
Sidste år lukkede Haunted Plasma, et af de mange projekter Oranssi Pazuzu har en andel i, hovedscenen her på Roadburn på fortryllende vis med deres hypnotiske electrokraut. Et projekt, som også Timo Kaukolampi spiller en væsentlig rolle i med sine spacy klangflader, når han da ikke fyrer op for sequenceren helt solo, som han gjorde dagen før, eller når han som i år er primus motor i det ligeledes space rock/kraut/electro-drevne outfit K-X-P. Selv kalder de det Original electronic Motörhead space meditation, og det er på sin vis også ret rammende. Tænk instrumentale, elektroniske space rock-vibes med det permanent underliggende, motoriske beat, for fans af bands som Can, Neu! og Hawkwind.
Det skal nok blive dansabelt på den der eklektiske Roadburn-måde.



Maruja
Deres debutalbum ‘Pain to Power’ var i min optik en af de bedste udgivelser af den mere nyskabende karakter, der kom ud i 2025. Som jeg formulerede det dengang:
“Deres lyd er en centrifuge af hardcore, hiphop, free jazz og post-punk, hvor saxofoner hyler som sirener, og trommer hamrer som maskiner på overdrevet. Midt i det hele står frontmand/shaman Luke Wilkinson, der både prædiker, rapper og råber, som om hvert ord er presset ud mellem tænderne på ham.”

At både den debut og deres forudgående EP'er syder af stærkt samspil med masser af åbenhed for det improviserede feel, adder kun yderligere til, hvorfor Maruja indiskutabelt er min personlige headliner i år – et absolut must på førstedagen, hvis du er på Roadburn!



Zu
Første gang jeg stødte på denne italienske avantgarde-trio, var tilbage i 2009, da jeg i min evindelige fandyrken af Mike Pattons virke faldt over albummet ‘Carboniferous’, hvor han bidrog til to af numrene. Et glimrende entry point til Zu-universet, hvor den tungt rumlende bas, de overgearede trommer og den galt eksperimenterende bariton-saxofon står lynskarpt, ligesom det var tilfældet til de to koncerter, jeg så med dem på Loppen og i Huset i de efterfølgende år. Siden da har de bl.a. lavet collabs med ligeledes kantede, musikalske ikoner som FM Einheit (Einstürzende Neubauten), Damo Suzuki (Can) og John Zorn, så deres kunstneriske metier taler åbenlyst for sig selv, og deres seneste album ‘Ferrum Sidereum’, der udkom her i januar, holder da også deres velkendte prog/jazz/math/avantgarde-sensibiliteter intakt, 26 år og over 15 albums inde i karrieren.

Som min kollega erfarede til en af deres koncerter på Loppen 10 år tilbage, så er deres koncerter ganske vist krævende – men også desto mere overvældende, hvis man ellers kan pejle sig ind på deres sax-frontede galimatias.