I doomens tromlende ekkokammer
Tyske Obsidian Scapes lægger en klar, ubarmhjertig linie fra første hug – lange sejtrækkere til os, der foretrækker vores doom dybt ude i skumringen.
My Utter Contempt for the Sun
Endless Sea of Dead Mirrors
Despise Everything
Trapped in Equilibrium
Da jeg tilbage i februar faldt over dette tyske foretagende, var det i forbindelse med deres første udgivelse i form af en selvbetitlet EP. “Tysk doom af den hidsige skole, hvor Primordial nok ikke har levet helt forgæves, omend kanterne er noget mindre tilslebne”, beskrev jeg det her som dengang, og med blot ‘Endless Sea of Dead Mirrors’ og et Sigh-cover at tage udgangspunkt i er det også nemmere at redegøre for Primordial-referencen i bagklogskabens lys.
Nu hvor jeg så her tre måneder senere sidder med resten af udspillet i hænderne, er Obsidian Scapes bestemt af en noget mere rå beskaffenhed end Nemtheanga & co. Det tager i hvert fald ikke lang tid at gennemskue, at deres musik er mindst lige så dyster, som både titlen og bandnavnet antyder. Uhyggen summer konstant henover deres dystre take på doom-genren, hvor lyset kun periodisk får lov at stå frem i afdæmpet form, når de tillader det. Som der står på et af billedfilerne i promomaterialet: “Death to false doom” – så ved man da, hvad man får!
Vel at mærke fem numre med en gennemsnitlig spilletid på 11 minutter. Zwickau-kvartetten har bestemt ikke travlt med at komme til pointen, og det tager da også et par minutters huggende, slæbende riffing, før åbneren ‘The Pettiness of Life’ for alvor kaster os ind i deres soniske lydbilleder som fra en døende verden. Et glimrende eksempel på den trykkende, dystre atmosfære, der gennemsyrer hele pladen, uden de helt store udsving undervejs ud over lidt lækre leads som topping til det buldrende damplokomotiv af en rytmesektion, der tromler bastant afsted.
Manglen på udsving er desværre så også kendetegnende for pladen i det hele taget. Det er kun sjældent, at noget for alvor står ud i kompositionerne, udover fx en pudsigt trippet pitch-effekt i sidste halvdel af ‘My Utter Contempt for the Sun’ eller den gennemgående, mere stemningsmættede lukker ‘Trapped in Equilibrium’. Samt pladens korteste og mere aggressive skæring – den førnævnte ‘Endless Sea of Dead Mirrors’ fra EP'en – men det er tydeligt, at deres fokus på at holde stilen ægte (kontra false doom) er udtryk for ikke at ville forfalde til melodiske eller groovede middelmådigheder. Stemningen og ånden har de bestemt også med sig, som vi transporteres igennem kaskader af riffs, der runger i et Lovecraftsk kaos af forfaldne landskaber. Indre billeder af smuldrende katedraler og tågede horisonter trænger sig på, og det virker, så længe musikken spiller – men trænger det sådan rigtigt ind?
For mig glider numrene desværre ud af hukommelsen, så snart pladen er ovre, og uagtet hvor stærke stemningsbillederne virker i momenter, så mangler der bare den der umami-effekt, hvor det hele ligesom forløser sig i et større hele.
‘Death Chants Echo From Aphotic Void’ demonstrerer bestemt et potentiale for Obsidian Scapes til at kunne opbygge et univers, der er så kompromisløst tungt og billedrigt, at det kan opveje for fraværet af reelle sangstrukturer, der sætter sig på nethinden. Som en alternativ, nærmest funeral doomet hyldest til mørkets kræfter rammer de noget fundamentalt dybt, og det virker momentvist, når jeg for alvor lader mig omslutte af deres gruopvækkende skønhed.
Indtil videre håber jeg dog, at ‘Death Chants Echo From Aphotic Void’ blot er et indledende springbræt til mere fra Obsidian Scapes, der sender mig endnu dybere ned i doomens grundvolde.