Anmeldelser

Det var stinkende varmt foran hovedscenen, men B-Real beholdt sit partisanertørklæde på og rappede sig insisterende til et fortjent fokus.

Body Count fløj fra USA til Wacken for at levere en eksklusiv festivalkoncert i Europa. De skulle have været blevet hjemme.

Danmarks ældste black metal-band viser storform på ep-appetitvækker forud for kommende album.

At høre Victims får på samme tid én til at føle sig som et bedre menneske, og verden til at føles som et værre sted. Det er basalt og trygt som comfort food.

Igennem 90 minutter fyrede Slayer hele arsenalet af klassikere af under en suveræn koncert, før bandet sagde farvel med tårer i øjnene efter gruppens sidste festivalshow i Europa nogensinde.

Cradle of Filth var et af de bands, der fik flyttet såvel tidspunkt som scene under fredagens afbrydelser, og det var umiddelbart til det bedre for briterne.

Anthrax spillede for masser af mennesker på Wacken Open Air 2019, men det er aldrig rigtig godt når de covernumre, man spiller, er koncertens bedste.

Vltimas gav et show, der var nogenlunde identisk med det, de turnerede med på Copenhell i juni måned. Det giver ikke topkarakter, men kan sagtens gå an en torsdag aften.

Amerikanske Testament er flittige gæster på Wacken og i 2019 fik vi en koncert, vi har set Chuck Billy og co. levere mange gange før. På godt og ondt.

D-A-D var tilbage på tysk muld i storformat og blødte isen op efter Slayers exit med nye som gamle numre og sprudlende humør.

Metallen har fået en heltinde uden for metal. ’Caligula’ er et eksistentielt jordskælv med smerten som epicenter, men også som katalysator for en katarsisk råstyrke.

Om bragte det spirituelle groove med sig, da de tålmodigt gravede sig igennem små 75 minutters sammenspil en sen aften i Pumpehuset. The Bug sørgede for en atypisk opvarmning.

Spanske Wormed leverer slagkraftig og kontant tech-død, der sjældent forfalder til navlepilleri og selvfede jazz-eventyr.

Deathcore-bannerførerne fra Australien er tilbage med en solid plade, der endda byder på overraskelser. 

Serbiske The Trigger debuterer på engelsk med en ganske fornuftig omgang Balkan-metal.

Krzysztof Drabikowskis Batushka-album lyder på mange måder som den naturlige opfølger til debuten, men er det den rette opfølger?

Thou og Moloch bragte sludgen til en genåbnet betonkælder på Vesterbro, hvor også Danmarks mest hårdtarbejdende band startede deres massive nye turné.

Heilung overgår sig selv på ’Futha’, der er væsentligt mere helstøbt og forførende end bandets debut, som med et par års forsinkelse tog metalverdenen med storm i 2017.

Hvis Batushka anno 2015 var en blæksort Tesla, der brølende ud over stepperne gik i ét med natten, er Batushka anno 2019 et skrammet el-løbehjul, der snart løber tør for strøm.

Det var en sort pakke, der søndag i sommerferien ramte Karolinelund i Aalborg. Hollandske Carach Angren stjal fuldstændig showet som hovednavn.