Anmeldelser

Publikum i Store Vega mandag aften tog de berømmede ord "dans, eller jeg visner" ganske bogstaveligt, da Flogging Molly kom forbi i højt spillehumør og keltiske farver.

The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.

All star-orkestret Sinsaenum sætter fede facitstreger under, at en plade ikke per definition bliver fantastisk, bare fordi man indspiller den sammen med sine nye rockstjerne-venner.

Et nyt album med Obscura betyder nødvendigvis et nyt line-up, og denne gang har bagmand Steffen Krummerer endelig fundet sine ligemænd på bandets bedste album til dato.

Orange Goblin galopperer mageligt ud over stepperne på deres niende album, der trods gode øjeblikke mangler liveformatets kant

Kill-Town Death Fest vender stærkt tilbage, og hvis det forsætter som med torsdagens warm up-koncert, er der gode grunde til at glæde sig

Fredagen på Dirty Days of Summer var dedikeret til musik med brøl i, og det blev en ganske fornøjelig affære med Firespawn, Baest og Deadnate på scenen.

Baests første fuldlængde lever op til de høje forventninger og indeholder flere dødsmetalliske pletskud, der bør skrive sig ind i den danske metalkanon.

Efter at have været døden nær vender Mike Scheidt og Yob tilbage med ’Our Raw Heart’; et doomalbum mærket af store følelser og eksistentiel refleksion. Det er mestendels interessant.

Crossfaith er langt fra lige så interessante på plade, som de er live. Hertil gaber kvintetten over alt for menge genrer på en gang, og det giver 'Ex_Machina' et rodet udtryk.

Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde 

Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.

Samael spiller en blanding af industrial og black metal, men trods det schweiziske ophav kørte maskinerne ikke helt, som man kunne forvente fra de præcise ures land.

Som en anden kæmpehval buldrede Gojira ind på scenen på Wacken og lavede en forfærdelig masse dejlig ballade, men endte alligevel i lidt af en maveplasker.

Ghost havde det helt store sceneshow til fredagens natlige koncert, hvor der blev opfordret til uterlighed, mens musikken var lav og ikke rigtig fængede.

Det var ulidelig varmt, da Cannibal Corpse spillede, og det blev ikke gjort bedre af, at bandet bare kværnede på uden rigtig at inddrage publikum.

Watain leverede satanisk black metal med masser af ild og nerve. Publikum til Wacken Open Air fik rigeligt med flammer og omvendte kors, inden torsdagen var omme.

Polske Behemoth havde debut på deres nye single fra den kommende plade og gav en koncert på et niveau, som kun er ganske få bands forundt. Wacken blev forkælet.

Der var dømt tung fredag i Lille Vega, hvor amerikanske Pallbearer aflagde visit uden at efterlade et aftryk af større betydning.

Dee Snider lader Jamey Jasta skrive sin soloplade. For første og forhåbentlig sidste gang. For der er ikke meget at imponeres over i Jastas ”nutidige” heavy metal-univers.