Anmeldelser

Niels Vejlyts seneste album rummer meget vellyd men ender alligevel med at hænge én langt ud af halsen.

Er skotter for joviale og godmodige – for sunde, simpelthen – til at kunne spille black? Ikke ifølge anonyme Ifrinn, der søger det sugende mørke på denne debut-ep.

Panopticon, kendt og berømmet for sin kreativitet og nytænkning, udgiver endnu en plade. Men kan den holde dampen oppe fra storhedstiden, eller skuffes vi igen?

Vulture spiller flittigt på den store oldschool heavy og thrash-violin, og så kan de endda finde ud af at knuse de snævre rammer med nogle overraskende velplacerede genrebrydninger. 

Dansksproget thrash-black med solide accessories, et imponerende gæstegalleri, syng-med-potentiale, rigeligt med solide riffs, og hvad der mest af alt minder om Peter Sommer i corpse paint.

Tredje fuldlængdeudgivelse fra den dansk/svenske kvartet er et sammensurium af de foregående succeser: En tung satan med masser af variation og detaljer, der fastholder bandets lyst til at eksperimentere og udfordre lytteren.

Jo Steel lyder som en mongol, der prøver at spille heavy metal. Altså ret meget som heavy metal. Det er den perfekte antitese til den lammende perfektionisme.

Wolf Devil lignede noget fra en sløj sydvestjysk dilettantforestilling, komplet med sjove parykker og pude-tyk mave, da de endelig livedebuterede på High Voltage. Men var det sjovt?

'Har' er et spændende album fra rumænske Dordeduh, der i et storladent musikalsk maleri blander farver fra Rotting Christ med en palette lånt af Alcest.

Genopstandne Zombi opgiver at indgyde håb og skaber i stedet et fortættet og håbløst soundtrack til mellemtiden.

Fra vestkyst til østkyst giver Awenden og Feminazgûl hver deres bud på moderne black metal, sorg og raseri

Hvor kan konservative black metal-fans og militante islamister blive enige? Måske i fordømmelse af coveret til aserbajdsjanske Violet Colds nyeste album.

Stik mod tidens trend har Ghost Iris skruet op for 'coren, sat ild til sangskrivningen og bevæget sig endnu længere mod den smadrede og rå lyd, der definerede genren dengang, den var ny, provokerende og ville oprøret.

De tyske metalcoreveteraner spilder tiden med en opsamlingsplade, hvor det bedste, der er at sige, reelt er, at den ikke er særlig lang.

Spilleregler over højttaleranlæg, festivalgængere i meget stram snor, en bar, der lukkede, to timer før koncerten sluttede, og tværfløjte, tamburin og saxofon. Det var nogle af ingredienserne, til en af de to første festivaler i over et år.

Air Raid er et stækt svensk svar på et band, der lyder som noget, du har hørt før i nærheden af metalguderne i Judas Priest. Men bare ungt med små dun på hagen og dugfriskt som i det band, der spiller højest i ungdomsklubben.

Pupil Slicer er klogere end The Dillinger Escape Plan, vildere end de fleste nyere grindcore-bands, og opsatte på at flytte grænser fra start til slut. Vi er imponerede over englændernes debut.

Der er kun en god håndfuld musikere på Aarhus’ voksenpunkscene, og de fleste af dem spiller i Coach, der lyder som dem allesammen. Det er fedt nok, men er det nok?

Brightonsludgerne spiller i grænselandet mellem noise og sludge, men lader screamoinspirationen kigge frem i glimt. Ledsaget af en gæsteoptræden fra Englands tungeste bassist, skriger de sig tilbage til liv

Terminalist markerer sig som et tech-thrashet unikum på den danske metalscene. De opfinder ikke den dybe tallerken, men torpederer til gengæld ad helt egne veje.