Anmeldelser

Tyske Baxaxaxa trækker lytteren tilbage til black metal før Norge. 'Catacomb Cult' er fyldt med  heksesabatter, råddenskab, catchy sangskrivning og gammel ondskab, og det er virkelig fornøjeligt.

Forandring fryder for Hooded Menace, der udskifter noget af det buldrende tunge med klassisk 80'er metal for derved at lande i et enklere lydbillede, hvor potentialet er stort omend ikke komplet i mål.

Umiddelbart spiller Baest og Katla to ret forskellige typer metal. Men stilistisk har de tre ting til fælles. Bajer, uhøjtidelighed og frasortering. 

“Sex med Satan er den højeste sang. Det lyder som en hammer fra helvede”. Således lyder de gamle visdomsord. Men passer det nu også, når vi taler om Wormwitch?

På Anguishs fjerde album får man mere af det gode. Men så heller ikke meget mere end det. 

Oxygen Destroyer går planken ud med deres fascination af Godzilla på deres svære toer, der er hæsblæsende døds- og thrashmetal fra Seattle.

I en tid hvor black metal ikke nødvendigvis er hverken trve, kvlt, sort eller bare metal, findes der stadig nogen, der husker dengang clean vocals var bandlyst og koret var en knap på et keyboard.

Lorna Shore bliver officielt kærester med forsanger William Ramos og forsegler pagten med en EP, der er fuldt på højde med sidste års ‘Immortal’.

Den ærgerlige smag i munden blev siddende, længe efter ølkaravanen var rejst videre med sine på skrømt sammenførte bands. Cabal, Bersærk og The Entrepreneurs har et minimum til fælles, men i Odense fik de hver især vist, hvor de kommer fra. På godt og ondt.

På 'Forked Tongues' forener Craven Idol det monumentale og episke med black/thrashende hærg, arrigskab og vildskab. Resultat? Et af året bedste album.

Metal Aid pt. II står mere i blackens tegn end etteren, hvilket passer både anmelderen og datoen godt.

Er black metal for grimt og larmende? Er du vild med Skandinavien og tv-serier om vikinger? Og kan du lide behagelige melodier som lydtapet? Så har Wormwood et godt tilbud til dig.

Fjerde album fra Kristin Hayder, bedre kendt som Lingua Ignota, tager avantgardeprojektet til nye højder, men ender i processen med at ofre genkendeligheden.

Ingen har patent på en æstetik, men Deafheavens appropriation af drømmepoppen er trods en hæderlig indsats ultimativt forglemmelig.

Eyes’ koncert på Ilter føltes som forløsningen på et års indestængt energi. Pitten eksploderede endelig efter nogle tilløb, og ingen havde fortjent det mere denne dag.

Med halvandet års forsinkelse spillede Riverhead deres debutkoncert med den nye forsanger, Jacob Bredahl. Det kunne heldigvis godt bære hypen.

Lacks gendannelseskoncert på Ilter Festival var mirakuløs. Et orgie i sved, smil og ømme favntag, mens andre kom for smadderen og blev for melodierne.

Black metal-genren kan stadig omforme sig selv: Beyond Man debuterer med kvælende varm og fortættet atmosfære og gør det bedre end de fleste.

Septage debuterer med en EP så rådden, at selv bands som Autopsy og Carcass må nikke anerkendende med et afskåret hoved.

Fredagen i Pumpehuset bød på en diabolsk og ugudelig glædes- og rædselsfest, der sent vil blive glemt.