Copenhell 25: Charme er ikke nok
Battlesnake var et charmerende indslag på festivalens første dag, men i sidste ende var det ikke nok til at skjule bandets middelmådige metal.
Australske Battlesnake er et forbilledligt eksempel på et band, der er intetsigende på plade, men live vinder på charmen og sceneshowet.
Musikken er faktisk så middelmådigt, at Battlesnake ikke har en pladekontrakt, men selv har udgivet tre plader på tre år. Men hvis Copenhells chefbooker Jeppe Nissen har overværet en koncert med Battlesnake og tænkt: "Det der fungerer!", så forstår man det godt.
For Battlesnakes blanding af Manowar møder Monty Python fungerede netop glimrende tidligt på aftenen på Gehenna på festivalens første dag.
I fjollede ridderkutter kom de syv mand på scenen og åbnede med ’I Am the Vomit’.
Så var stilen ligesom lagt.
Det var ikke, fordi man ligefrem brækkede sig af grin, men Battlesnakes gakkede attitude var trods alt ret så underholdende.
Især frontmand Sam Frank formåede at forføre den store forsamling, der havde indfundet sig foran festivalens skovscene. Det lå i luften, at festivalen kun var fem timer inde i årets udgave, og publikum havde tørstet efter endnu en tur i Copenhells manege. Stemningen var livlig og beruset, så selv gæster, der var troppet op i revisorskjorter, fik sig slået løs nok til, at de skulle prøve kræfter med at crowdsurfe.
Folket havde en fest. Fordi folket ville ha’ en fest. Det er der heller ikke noget i vejen for, men resultatet havde formentligt været det samme, om så Battlesnake havde været et coverband med partysange.
Det var faktisk meget sigende, at Battlesnake – uden at sige det – sluttede af med et cover af landsmændene i AC/DC. Det virkede helt oprigtigt til at gå hen over de flestes hoveder, at showets sidste nummer var ’Let There Be Rock’, som brødrene Young og Bon Scott skrev tilbage i 1977.
Det var uden tvivl også sætlistens bedste sang.