Syracusæ sætter Colombia på metallens verdenskort med tre kvarters teknisk velsmurt progdød – og for en stund er vi alle latinoer!
The Prodigy viste os, at ravekulturen ikke er død, og at de faktisk havde en plads på Copenhell.
Sewer Haul hev ulækre grindcore-sange op af kloakken og viste os, at det er klogt at have det dumt.
Rock-legenderne i The Cult leverede en knap så legendarisk koncert på Copenhells største scene, hvor de i den grad svigtede den store og tunge arv, de selv har skabt.
Britiske Conan ramte Gehenna kl. 18.30 med en væg af fuzz og tunge grooves, og sønderknuste skovscenen med muskuløs og potent krigerdoom.
Man skulle nok have været ung i 2005 for, at Bullet For My Valentines koncert rigtig skulle være en fest ...
Danske Danefae leverede fine, ambitiøse og atmosfæriske øjeblikke, der dog også krævede en vis fordybelse og fokus fra festival publikummet. Dén fik de.
EYES og SYL var ti mand høj på scenen, men det var os, der blev høje af et voldsomt godt møde mellem to af Danmarks bedste hardcorebands.
Torsdagen på Gehenna blev skubbet lidt for blidt i gang af norske Heave Blood & Die, som sendte motorisk postpunk ud til de få fremmødte.
Skarnet spiller vedkommende og særegen nok far-rock til, at man køber ind på universet, selvom ideerne er hørt en milliard gange før, og vækkede Pandæmonium fint til live på Copenhells andendag, hvis man kunne tillade sig ikke at krumme tæer.
VOLA leverede en imponerende og stemningsfuld koncert på Copenhell, hvor musikalsk perfektion og visuelt sceneshow gik op i en højere enhed.
Poppy leverede et visuelt stærkt og karismatisk show på Copenhell, men den polerede guitar og manglen på rå energi gjorde koncerten overraskende tandløs.
Til trods for gode momenter, viste Kittie onsdag eftermiddag hvorfor bandet aldrig rigtig har været relevant eller interessant.
Employed to Serve trådte til som erstatning på Pandæmonium-scenen, men leverede en energiforladt og rodet koncert præget af dårlig lyd og manglende nerve.
Cryptopsy’s niende studiealbum lægger sig som den naturlige arvtager til forrige års comeback-album. Men er det godt nok?
Sylosis var formstærke i den teknisk velfunderede metalcore og fik sat gang i pitten, både fordi publikum gerne ville, og fordi det blev dikteret gang på gang.
Det var et tændt Throwe, der tog hele armen fra den lillefinger, de var blevet rakt ved at blive inviteret til 2025-udgaven af Copenhell.
Dethklok spiller letkøbt melodisk metal klædt ud som det mest brutale i verden. Det er heldigvis en joke, og joken fungerede for det meste i nat på Hades.
Dizzy Mizz Lizzy lukkede Helviti ned med døsig rockmusik, der kun lige akkurat kunne hidse folk op til fællessang og fadølsfest.
Ungersvendene i Swartzheim trodsede både svær placering mellem både Poppy og Wormrot, og var, trods høj energi og spilleglæde, ikke den store musikalske åbenbaring.