Copenhell 26: Et sikkert kort i aftensolen
Rival Sons rammer festivalstemningen perfekt på Copenhell, men den strømlinede tungrock efterlader nuancer på sidelinjen.
Open My Eyes
Too Bad
Memphis Sun
Pressure and Time
Get What’s Coming
Mirrors
Electric Man
Do Your Worst
Secret (inkl. Black Sabbath-jam)
Efter konferencieren har beskrevet Rival Sons som “vaskeægte rock'n'roll uden pis” giver min sidemand sig til fordrukkent at råbe “Fucking rock n roll, mand!”, mens dråber af den øl, han står med et halvfyldt håndtag af i hånden, flyver i kaskader ud af munden.
En rock-kåd vibe, der tydeligt præger fremmødet her foran Hades, og Rival Sons er da også nogle af dem, der virkelig kan få rock-traditionalisterne op i det høje gear her i sommervarmen.
Sidste gang amerikanerne gæstede Copenhell, var i 2024. De har intet nyt udgivet siden da (udover et soloalbum fra frontmand Jay Buchanan, hvis man da tæller det med), så spørgsmålet er, om vi skal forvente en gentagelse af deres Helviti-show – og (SPOILER) det er i hvert fald ikke langt fra sandheden.
Ganske vist er Hades en noget mindre scene, men den passer så også bandet bedre, hvor fremmødet ved Helviti sidst virkede noget mere hullet. De har ligeledes valgt at holde fast i den tungrockede del af deres output ligesom sidst, som for bedre at passe ind i Copenhell-formatet, og det virker klart som en sælgende faktor. ‘Open My Eyes’ tidligt i sættet er spækket med groove-swagger, en svedig rocker, som den tidlige aftensol går på hæld. Buchanan er en levende frontmand og gør sit til at gejle de forreste rækker op hele vejen fra den ene side til den anden, og det smitter. Ham og guitarist Scott Holiday er i det hele taget et godt fit, hver med deres bredskyggede hatte og stiliserede outfit, mens Dave Beste (bas) til gengæld det meste af koncerten står mut og tilbagetrukket helt op ad sin forstærker og mest af alt ligner en, der slet ikke har lyst til at være der. En bizar kontrast, men nuvel – måske han i virkeligheden nyder godt af, at Holiday og Buchanan stjæler spotlightet.
Rival Sons har sin charme som et feel-good-act, der egner sig godt til det her festivalformat, hvor man kan nyde sine klassiske rock-feels, og det går lige i blodet uden de store armbevægelser. I dag oplever jeg det dog som om, at de forsimpler sig selv mere end, hvad godt er. At deres tilpasninger skygger for, hvor bredt de egentlig favner, og det bliver forfladigende. Flere gange under koncerten bevæger de sig fx ud i skrig og huggende riffs, der lyder som taget ud af ‘Led Zeppelin II’, og selvom det usvigeligt er en fremragende skive, så har Rival Sons altså også en egen identitet, som jeg oplever træder for meget i baggrunden.
Bedst spiller det i den træfsikre ‘Electric Man’, der får godt med bund, som Clutch på en god dag. ‘Get What’s Coming’ er også en fuldfed banger, der får hofterne i sving rundtomkring og giver rum til lidt lækker 70'er-jamming med tamburin og hele pivtøjet, og hvor Buchanan også til sidst bevæger sig helt op i de Robert Plant-lignende hyl. ‘Do Your Worst’ er nummeret, alle tydeligvis kender, og kulminerer omgående i dans og skrål. En lækkert rootsy rocker, mens ‘Mirrors’ og deres opdaterede take på den ældre ‘Memphis Sun’ omvendt virker lige lovligt meget som tomme kalorier, der kunne være udnyttet meget bedre.
De lader i høj grad musikken tale for sig selv. Nul fancy bagbeklædninger eller projektioner. Bare fem mand på en scene, der gør det de gør bedst, hvor den primære visuelle topping er Holiday og Buchanans classy look med læderjakke og vest, og så Holidays brede arsenal af farverige vintage-guitarer, der skiftes ud, som vinden blæser. Ikke at vi kan høre forskel på dem, men svedigt ser det ikke desto mindre ud, og det underbygger deres næse for de klassiske rock-tricks. At de så tilmed fletter Black Sabbaths ‘Electric Funeral’ ind i en længere jam til sidst virker til gengæld noget påtaget, men trods alt udført med et blink i øjet.
70'erne har bestemt ikke levet forgæves, og det er Rival Sons fortsat et tydeligt eksempel på. Jeg ved dog, at de kan mere end det, vi ser dem gøre i dag, men som en hyggelig festivalkoncert i solen, omgivet af fulde og opstemte godtfolk, bærer vi over med, at der nok går lige lovligt tungrocket fedten for Hell-publikummet i den i dag.
Måske det er på tide at opleve den fulde Rival Sons-pakke uden forsimplende tilpasninger?