Copenhell 26: Glad musik for glade ikke-folk
Unpeople er fra London, men det kan man ikke høre på deres kulørte, amerikansk klingende pop-rock med metal og punk i ascendanten.
Der er noget nostalgisk over lyden af Unpeople. Det klinger en smule af Weezer, poppunk og melodisk collegerock fra nys svundne årtier. En lyd, der i sig selv havde et nostalgisk blik tilbage på endnu ældre amerikansk pop og rock. Med Unpeople er det så udkrystalliseret med skrig som afveksling fra de tætte vokalharmonier, og med lidt mere muskuløse rockriffs.
Nostalgien lå tommetykt over slowrock-beatet på 'Overthinking' fra den britiske kvartets selvbetitlede debut-EP, og det er normalt noget, der får mig til afsikre min anmelderrevolver, men det klædte Unpeople at kombinere fængende melodier og harmonier med lidt mere kradse, musikalske elementer, og tidspunktet var også velvalgt af Copenhells bookere; Unpeople er klart bedre at vågne op til end at gå i seng til.
Vokalharmonierne sad lige i skabet, og bandet spillede veloplagt og teknisk dygtigt, og når Unpeople var tunge, så var de det på en opløftende, glædesfyldt måde, som passede meget godt til middagssolen. Vil det altid være min kop earl grey? Næppe, men selv elitære anmeldere med humøret semi-permanent pejlet ind på kurs mod nadir har vel lov at hygge sig lidt i solen?
Men var der så slet ingen hår i suppen? Jo, da. Hvor alle deres sange bestemt havde charme, så var det langt fra dem alle, der kunne fæstne sig i hukommelsen, men skal solskinspop egentlig det? Svaret må blæse i den dovne sommervind og vel i virkeligheden være op til den enkelte, men sangene var i hvert fald gode nok til at underholde, mens det stod på. Især de afsluttende ’Friends’, ’Clouds’ og ’The Garden’ fungerede fint, og publikum kvitterede da også med at bære guitarist Luke Caley rundt i en cirle pit med imponerende fart. Så var torsdagen ligesom i gang!