Anmeldelser

Withering Surface er tilbage med et fængende og meget melodisk album, der undgår reunionernes værste faldgruber. Resultatet er et modent bud på melodød anno 2020, forholdsvis langt fra udgangspunktet. Og det er et sundt valg.

Bury Tomorrow har efterhånden skrevet den samme sang i 11 år, og har kun perfektioneret deres tilgang. Således er ’Cannibal’ endnu en stilsikker metalcoreudgivelse og endda med en enkelt mindre udviklingsmæssig overraskelse. 

Emmure fortsætter stilen fra ’Look At Yourself’: Frankie Palmeris lyriske kunnen er stadig kritisabel, Joshua Travis er genial, og ’Hindsight’ er interessant lytning, der dog sjældent får lov til at folde sig ud i fuldt flor.

Genrebastarderne Inter Arma sludger og hyggejammer sig igennem en omfattende cover-ep, der lige så meget er sat i verden for bandets egen underholdning som for lytterens.

I denne uge drømmer Manden med Weekendvesten om frihed, uendelige vide veje og en kopholder i sin nye Skoda. Altsammen mens han lytter til Freeways.

Finsk satanisk folk gemmer på en overraskende følsomhed, skjult bag en vokal, der bedst kan beskrives som noget, man skal vænne sig til.

Steen Jørgensen gravede dybt i fortiden, Rune Kjeldsen tilføjede ekstra liv til Sort Sol-bagkataloget, og oplevelsen af en koncert igen gjorde i sig selv aftenen til en af dem, der bandt os alle sammen og tilføjede små solstrejf til drømmen om en koncerternes snarlige genkomst.

Nodus Tollens står for depressiv indie-black metal, der efterlader lytteren med en følelse af håb.

Grindcoretrio fra Kolkata raser mod korrupte politikere, fanatiske fundamentalister, politiet, racister og nærmest alt andet.

Det hollandske freakshow har ladet sig inspirere af det mest forsuttede bolche, der findes i horrorgenren. Resultatet er nedslående.

Mushroomheads 8. fuldlængdeudgivelse er en revitalisering, der byder på et hav af overraskelsker. Positive som negative.

Canadiske Vile Creatures foreløbige karriereklimaks omslutter lytteren og leverer en totaloplevelse af progressiv doom.

Moonlight Haze lever til fulde op til bandets navn på udgivelse af ’Lunaris’. For på trods af evner til at skrive de melodiske metalsange er der ikke rigtigt noget, der stråler helt klart igennem på bandets andet album.

Fem års tænkepause har ikke givet Lamb of God nye ideer, og bandets 8.plade er velspillet, men komplet kunstnerisk tomgang.

Nogle gange må en anmelder finde sig i en masse lort. Og med det mener jeg naturligvis de oceaner af musikalske blindgyder, man ender med at anmelde. Men nogle gange kan det kan betale sig at tage en chance. Det er Mazikeens debut et eksempel på.

Svenske thrashere smeder gammelt stål om til nyt: Vampires nye album er et af de bedste beviser på, at 1980'ernes grundingredienser stadig holder sig friske.

Cro-Mags' første plade i 20 år er Harley Flanagans terapeutiske raseriudbrud, der er en vigtig plade for frontmanden selv og i nogen grad også charmerer de lyttere, der har savnet 80'er-bølle i deres hardcore.

Canadiske Protest the Hero fortsætter med at imponere, denne gang med en musikalsk kaotisk tour de force i amerikansk historie.

Tysk heavy/black-duos første fuldlængde er en medrivende og charmerende hyldest til horror og hærg, der vækker minder om dengang, da metal var for degenererede og farlige typer. Resultatet er både festligt og b-filmsskummelt.

Fuckfingerattitude og kvindelig power på højtryk; Mrs. Piss sætter en tiltrængt dagsorden om det at være kvinde i det 21. århundrede og gør op med det patriarkalske menneskesyn.