Anmeldelser

Plant og Krauss spillede hinanden gode på Arena til en koncert, der viser hvor langt man kan bevæge sig musikalsk og samtidig beholde sine rødder.

Endelig skete det! Avalon blev åbnet efter tre års Roskilde Festival-tørke, og publikum var tydeligvis tørstige efter det, post-punk-irerne i Fontaines D.C. kan.

Gabestok var taget til Roskilde for at slå ihjel

Der blev igen langet fuckfingre ud til nær og fjern på Rising. 

Hjerteskærende melodier, solnedgang, pling-plong-rytmer, dans og glade mennesker. Whats not to like?

Det er kun 11 dage siden KoЯn var i Danmark på Copenhell. Det kunne mærkes på fremmødet i Aarhus og energien fra band og publikum.

Man behøver ikke være gal for at nyde Whorses debutalbum, men måske det hjælper.

Det var en noget vandet skål suppe vi fik, hvilket Korter i Flog kun delvist selv var skyld i. 

En træt anmelder, med meget lidt tilovers for punk, måtte bøje sig i støvet for en flok lortedrenge.

Dødedans til det endegyldigt er forbi. Dommedagsaustraliere skaber kompromisløs noise og post-industrial på hjemmegjorte instrumenter.

Med en fint sammenflettet blanding af død, doom, black, sludge og hardcore, så man ved, at det er grundigt post-alting, imponerer briter på deres andet album.

Med ‘Effigies of Obsolescence’ melder københavnske Chaotian sig ind i en elite som et band, der har noget at tilføje en ellers velforsynet dødsmetalgenre.

Tiden er fløjet, siden Porcupine Tree gik separate veje. Efter 11 års hemmelige aktiviteter er de nu tilbage med nyt – men er det så starten på et smukt, nyt kapitel?

Thundermother gav den som vikarer for aflyste Spiritbox og elskede hvert minut af det.

Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen ved korsvejen for at lære at spille. Vi kan kun gætte, at Morkera har gjort det samme.

Anmelderens bange anelser blev heldigvis gjort til skamme, da Thunder var et charmerende indslag på Copenhells sidste dag.

”Everybody talks about the war, but nobody talks about the ´gasm”, lød speaket, inden Wargasm åbnede årets udgave af Copenhell til electro-punkede toner og parolerne udenpå tøjet – eller fraværet af samme.

Bombus leverede som forventet en rockfest flankeret af en stærk parade af seje numre, som lidt for få festivalgængere valgte at opleve.

Ivy Crown vaklede lidt, men var ikke tæt på at falde på Copenhell. 

Alternativet til Mercyful Fate satte ild til Pandæmonium. Næsten.