Paleface Swiss havde så meget fart på, at det var svært sådan for alvor at engagere sig i andet end forsangerens forsøg på at være Kim Schumacher.
Torsdag aften gav Kublai Khan TX en fabelagtig koncert på Pandæmonium, der fik hvirvlet støv og godt humør op blandt de fremmødte på Copenhell.
Amerikanske Dying Wish havde det svært på den intime Gloria-scene, hvor musikken sjældent lykkedes med at stå alene.
Beskyt The Cure for enhver pris. Jeg forlanger mindst tre årtier mere med The Cure. Det burde kunne lade sig gøre, at dømme efter denne aften.
Det var underholdende at overvære Ice Nine Kills gennemførte, indstuderede totalteater, hvor det musikalsk var veleksekverede melodiske emo-tendenser i store omkvæd, der tog sig bedst ud.
Smertegrænsens Toldere åbnede som forventet Roskilde med en energibombe af en punkkoncert. Men en hel halv time var mere end smadrebandets energiske men ensidige stil kunne bære.
Regnen truede med at drukne Copenhells finale, men Babymetal forvandlede kaos til fest med et kompromisløst show fyldt med energi, kontraster og uimodståelige hooks.
Koya er meget mere end et eller andet metalindslag, men lyden på Eos forhindrede dem i at demonstrere det.
Copenhells store jubilæumsshow var en ujævn størrelse, som både fremkaldte jubel og lede, så her følger 11 minianmeldelser, idet en samlet dom nærmest er meningsløs.
Smertegrænsens Toldere indbød den bredere vennekreds i form af Sewer Haul, Maria Bertel og Svin. Det blev en særdeles vellykket aften, hvor vi for første - men måske ikke sidste - gang så Smertegrænsens Toldere spille free jazz. Og dét kan også noget.
Den introverte, mørkemelankolske metalcore fra svenske Imminence var ikke uinteressant, men gik skidt i spænd med sommersolskinnet og en alt for stor scene.
Det var meget samme show, som vi har oplevet før, vi fik fra Violent Magic Orchestras hånd, men i momentet gjorde det ikke så meget.
Vi fik en koncert med Morild uden selvlysende maling og mørke; kunne (post-)atmoblack-bandet stå distancen under Ras nådesløse stråler?
Chopper blandede det hele sammen og leverede en skøn dansefest for de uvejrsresistente. Det forløste ikke helt potentialet, men det blev så godt som det var muligt efter en kaotisk næsten-afslutning på aftenen.
Saxon mødte et forståeligt mørbanket festivalpublikum lørdag aften, men som altid sejrede Saxon og heavy metal-festen til sidst.
Norske Trollfest ødelagde egen fjolde-trolde fest ved at introducere på engelsk frem for norsk.
Psychomosher fra Columbia gjorde Gehenna-scenen endnu varmere med deres uhæmmede passion for europæisk 80’er thrash.
De unge kvinder i Braindead gav et kort og entusiastisk, men lydmæssigt mudret dødsmetal-sæt på den intime Boneyard-scene.
Henret levede i det store hele op til navnet, da de ganske enkelt slagtede publikum på en stopfyldt Gehenna. Det kunne ikke være gået bedre.
Da britiske Malevolence brølede: "OPEN UP THAT PIT", vidste vi, at koncerten ville komme til at slå hårdt. Det blev til en tour de force i gammeldags metalcore.