Anmeldelser

Michael Schenker har for anden gang på halvandet år samlet gamle venner og har under navnet Michael Schenker Fest udgivet et album. Det er der kommet et habilt udspil ud af.

Metallicas anden runde med symfoniorkester har samme problemer og forcer som den første – den anden af de to koncerter, der blev afviklet i San Francisco i sidste måned, blev filmet og svinger fra det tydeligt forhastede til det fortrinlige.

Kadavar har lavet endnu et album. Denne gang bevæger de sig ud i ørkenrocket westernterritorie, men selvom sounden holder, så halter sangskrivningen.

… og storhed genbesøgt. Machine Heads tretimersmaraton af en charmeoffensiv var en blanding af det bedste og det værste fra bandets diskografi, inden det kulminerede i en gennemspilning af ’Burn My Eyes’.

Sludgens giganter Eyehategod leverede et humoristisk og jordnært klubshow denne søndag aften og viste, at de aldrig rigtig er blevet for fine til at tilpasse sig en langt under halvt fyldt koncertsal.

Uriah Heep gav endnu en gang en god koncert i Aarhus, men bandet holdt fyraften lige lovligt tidligt.

Jamen, det er jo hele tre ting på én gang: Benni Bødkers 'Den dobbelte grav' er gys med tilhørende tegninger og vinyludgivelse i en uhellig treenighed.

Opeth er aktuelle med deres trettende studiealbum i karrieren. Vi satte to skribenter i stævne for at diskutere lyden, udviklingen og sangene. De er langt fra enige.

Wind Rose er ganske underholdende i ca. tre minutter. Et helt album er næsten ikke til at bære.

Danmark lod til at have tilgivet Tim Lambesis' ugerninger, da den amerikanske kvintet genskabte lidt af metalcore-magien, der prægede start-00’erne.

Når black metal bliver mainstream, kolliderer den med en offentlighed, der ikke nødvendigvis forstår dens koder. Og så ruller nazianklagerne igen. Dem addresserer Mgła med vekslende held på ’Age of Excuse’, men det er så også det eneste nye.

Sect bevæger sig fra den gængse hardcore ud på rejsen mod vildere, hurtigere og mere ekstremt. Kærlighed til Nails og Trap Them er til stede, men kopieringen af selvsamme lykkes ikke til fulde.

Horrorpunk og shock rock er Wednesday 13’s metier. På ’Necrophaze’ bliver man kun bange og chokeret af alle de forkerte årsager.

Borknagar peger i adskillige retninger med deres proggede metal, der stadig har sine black metal-momenter, men som også har syng-med-elementer i fokus, tætpakket med keyboards og synths.

De sidste syv år har omtalen af As I Lay Dying taget udspring i alt andet end metalcore. Til trods for skandalerne forsøger vi at tage skridtet dybere og forholde os til det, det hele handler om: musikken.

Mike Pattons første udgivelse i 2019 virker rodet, ufærdig og frembragt af lyst frem for gode ideer. Der er enkelte lyspunkter, men ikke nok til at redde pladesamarbejdet med Jean-Claude Vannier.

"Cabaret-metal", "cirkus-prog", "prog-core"; kært barn har mange navne. Ét er dog sikkert: Between the Buried and Mes ‘An evening with’-koncert i Lille Vega er blandt bandets bedste koncerter i Danmark. Hertil en demonstration i, hvordan den type koncept-koncerter skal afholdes.

71-årige Alice Cooper var mentalt lige så fraværende som den slidte stemme, da legenden faldt fra hinanden i Royal Arena. Latterlige guitarister, lortelyd og en sølle forsamling på et alt for stort spillested gjorde oplevelsen til en rendyrket tragedie.

Der er ti grader og bidende koldt. September har flirtet med solen og de varme dage, men i aften og i selskab med Morild og Afsky skal vi få forfaldets sæson at føle.

De har leget med udtrykket, og de har åbnet lydbilledet op: På deres ottende album lukker Cult of Luna sig om sig selv og lader det være op til lytteren at finde en vej ind. Men hvad nu, hvis der slet ikke er noget derinde?