Lækre Jens rundede 39 års tro tjeneste i front for Red Warszawa med en herligt fordrukken abefest i Amager Bio, og et par forståelige klumper i halsen undervejs.

Konstant eksperimenterende, men også to thine own self be true. Lyden er konstant under forandring, men altid 100 % dem. Lige dele WTF og yes, please fra de eksperimenterende black metallere.

Megadeth spillede sprudlende som så ofte, men med en evig ens sætliste og foran ingen fans i en halvtom arena, så er Mustaines deroute efterhånden så komplet, at det ikke gør noget, han trækker sig tilbage i de kommende år.

Ligthchapter rammer en dyster nerve på bandets andet album og sætter den overordnede stemning før hit-sange og monsterriffs.

På de sidste to plader har Volbeat skrevet karrierens bedste metalnumre, men materialet faldt pladask til jorden fredag aften foran et publikum i Royal Arena, der var kommet for at høre de store radiohits. 

Medieval Demons black metal er lige så græsk som Homer, ældgamle templer og græsk salat. 'All Powers of Darkness' er også et godt bud på en af årets mest gennemførte melodiske black metal-plader.

35 år efter debuten leverer gothmetallens pionerer endnu en fuldtræffer i diskografien. 

Castle Rat er hurtigt klar med opfølgeren til sidste års ‘Into the Realm’, med større vingefang og mere tid at folde sig ud på – er 50 minutter i bestiariet så tiden værd?

Franske Igorrr har med 'Amen' begået et kaotisk mesterværk, der samler flere smukke og uhyrlige ideer i hvert nummer, end mange bands gør over et helt album. 

Kranie mod kranie – Caustic Wound leverede den optimale pause.

Man behøvede ikke at være fan af Assumption for at mærke, at dette var godt.

Gaupas udsvævende doomekskursioner slår lige, som de skal på ‘Fyr’ med fuzzede udbrud og excentriske vokaludskejelser til at holde os ude i tovene.

Der Weg Einer Freiheit overgår sig selv i det, de gør bedst – post-black af den trance-inducerende skole, med inderligheden udenpå tøjet.

Spørgsmålet bliver stillet på Jawtraps debutalbum, som giver os 17 hurtige og vrede bud på ting, man kan være fucking pissed over.

På deres første album som kvartet tager Between the Buried and Me lytteren med til et surrealistisk hotelunivers, hvor virtuositet og galskab mødes i lige dele ambition og overflod. Resultatet er både udfordrende, frustrerende og fascinerende.

Tag dig tiden og lad melankolien vokse, så Green Carnations første kapitel i en lovet trilogi rigtigt kan synke ind.

‘I Feel The Everblack Festering Within Me’ er den musikalske pedant til “Vi har ’Pain Remains’ derhjemme”.

De forenede græskarhoveder i Helloween høster såvel gode som dårlige afgrøder i den seneste avl.

Lige i tide til efterårsregnen får vi her plade nummer to fra den dystert anlagte trio Faetooth, der holder niveau og tryllebinder med deres slæbende doom-mystik. 

Amerikanernes femte fuldlængdeudgivelse er noget af det bedste, Signs of the Swarm har udgivet, og alligevel savner man en bandidentitet.