Men Kejseren har jo ikke...
...noget tøj på, råbte den lille dreng i H.C. Andersens fantastiske eventyr. Og midt blandt cirka 500 henførte publikummer i et gardin-indhyllet Store VEGA var det også den følelse, jeg stod med til Amenra denne tirsdag aften.
Om det ringe billetsalg - kun omkring 500 billetter solgt til den store produktion i Store VEGA – skyldtes, at det var tirsdag, eller om det skyldtes, at flere har opdaget, at Amenras post-metalliske univers ikke holder i længden, er jo selvsagt umuligt at udtale sig om.
Og selvom Amenra viste en veltrænet bagdel, gode ben og solidt plantede fødder, så havde de ikke noget tøj på. Bandet spillede som en velsmurt maskine. Tight og med kraft og saft. Ikke et slag blev misset, ikke en finger blev sat forkert. Forsanger Colin H. van Eeckhaut stod i vanlig stil med ryggen til halvdelen af tiden – en adfærd, der virkede sært krukket, taget fremmødet i betragtning. Det havde virket meget bedre med en tættere publikumskontakt, nu hvor koncerten mere eller mindre ufrivilligt blev mere intim, end hvad der måske oprindeligt var planlagt.
Kompositorisk var sættet præget af numre, der blev en art variation over præcis samme skabelon. Sarte, sårbare stykker afbrudt af veritable eksplosioner af lyd, noiset guitarfræs og store, åbne klangflader. Og det kunne have været så fantastisk. Eeckhaut, der også indimellem giver koncert som CHVE, har mange kompositoriske guldkorn gemt i sig, og hans soloprojekt er virkelig interessant. Vi ved, han kan gøre musik utroligt interessant. Men Amenra lykkedes aldrig med at få os til at løfte fra jorden, selvom opbygning efter opbygning stillede det modsatte i udsigt, og det blev altså en anelse kedeligt efter kun en lille håndfuld numre.
Havde det været mere end bare en dag på kontoret, kunne taget have løftet sig. Momentvis så vi storhed, momentvis fik vi et glimt af en sjæl bag det generiske post-metal, men desværre var og blev det momentvist. Deres koncert fremtrådte sært doven, og det samme kan man sige om deres kompositioner. Med de enorme mængder af post-metal, der ramte verden for nogle år siden, skal der mere til end åbne akkorder, noise-filter på guitaren og desperate skrig leveret af en forsanger med ryggen til. Der var ingen dybde, ingen bund, ikke noget at komme efter. Også selvom alt blev eksekveret til perfektion. Amenra formåede at sabotere sig selv gang på gang, og de rytmisk interessante stykker fik aldrig lov til at brede deres vinger ud og virkelig løfte sig, inden de druknede i almindeligheder.
Der er ganske givet storhed at finde i Amenra. Der er ganske givet noget at hente for nogen. Men kunstnerisk tilfører de ikke noget nyt, formår ikke at give et nyt bud på en genre, der i sin natur i virkeligheden giver kunstneren et lærred, som de kan udfolde kreativiteten på. Men det blev bare aldrig sådan denne tirsdag i Store VEGA. Der skal noget andet til for at sælge det store spillested ud, og selv ikke smukke visuals kunne camouflere, at Amenra ikke rigtig var kommet i tøjet denne tirsdag.