RB 25: Fredag med ild i

Fredagen bød på en god pose blandede bolsjer, hvor særligt Warrington Runcorn New Town Development, Harvestman og CHVE stod ud som højdepunkter midt mellem veganske falafel-ruller og alment godt selskab.

Efter en ret vild opstart torsdag, hvor Oranssi Pazuzu flænsede nye revner i universet, og hvor Fire! Leverede dagens bedste koncert, var det med store forventninger, jeg løb ind i fredagen, hvor mere fantastisk musik var i vente.

Messa var dagens første programpunkt, og det var vel at mærke Messa i ny og mere hard rock’et form. Nogle elsker det, andre … knapt så meget. Og efter et par numre, måtte jeg skuffet konstatere, at mit kærlighedsforhold til Messa er sat lidt på pause. Det er ikke mig – det er dem. Jeg synes helt enkelt ikke, at hard rock klæder dem ret godt, og det satte ikke rigtig ild til mit hjerte, som jeg har oplevet dem gøre det før på både Roadburn og på vores hjemlige A Colossal Weekend, hvor de spillede en fuldkommen magisk koncert.

Heldigvis tog en af mine søde anmelderkolleger sig af koncertanmeldelsen, og det gav jo frihed til at løbe over på den anden side af gangen til 013’s anden scene: Next Stage. Det var egentlig ikke, fordi jeg skulle se noget lige på det tidspunkt, men efter torsdagens temmelig massive køer til ditten og datten, tænkte jeg, at det nok var meget klogt at komme ind i god tid inden CHVE, også kendt som Colin H. Van Eeckhout, der til dagligt huserer i Amenra. Han huserer også i et for mig helt ukendt orkester, der hedder Die Mannenbroeder. Og sjovt nok var netop det orkester på scenen på Next Stage, da jeg kom ind cirka midtvejs i deres koncert. Og det var magisk. Helt enkelt magisk. Med gamle instrumenter, og et kor, der sang med en gammel hollandsk 1700-tals dialekt, var det helt umuligt ikke at blive forført, og jeg skyndte mig at kalde alle til samling på Next Stage.

 
Desværre var der kun enkelt, der dukkede op – og vi kunne godt blive enige om, at Die Mannenbroeder var noget, vi egentlig godt gad at have set det hele af. Men sådan går det ikke altid. Heldigvis var vi der jo til gengæld i MEGET god til CHVE, som består af Eeckhout, en drejelire, en lut og et bål. Jep - der var bål på scenen og det var faktisk ganske hyggeligt, selvom jeg stadig undrer mig lidt over hvordan man mon har opnået tilladelse til det. Det var heldigvis præcist så magisk, som jeg havde håbet og kom på listen over dagens store oplevelser. Skrøbeligt og sårbart og meget meget stærkt på samme tid, og det bedste af hele var den stilhed, der var i publikum og som en anden musiker på festivalen engang kaldte en stor ære. 

Men man skal også spise. Og spise kunne vi uden for 013, hvor der var opstillet madudbydere, primært indenfor det veganske univers. Jeg blev aldrig klar over, om der fandtes kødlige alternativer, men det blev heller ikke nødvendigt for falafel i rødbede-brød med valgfrie chilier af forskellige styrke eller en sloppy joe uden joe var fremragende til at stille sulten, og sørme om ikke også vi kunne klatre op i et tårn, hvor vi i relativt fred og ro kunne sidde og sludre, mens solen skinnede varmt på ryggen.

Og hvorfor ikke få sig en god og oplyst snak om Trump, Grønland, sikkerhedspolitik og inflation, når man nu alligevel bare sidder der og danderer den? Vældigt søde mennesker, og de skulle også videre til den næste koncert på min liste.

Warrington Runcorn New Town Development. Hvilket navn! Med kun enkelte udgivelser på YouTube var det lidt vanskeligt at lytte meget op på det elektroniske enmands-projekt. Det var en ganske enkelt fremragende koncert, der lavede en af de spidseste kommentarer, jeg har hørt, til vores fortidige vision om fremskridt. Med en evig film kørende bagved, der filmede snart begejstrede bygherrer og kommunale projektledere, og snart mennesker fanget i et forstadsbetonhelvede, var der ikke meget opmuntring af hente. Udover naturligvis i det faktum, at det var en virkelig god koncert. Men den kan du læse mere om her, hvor vi har givet den en velfortjent anmeldelse. 

Tilbage i nutiden, kunne vi – lidt mørkeblinde – dernæst løbe ind til The Body, der torsdag havde fornøjelsen af at optræde med Dis Fig. Musikken var ikke væsensforskellig fra det, vi så torsdag, selvom vokalen naturligvis var en anden. Det var godt, men det var for tungt og mørkt og for skramlet til mig på det tidspunkt på dagen. Det skal vi ikke klandre The Body, som med succes har spillet tungt og mørkt og skramlet i mange år, for, men desværre holdt jeg kun ud i cirka en halv koncert, inden jeg skulle i rette stemning til Harvestman.

Harvestman var en koncert, jeg faktisk slet ikke havde tænkt mig at se, men når man skal snakke med hovedpersonen bag projektet, var der ikke andet for end at lytte til de seneste udgivelser, 'Triptych'. Og de kan noget. Og så bliver man jo lidt nysgerrig på hvad i alverden, der kan bringe en rutineret musiker som Von Till ud af sin komfortzone i sin søgen efter en måde at tage det store elektroniske setup med sig på scenen. Det kom der også en anmeldelse ud af, og den kan du læse lige her. 

Heldigvis blev der også tid til at stene lidt. Og tid til at købe en drink. Øllene på Roadburn er forfærdelige. Jo mere specielle de er, jo mere forfærdelige er de. Søde, kvalme IPA-bastarder eller Bavarian. Adr. Man drikker jo skidtet, men det er rart med et alternativ, og således fik jeg bestilt mig en G&T (ish). Bartenderen var også så sød at invitere mig på date, men efter et høfligt nej tak, trak han bare på skuldrene og gik videre til næste kunde. Der gik nok ikke meget kærlighed tabt der.

En tur forbi Cave In bekræftede, hvad jeg egentlig har vidst længe: Jeg kan ikke lide Cave In. Så det blev i sagens natur et lidt kort visit, og efter en hel dag på 013 trængte jeg til lidt luft, så jeg besluttede mig for at prøve lykken til Genital Shame på lillebitte Hall of Fame oppe ved Koepelhal. Det kunne jeg godt have sparet mig. Køen var gigantisk, og i stedet gik vi ind på den noget større The Terminal for at se Gnod. Det startede virkelig godt, men fik ligesom aldrig rigtig luft under vingerne, og det blev ærlig talt noget ensformigt i længden.



På dette tidspunkt var flere i selskabet blevet grundigt fulde, men det skulle ikke afholde nogen af os fra at tage Choke Chain med - også på Hall of Fame. Denne gang var der ingen kø, men det hang nok sammen med tidspunktet for koncerten. Ikke alle i vores lille festival-bande var lige begejstrede for enmandshæren Choke Chain, og eder og forbandelser røg gennem gruppechatten. Var det fantastisk? Nej. Var det lige præcis det, vi trængte til? Ja. Godnat og sov godt!