New York til Fredericia
Med NYDM-ånd og Tøjhusets intime rammer forvandlede Suffocation lørdagen til et varmt, familiært ritual.
Seraphim Enslavement
Pierced from Within
Clarity through Deprivation
Dim Veil of Obscurity
Effigy of the Forgotten
Perpetual Deception
Thrones of Blood
Jesus Wept
Breeding the Spawn
Funeral Inception
Hymns from the Apocrypha
Liege of Inveracity¨
Infecting the Crypts
Intimt nedslag i gammeldags NYDM-territorium
Der er noget charmerende antiteatralsk i måden, Suffocation indtager scenen på i Fredericia denne lørdag aften. Ikke noget oppustet introspor, ingen røgmaskine, ingen unødvendigt strammet mimik. Bare fem glade mennesker, der går på scenen, som om de er trådt ind i et lokale fyldt med bekendte – hvilket i nogen grad også er tilfældet. Tøjhuset har forinden sendt et fad med kolde fadøl op til bandet, og det bliver glædeligt taget imod med ro, overraskede smil og en fællesskål med det fyldte Tøjhuset som ligeværdig start.
To sekunder senere falder hammeren. Den velkendte og snart 35-årige intro til ‘Catatonia’ skydes ud over scenen, lige ned i brystet på os.
Feltet foran scenen består primært af kendere. Ikke bare fans, men det, der virker som kendere. De mennesker, som har set Suffocation nok gange til at kunne deres bagkatalog ud og ind – og altså de mennesker, som uden at tænke over det pludselig står og laver Frank Mullens karakteristiske håndbevægelse. Frank Mullen: Suffocations oprindelige forsanger, og én af de første til at introducere det dybe growl til metalgenren. Nu, hvor Rick Myers fornemt har påtaget sig at tage arven videre, føles bevægelsen ikke som en gimmick, men som et fælles signal: Vi er her. “Suffo-folket”, “Suffo-familien”. Det her er vores rum, og Ricky Myers er en uhyre god frontmand. Vel den perfekte arvtager – også her til aften i flådens tidligere ammunitionslager.
Velkendt brutal kvalitet
Bandet spiller tight og kraftfuldt insisterende på en måde, der understreger, hvor godt de kender deres egen maskine. Der er ingen slinger, ingen tilnærmelsesvis vaklen fra trommeslager Eric Morotti, ingen antydning af træthed eller følelse af another day in the office. Guitarist Charlie Errigo har hele tiden publikumskontakt, bassist Derek Boyer står i sin egen velspillende verden (samt i sine sædvanlige poses), og formand Terrance Hobbs forkæler os med det ene legendariske NYDM-riff efter det andet.
Publikum kvitterer i øvrigt øjeblikkeligt. Først som et varmt, kompakt pres mod scenekanten, så som den første pit og senere som flere små circle pits, der som centrifugalkraft laver åbne sår i gulvet foran scenen. Gentagne gange snurrer større dele af salen, og jo længere ind i sættet vi kommer, jo mere mærkbart forvandles rummet til et lille, perfekt NY-style dødsmetal-kammer. Selvom det er åbenlyst, beviser aftenens show med Suffocation alligevel – og allerede fra start – at når det kommer til dødsmetal, er spillesteder med en størrelse som Tøjhuset oplagte. I hvert fald, når bandet har en størrelse som Suffocation. Det er sådan, dødsmetalshows skal føles: kompakte, hidsige, koncentrerede. Det er sådan, det er netop nu.
Lyden er god. Ikke klassisk Suffocation-tung, men stadig skarp nok til, at riffene står klart, og vokalen får luft. Tøjhuset leverer en velafbalanceret lyd til et band, man ellers ofte oplever med mere af den tunge bund, men det fungerer, og rykker man rundt i salen, har man hele tiden god lyd. Det er fedt. Og sjældent.
Undervejs hilser bandet ned til kendte ansigter i salen. Der sendes skud ud til danske venner og gamle bekendte. Den gensidighed, bandets familiære varme og publikums glæde understreger måske, at dette næsten føles som en semi-privat sammenkomst. Tøjhusets “intime” rammer er en afgørende faktor i denne følelse. Mange af os har set “Suffo” nok gange til, at det familiære element ikke kan undgå at dukke op. Der er ingen overraskelser i aftenens sætliste. Ingen nye numre. Intet, der ændrer kursen. Og det er fint. For det, vi er kommet for, er netop håndværket. Kvaliteten. De numre og det band, der har været med til at skabe en hel genre.
Aftenens rammer – Tøjhuset, et mindre sted i en større provinsby – viser sig selvsagt at være en gave; Mindre venues, bedre dødsmetalshows. Suffocation og andre bands af samme størrelse burde bookes sådan oftere. Det giver shows i øjenhøjde, uden filter, uden metermålsscener. Der er en troværdighed og en fysiskhed i NYDM, som trives i små rum – og skulderklap til folkene bag Support Our Scene for at rive international musik til provinsen her, hvor vi bor. Her, hvor det også denne lørdag lader til, at vi støtter samt dukker op.
Suffocation leverede et solidt, ultraprofessionelt og fuldkommen forventeligt show i brutal kvalitet. Suffocation leverede ikke noget nyt. Til gengæld leverede de det rigtige – det, vi kom for. Indimellem er det netop dét, der skal til, og var det, hvad man forventede, var lørdagens opvisning i verdens bedste NYDM et fremragende show.
Som man forlader Tøjhuset i en svedig T-shirt, er det direkte ud i Fredericias kølige novemberluft. Trætte ben og en tilfreds tyngde i hovedet. Flådebyen gør sig stille til i mørket, mens pulsen stadig har reminiscenser af blastbeats og circle pits. Efterdønningers lavfrekvente grundtone i kroppen, mens man ad voldene begiver sig mod forbindende banelegemer. En god aften. En af de varme. En af de aftener, hvor Suffocation, uden at gøre noget nyt, mindede os om, hvorfor vi bliver ved med at møde op.
