Nervosa spiller fedt, skriver gode sange, har en lækker produktion. Det er helt igennem kedeligt.

Ilter lagde vejen forbi Underwerkets hyggelige kælder i Valby, og med sig havde de canadisk, fransk og aalborgensisk musik – dog ikke alt lige godt.

To John Cxnnor-koncerter i streg – to anmeldere – to forskellige oplevelser. Det kalder på en samtale. Så den tog vi, og så allierede vi os også med ingen ringere end lydguruen Peter Albrechtsen.

Det er kun en uges tid siden, vi sidst så SYL, men denne gang var de hovednavn og det klædte dem.

Michael Poulsen kan skrive catchy sange, også indenfor dødsmetal, mens Marc Grewes vokal er blandt højdepunkterne på Asinhells debutplade.

Maggot Heart rocker både monotont og storladent, og har skabt et gribende værk, hvor den klassiske rocktrio skaber mørk og smuk stemning med blæsere.

Hvis man ikke var der i går, så gik man glip af noget. Noget, som de, der var der, vil tale længe om. Og så er det jo ret heldigt, at der stadig er lidt billetter tilbage til koncerten i aften.

Både bands og publikum var veloplagte fredag aften, da Mercenary fejrede udgivelsen af deres nye plade på hjemmebanen i Aalborg.

Den sydsvenske black metal-duo Black Birch demonstrerer det gode håndelag, men der er lidt vej endnu.

Primordial går sig selv i bedene på nyt album, der veksler mellem absolut topklasse og mådelig mellemvare.

Dansk-italienske The Rite laver en (næsten) ren stiløvelse udi horror-black metal, men uden at det for alvor kommer helt op at ringe.

Mens SYL var eksperimenterende på den seje måde, anede Dagger Threat ikke, hvad de ville. Det gjorde aftenens hovednavn, Rot Away til gengæld, og de fik det, de kom for: Kærlighed og slåskamp.

Når vreden har lagt sig, er der kun fortvivlelsen tilbage. Det er grundfortællingen på  KEN Modes nye album.

Kannibalernes overherredømme er intakt, distinkt og skærer i de rette lemmer trods skabeloner og gode intentioner.

Australske Midnight Odysseys blot anden koncert på 17 år var aftenens trækplaster, mens Arkæons hidsige riffstormløb stod i skærende kontrast til hovednavnet.

Med stor lyd, lækre melodier og guitar samt en næse for god sangskrivning beviser Mercenary, at deres plade har været værd at vente på.

Alkaloid bibeholder gudskelov den hyperenergiske legesyge, og med en spilletid på 70 minutter er 'Numen' alt det, man kunne have håbet på – og mere til.

Durance of Hate lagde solidt fra land som støtte til undergrunden med god bredde i genrepaletten og med mørket som fællesnævner.

Det britiske prog-metal band skubber barren for, hvad man kan forvente sig af en udgivelse, og sætter nye standarder på et af årets sandsynligvis bedste udgivelser inden for genren. 

Trods udskiftning på vokalpladsen fortsætter Mental Cruelty med at levere kompetent, europæisk-orienteret blackened deahtcore.