Gorillaz gav en koncert, som var lige dele hitparade og hyggedans. Det var feel good (inc.), en skøn abefest, men med visse mislyde.
The New Eves lykkedes med at omdanne Glorias intime rammer til et okkult mødested for de indviede, og skabe en indlevende koncertoplevelse
Doom-heltene Warning lykkes med det umulige efter tyve års albumpause: at skabe samme følelsesmæssige intensitet som for tyve år siden.
Grindcorelegenderne i Napalm Death afstraffede EOS med et charmerende blæsevejr af en koncert
Eyehategod gav ikke verdens bedste koncert på Copenhell i 2026, hvor forsangeren virkede ligeglad og generelt bare leverede en svag indsats.
Inhuman Nature var et af festivalens få thrash-koncerter her i 2026, men den vil ikke blive husket for så meget andet end et studie i generisk genreopvisning.
En rocktrio underholdt på Boneyard, da den danske sommer slog rekord, og både band og publikum hyggede sig med rocken med de spydige tekster.
Portugisiske Gaerea vandt alles sorte hjerter på Pandæmonium fredag, da de blev højdepunktet på en ellers kunstnerisk blodfattig aften.
All Them Witches serverede tilbagelænet rock i en nådesløs sol på Pandæmonium fredag eftermiddag.
Calva Louise var svære ikke at holde af, men musikalsk var det ikke nogen stor oplevelse på Gehenna torsdag aften.
Paleface Swiss havde så meget fart på, at det var svært sådan for alvor at engagere sig i andet end forsangerens forsøg på at være Kim Schumacher.
Torsdag aften gav Kublai Khan TX en fabelagtig koncert på Pandæmonium, der fik hvirvlet støv og godt humør op blandt de fremmødte på Copenhell.
Amerikanske Dying Wish havde det svært på den intime Gloria-scene, hvor musikken sjældent lykkedes med at stå alene.
Beskyt The Cure for enhver pris. Jeg forlanger mindst tre årtier mere med The Cure. Det burde kunne lade sig gøre, at dømme efter denne aften.
Det var underholdende at overvære Ice Nine Kills gennemførte, indstuderede totalteater, hvor det musikalsk var veleksekverede melodiske emo-tendenser i store omkvæd, der tog sig bedst ud.
Smertegrænsens Toldere åbnede som forventet Roskilde med en energibombe af en punkkoncert. Men en hel halv time var mere end smadrebandets energiske men ensidige stil kunne bære.
Regnen truede med at drukne Copenhells finale, men Babymetal forvandlede kaos til fest med et kompromisløst show fyldt med energi, kontraster og uimodståelige hooks.
Koya er meget mere end et eller andet metalindslag, men lyden på Eos forhindrede dem i at demonstrere det.
Copenhells store jubilæumsshow var en ujævn størrelse, som både fremkaldte jubel og lede, så her følger 11 minianmeldelser, idet en samlet dom nærmest er meningsløs.
Smertegrænsens Toldere indbød den bredere vennekreds i form af Sewer Haul, Maria Bertel og Svin. Det blev en særdeles vellykket aften, hvor vi for første - men måske ikke sidste - gang så Smertegrænsens Toldere spille free jazz. Og dét kan også noget.