Pletvist funklende stjerner
Demon Head kører videre med doom og gloom i sjælen, og med nerven uden på tøjet her på deres femte langspiller.
Draw Down the Sky
Our Winged Mother
Every Flatworm
Wildfire
Deeper Blades
Frost
This Vessel is Willing
“Her kommer succes” lød overskriften lettere ironisk, da vi i 2019 kastede luppen ned over københavnernes tredje udgivelse, ‘Hellfire Ocean Void’. En blændende plade, forstå mig ret, men på trods af at være et markant skridt videre fra de mere formative, første udgivelser, mindre psych og mere goth-dunkelt i tonen, manglede den lige den der umami-faktor, der får helheden til at løfte sig for de bredere publikum.
Med dét sagt har Demon Head det nu sikkert også fint nok med ikke at please masserne, men i stedet holde sig tro til deres diabolske goth/doom-rock, hvorend det må føre dem hen. Metal Blade scorede dem på forgængeren ‘Viscera’, hvor der momentvis blev endnu mørkere og højere til loftet.
‘Viscera’ blev dog lidt lang i spyttet, og nu finder vi dem så, tre år senere, tilbage på Svart Records her på ‘Through Holes Shine the Stars’.
Fra første færd, ‘The Chalice’ åbner pladen, er det tydeligt, at deres sans for hooks og bombastiske opbygninger har fået et markant boost. Guitarerne er skarpt profileret i lydbilledet, og det gør sig gennemgående gældende for hele pladen. Et stærkt træk, som højner de mange instrumentale sektioner, der flettes ind hele pladen igennem. Samspillet er opgraderet, og alting står skarpere i mixet, modsat de mere støvede produktioner tidligere i karrieren.
Demon Head lyder dog umiskendeligt stadig som sig selv – eller rettere sagt det Demon Head, de har budt os siden ‘Hellfire…’ – dunkelt og trist, hvor lyset kun pletvist får lov at trænge igennem. Netop ‘The Chalice’ er et glimrende eksempel, hvor crescendoer får plads til at folde sig ud, hver gang Marcus Ferreira Larsen (vokal) og Birk Gjerlufsen Nielsen (guitar/vokal) trækker sig fra mikrofonen. En fremragende åbner, mens ‘Draw Down the Sky’ bygger videre i mere galoperende spor, med plads til både twinlead og episke hooks, uden at tilsidesætte grundkernen; Ferreiras foruroligende tone og doomens tungsindige leje.
Ferreira fortjener her flere ord med på vejen. Hvor mange, os selv inklusiv, førhen ofte drog åbenlyse paralleller til Danzig, når hans stemme kom på banen, er det tydeligt, at den mere mumlende, croonende approach nu er nedtonet til fordel for en stemme, der er mere hans egen. Tilsyneladende, vel at mærke.
For hvor han tidligere har stået mere på egne ben, så er det som om, at Birk Gjerlufsen Nielsen nærmest synger backing vocals hele pladen igennem, med meget få undtagelser. Nielsens mere lyse leje går for så vidt fortrinligt i spænd med Ferreiras, men personligt havde jeg gerne set deres unisone tone brugt mere dynamisk, som en pingpong for at underbygge momenter i sangskrivningen. I stedet bliver det et gennemgående virkemiddel, der udvander sig selv en kende, som pladen skrider frem, og hvor jeg er sikker på, at Ferreira også snildt kunne have båret opgaven på egen hånd.
Apropos dynamikken, så har Demon Head denne gang fundet sin egen måde at holde lydbilledet mere levende. De goth-rockede, tunge vers, der lejlighedsvis forløses i omkvæd de første par minutter, indtil instrumentale, guitarbårne sektioner 3-4 minutter inde fører frem til de afrundende peaks, inden de måske/måske ikke drager lytteren tilbage ind i gothens sortrandede tryghedszone. Hvor forudsigeligt det end bliver, når først man finder mønsteret, så hjælper det til at finde ind bag pladens stærkeste kvaliteter, som sammen med de mere fremtrædende guitarer og Mikkel Fuglsangs tungt pulserende bas er en væsentlig del af drivkraften.
Udover ‘The Chalice’ er ‘Every Flatworm’ en af pladens højdepunkter. Med en doomet indføring, før den hen over de knap otte minutter bevæger sig igennem et væld af peaks and valleys, hvor særligt Nielsens delikate lead-arbejde slår splinter i sangens sidste halvdel. Et modigt valg af single, mens ‘Deeper Blades’ også bør fremhæves som pladens King Diamond-take, slæbende tung og forstyrret, og velsagtens det mest skæve og creepy nummer, Demon Head har produceret til dato.
Omvendt er der også flere forglemmeligheder, der principielt gør, hvad de skal, omend uden at tilføje yderligere til Demon Head-oevret, som fx ‘Wildfire’ og lukkeren ‘This Vessel is Willing’, der døsigt slæber sig af sted indtil pladens endegyldige minutter.
Det taler på den vis både for og imod, at vi ved, hvor sangene bevæger sig hen. Hvordan tyngden bliver key i sangenes første halvdel, og det virtuose samspil fører frem til peaket i den senere halvdel. Nogen sange retfærdiggør det bedre end andre, men det klæder dem at få støvet lyden af med et klarere mix, hvor nerven bliver mere gennemtrængende, ikke mindst i guitarfraserne.
På flere måder føles ‘Through Holes Shine the Stars’ faktisk mere som en forlængelse af ‘Hellfire…’ end af ‘Viscera’ – der er lidt mere lys at spotte for enden af tunnelen, og Demon Head er fortsat ude på et spor, der er spændende at følge. Dystert og genkendeligt – og samtidigt forunderligt inciterende i momenter.