Bristol, but make it fuzz
Fire langstrakte bud på doomy covers af triphop-stamforældrene i Portishead, der støtter et godt formål – give me a reason not to love it!
GAIA - Over / Wandering Star
Bethmoora - All Mine
Drukner - Machine Gun
‘Refuse to Surrender (A Tribute to Portishead)’ er et yderst sympatisk projekt, og i anledning af, at vinyludgaven af pladen nu er på gaden, bringer vi her en anmeldelse. Overskuddet fra salget af pladen går til Sind Ungdom, og alene det er jo sådan set nok til at smide penge efter projektet, men præmissen er nu også spændende; fire doom-orienterede bands, der laver hvert deres cover af et Portishead-nummer.
Der er et centralt spørgsmål, der straks melder sig. Hvad gør sangerne? Beth Gibbons fra Portishead er en fantastisk vokalist, og går man hende i bedene, vil man med al sandsynlighed ende med at fremstå som svagere end originalen.
Heldigvis har de alle valgt ikke at lægge sig i Gibbons’ slipstrøm, men i stedet finder de hver især frem til alternative måder at fortolke sangene på.
Lucid Grave giver ‘Glory Box’ fra debutalbummet ‘Dummy’ et ordentligt skvæt psychstemning og stærk rockvokal fra Malene Pedersen – ikke ting, der normalt bonner hårdt ud på mit personlige smagsbarometer, men det fungerer fint i den her sammenhæng. Jeg savner uvægerligt skrøbeligheden, som så fint er vævet ind i originalversionen, men det er interessant at høre et radikalt anderledes take på sangen, der nu mere konfrontatorisk kræver: “Give me a reason to love you”. Jeg kan godt lide den drejning.
GAIA giver os en et kvarter lang og glacialt langsom version af ‘Wandering Star’, som næsten synes at stille spørgsmålet: “Hvad hvis Portishead var tidlig Black Sabbath, men de spillede langsommere og tungere?” Jeg kan rigtig godt lide stemningen, tempoet og fraværet af håb i GAIAs version, og vokalen fungerer fint, omend jeg hele tiden kommer til at se Ozzy for mit indre blik – men hvad gør det, når man bades i (dårlig, ond) stemning gennem hele den stærkt tålmodige version?
På ’All Mine’-coveret, som begås af københavnske Bethmoora, hældes der sludge og heksede hvæsevokaler i mikset, og det gør bestemt ikke noget. Ædende ondt lyder det. Som at blive overfaldet bagfra i en mørk gyde, men i slowmotion, så smerten varer længere. Bethmoora får meget ud af Portisheads karakteristisk tungsindige melodiføring. Og produktionen er sjov. Det lyder mere og mere, som om ens anlæg er ved at kollapse under tyngden, som nummeret skrider frem.
Sjovest, måske, er Drukners version af ‘Machine Gun’ fra Portisheads tredje og indtil videre sidste album ‘Third’. Hvor de tre andre bud giver originalerne en tungere og måske også ondere drejning, så forlener Drukner det, der vel nok er Portisheads mest sonisk konfrontative nummer, med en drømmende skønhed, samtidig med, at de bibeholder den karakteristiske, titelgivende rytmik. Drukner udvider originalens modulering af maskingeværsrytmikken og føjer let svajende og, som sagt, drømmende kvaliteter til.
Kan man lide at holde det doomy, så ligger ‘Refuse to Surrender (A Portishead Tribute)’ lige til højrebenet med fire på hver sin vis interessante perspektiver på Portishead. Og fik jeg nævnt, at det går til en god sag? Det giver en ekstra kasse.