Fravær af frydefuldt ubehag

Vaagenat skriver i pressematerialet, at de har knoklet i øvelokalet, og det kan man godt høre på deres musik. Men er det en god ting?

Én af de ting jeg har aflært, efterhånden som jeg er blevet ældre, er min ungdoms fejlagtige antagelse af, at man, hvis man er meget dygtig til at spille musik, automatisk kommer til at spille dårlig musik. Heldigvis er der masser af eksempler på kunstnere, der bruger deres dygtighed til at skabe kunst, og ikke til at spille sportsguitar.

Vaagenat er et eksempel på et band, der består af folk, som har brugt mange timer på at blive dygtige musikere, og dygtige til at spille sammen i denne konstellation. Det kan man sagtens høre på ‘What Comes After’, som er super-velspillet.
Musikalsk er vi ovre i noget sludgy post-metal, som på de to halvlange sange, der udgør kernen i EP’en, tilsyneladende gerne vil hive os med ned i mørket, men det er svært at lade sig rive med. Lyt for eksempel til ‘Amygdala’, som, titlen taget i betragtning, vel må handle om frygt. Amygdala er jo en samling neuroner i hjernen, som især forbindes med evnen til at føle frygt, men desværre føler jeg ikke rigtigt, at jeg kommer frygten ret meget nærmere med ’Amygdala’. Det holder mig ikke vågen om natten. Jovist, åbningsriffet kan noget på den front, men det er, som om antrittet er for let og lækkert, og kompositorisk set virker det, som om der er lagt flere timer i de tekniske detaljer end i, hvordan man får formidlet de følelser, der måtte ligge bag.

Der er også måske en ting med smagsniveauet. Et minuts penge inde i nummeret får vi en orientalsk klingende leadguitar, som synes at svæve over noget, der lyder som en af de der plasticmoskéer, der kan afspille bønnekald. Eller er det en sampling af et munkekor? Uanset hvad, så er smagsbarometeret ikke helt oppe at ringe lige der. Sådan er der flere øjeblikke hen ad vejen. En talevokal, der yder mig meget modstand. En leadguitar, der majestætisk svævende rammer alle de punkter, man ville forvente af sådan en lead.

De tre korte musikstykker, henholdsvis et for-, mellem- og slutspil, er ganske stemningsskabende, men de har ikke karakter nok til at føje noget væsentligt til de to hovedkompositioner. Ikke at den slags nødvendigvis behøver at gøre det, men når de fylder mere på tracklisten end reelle sange, så kunne man måske godt have savnet lidt mere kompositorisk kød på knoglerne. Men dårlige er de såmænd ikke.

På ‘Betelgeuse’ får vi et fokus på det rytmiske. Det lyder henad en 6/8-takt, og de stærke musikere får lytteren til at hvile trygt og godt i noget, der i princippet føles lidt ustabilt for 4/4-vante ører. Her kunne jeg godt have ønsket mig, at man havde udnyttet det rytmiske element til at læne sig ind i, og ikke væk fra, det utrygge og uvante. ‘Betelgeuse’ har masser af lækre detaljer, men de føles netop bare lækre, og jeg har svært ved at finde forbindelsen til det tunge og mørke, de skriver om i pressematerialet. Når stjernen Betelgeuse eksploderer i en supernova, vil vi her på Jorden i tre måneder kunne se den skinne kraftigere end en fuldmåne, og vi vil også kunne se den om dagen. Jeg kræver ikke, at Vaagenats musik skal have så massiv en påvirkning, men tanken om en ekstra sol om natten er urovækkende, og jeg gad godt, at Vaagenats musik på samme vis havde givet mig en rislen ned ad ryggen.



Ingen tvivl om, at der er potentiale – men for nu drukner det i teknisk veludførte klichéer og strander en smule på delvist tåkrummende passager. Jeg kan dog sagtens forestille mig et Vaagenat, der fokuserer mere på den emotionelle formidling i sangskrivningen og dermed måske får skabt nogle mere mindeværdige kompositioner. Et Vaagenat, som bruger deres musikalske evner på at finde overraskende steder hen. Det vil jeg gerne høre. Hvad der kommer efter det her.