Father Befouled har i to årtier prædiket menneskets fald gennem slæbende dødsdoom, blasfemi og riffs så tunge, at selv djævelen må tage et skridt tilbage i Pumpehuset.
Med knusende riffs, veloplagt brutalitet og et bagkatalog fuld af dødstravere lukker Bloodbath Næver Næverland med manér!
På ‘Marrow Deep’ bruger Mastodon døden som brændstof. Resultatet er bandets mest progressive plade siden ‘Crack the Skye’ – og en stærk genfødsel efter Brent Hinds’ afgang.
Hverken regn eller tordenvejr kunne slå Marduk ud af kurs, da svenskerne fredag aften gav den bedste black metal-koncert i festivalens historie.
77 år er ingen alder, når man er så sej som Toody Cole, der fyrede garagerock-klassiker efter garagerock-klassiker af på en svedig onsdag i Malmö.
Cult of Luna og Julie Christmas genbesøgte ‘Mariner’ og skabte et øjeblik så intenst, at selv tiden syntes at holde vejret.
Den finske trio Rapid har efter sigende eksisteret i 12 år med samme besætning. Men det er først nu, at bandet er klar med første album. Klar er dog måske så meget sagt.
Patosladet, elegisk og utroligt gennemført: Die Weisses Roses andet album – 17 år efter debuten – er et usædvanligt gennemarbejdet og ambitiøst martial/industrial-neofolk album.
Mørkere, skarpere og mere fokuserede: Italienerne lader mørkets puls tage styringen på deres femte album.
Som på Copenhell sidste år, så slog Soulfly hårdt fast i Lille VEGA, at de har genfundet fortidens styrke.
Popmusikken får tæsk af metalmusikken og vice versa på 'Prisoner', som viser et Raunchy, der ikke har glemt udgangspunktet, men også har fundet frem til endnu flere lag i sit udtryk.
Der skydes i mange retningere på ’A Stranger to You’, men det lykkes Loathe at samle størstedelen af ideerne på en bund af stærk sangskrivning.
Lyden sejlede til Lamb of God, og pauser punkterede energien, men en solid sætliste og en frontmand med pondus reddede showet fra at være en fuser.
Senfirsernes metalgalde er tilbage på menuen, og Äxe serverer den rå, rodet og med så meget fart, at du næppe når at tygge.
Kopimaskinen kører på fuld blæs, og Electric Callboy har efterladt al selvkritik det samme sted som den gode sangskrivning.
Punk er ikke død. Den lever i høj grad – både som nymodens DIY-punk og i et mere erfarent format. Tilfælles er dog kærligheden for musikken, der emmede ud af Råhuset fredag aften.
David Ellefsons ego strålede i Metal Church, der spillede fedt, men trak tiden ud med ligegyldig fyld. Armored Saint debuterede endelig i Danmark, men gav et indblik i, at de aldrig har formået at skrive de virkelig gode numre.
Deicide gav en tung og velspillet koncert i Hamburg, hvor deres store hits fra halvfemserne blev fremført med lige dele akuratesse og nerve.
Man forbinder nok ikke lige umiddelbart Costa Rica med progressiv metal. Ikke desto mindre slipper Fractal Sun rigtig fint afsted med bandets andet album.