Regnen truede med at drukne Copenhells finale, men Babymetal forvandlede kaos til fest med et kompromisløst show fyldt med energi, kontraster og uimodståelige hooks.

Koya er meget mere end et eller andet metalindslag, men lyden på Eos forhindrede dem i at demonstrere det. 

Copenhells store jubilæumsshow var en ujævn størrelse, som både fremkaldte jubel og lede, så her følger 11 minianmeldelser, idet en samlet dom nærmest er meningsløs.

Smertegrænsens Toldere indbød den bredere vennekreds i form af Sewer Haul, Maria Bertel og Svin. Det blev en særdeles vellykket aften, hvor vi for første - men måske ikke sidste - gang så Smertegrænsens Toldere spille free jazz. Og dét kan også noget. 

Den introverte, mørkemelankolske metalcore fra svenske Imminence  var ikke uinteressant, men gik skidt i spænd med sommersolskinnet og en alt for stor scene.

Det var meget samme show, som vi har oplevet før, vi fik fra Violent Magic Orchestras hånd, men i momentet gjorde det ikke så meget.

Vi fik en koncert med Morild uden selvlysende maling og mørke; kunne (post-)atmoblack-bandet stå distancen under Ras nådesløse stråler?

Chopper blandede det hele sammen og leverede en skøn dansefest for de uvejrsresistente. Det forløste ikke helt potentialet, men det blev så godt som det var muligt efter en kaotisk næsten-afslutning på aftenen.  

Saxon mødte et forståeligt mørbanket festivalpublikum lørdag aften, men som altid sejrede Saxon og heavy metal-festen til sidst. 

Norske Trollfest ødelagde egen fjolde-trolde fest ved at introducere på engelsk frem for norsk.

Psychomosher fra Columbia gjorde Gehenna-scenen endnu varmere med deres uhæmmede passion for europæisk 80’er thrash.

De unge kvinder i Braindead gav et kort og entusiastisk, men lydmæssigt mudret dødsmetal-sæt på den intime Boneyard-scene.

Henret levede i det store hele op til navnet, da de ganske enkelt slagtede publikum på en stopfyldt Gehenna. Det kunne ikke være gået bedre. 

Da britiske Malevolence brølede: "OPEN UP THAT PIT", vidste vi, at koncerten ville komme til at slå hårdt. Det blev til en tour de force i gammeldags metalcore. 

Permanoia præsterede et usammenhængende og flyvsk show med musik, der mest af alt lød af noget andet. 

Black Oak County havde svært ved at fylde den store Hades-scene. De, der var mødt frem, fik hard rock direkte fra skabelon-skuffen. Skuffende. 

Omsorg var så gennemsympatiske, at det næsten skyggede for musikken, men også kun næsten. For de har jo ret: Vi skal stadig huske at lytte til hinanden, selvom vi spiller hårde og farlige. 

Aarhusianske Slytter fik den utaknemmelige tjans at spille eftermiddagsgigget i den allerfarligste time på Copenhells lille Boneyard-scene. Det gjorde de fortrinligt. 

Djervs optræden byggede sig hele tiden op og afsluttede højt i en sand finale, og havde undervejs to medlemmer ude blandt publikum.

Gatecreeper leverede en times energisk koncert af slagsen, der er effektiv i øjeblikket, men hurtigt fordøjet og glemt igen.