MMF 24: Kaotisk midnatsmesse
Med en karismatisk og fordrukken frontmand var Darvazas debutkoncert i Danmark på godt og ondt oplevelsen af autentisk og kaotisk black metal.
2. Towards the Darkest Mystery
3. The Barren Earth
4. This Hungry Triumphant Darkness
5. Fearless Unfeard He Slept
6. Gospel of Hate
7. The Silver Chalice
Da 2022 skulle gøres op, var der ingen tvivl om, at Darvazas debutplade ’Ascending into Pedition’ hørte hjemme på undertegnedes årsliste over 2022s bedste udgivelser. Det er fandenivoldsk og kompromisløst black metal skabt af en duo, som igennem to årtier enten er eller har været aktive i mindst tyve forskellige bands på et højt niveau.
Italienske Gionata ”Omega” Potenti spiller alle instrumenterne, men den norske galning Björn Holmedahl aka Wraath aka Afgrundsprofeten står for vokalen. Når den 43-årige nordmand ikke growler i Darzava, så er han også aktiv som frontmand og guitarist i Ritual Death, Fides Inversa og Behexen, samt har en fortid i Mare, Celestial Bloodshed og Kaosritual.
Det er godt nok de færreste, der har så sejt et cv!
Darvazas debutkoncert i Danmark skulle oprindeligt have været på Royal Metal sidste år, men da alt hvad festivalen i Aarhus rører ved ender med at gå op i hat og briller, så endte debuten altså med at blive Metal Magic Festival.
Rammerne kunne vel ikke blive mere passende end at sætte Darvaza til at lukke festivalens første dag med en midnatskoncert i teltet. I en tyk tåge af røg gik Omega og lejesvendene på scenen, mens Wraath dukkede op som sidste mand i midten og med en flaske Jack Daniels for munden.
Åbningsnummeret ’Mother of Harlots’ fra debutpladen satte showet i gang, og kvintetten tordnede løs. Jeg stod helt foran scenen og bangede løs med hænderne på monitorerne, og var flere gange ved at få fingrene trampet tynde af Wraath, der med sit drabelige udseende hang halvt ud over scenekanten og var helt ude i publikums face.
Den karismatiske frontmand piskede stemningen op, og publikum virkede blodtørstige efter gruppens vrede black metal. Darvazas numre varer gerne imellem seks og otte minutter, så af gode grunde var det ikke en koncert med mange numre på sætlisten. Når musikken bare spillede, og Wraath ikke skulle synge, så var frontmanden flittig til at høvle fra sin flaske med Jack Daniels – lidt for flittig.
Jo længere koncerten skred frem, des mere fordrukken fremstod han og smaskede mikrofonstativet ned i gulvet, så kablerne røg ud og vokalen ikke gik igennem. Jeg måtte pænt flytte mig til siden, så en tekniker kunne komme til oppe foran scenen og fikse kablerne. Der gik cirka fem minutter, så måtte han tilbage og sætte kablerne i igen. Og endte med at blive stående, prikkede mig på skulderen og udbrød: ”Hold kæft hvor er jeg træt af ham der!” og stirrede arrigt på Wraath, der sejlede mere og mere rundt i sin aggressive brandert.
Meget passede mod vejs ende kom der et cover af mægtige Celestial Bloodsheds ’Gospel of Hate’.
”I’ll pray for an atomic salvation / Cleanse the world with fire / I Hate you”, brølede Wraath i teksten til det korte nummer fra 2008. Passende lyrik fra et autentisk band, der igennem en times kaotisk koncert på godt og ondt mindede Fredericia om, at black metal stadig kan være en totalt utilregnelig størrelse.