Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Daniel Pilgaard

Populær
Updated
Profil

2022 bød på masser af fed musik. Der var suveræne udgivelser fra Strychnos over Ritual Death til Watain, mens de store koncertoplevelser kom på Metal Magic Festival og Beyond The Gates i Norge og ikke mindst på Copenhell, hvor Kongen vendte hjem med Mercyful Fate.

Fotograf
Daniel Pilgaard medmindre andre er nævnt

Ifølge metaldatabasen Metal-Archives.com er der i 2022 udsendt 8.370 metaludgivelser i fuldlængde. Inkluderer man øvrige formater som demoer, singler, liveudgivelser og ER'er, så er tallet oppe på knap 21.000 forskellige metaludgivelser i 2022.

21.000! Hvor mange fik du lyttet til?

Ingen kan åbenlyst komme igennem det hele. Ingen medier kan nå at formidle alt. Men nutidens enorme mænger af musik stiller nye krav til musikanmeldere, end for bare små to årtier siden. Hvis man som anmelder bare sidder og venter på at skrive om, hvad der nu end lander af promoer fra musikselskaber i indbakken, så har man som medie spillet fallit.

På Heavymetal.dk har de konkluderet, at 2022 var et tyndt år. Det er for nemt skrevet, og udsagnet vidner om et medie, der på ingen måde er opsøgende og har fingeren på pulsen.

Der er masser af fantastisk musik derude. Det er sådan set bare at komme ind i kampen.

2022 blev også året, hvor Gaffa indførte betalingsmur. Den første store betalingsartikel kom fra Gaffas mangeårige skribent Espen Strunk, der introducerede mediets nye format "Bakspejlet", hvor man her kunne læse alt om Rammsteins danske koncerter.

Ideen er god. Især fordi det var Devilution, der indførte det her koncept – Tidsrejsen – tilbage i 2016 med alt om Metallicas danske koncerter. I 2019 var det Rammsteins danske koncerter, vi gennemgik. Det kostede enormt meget tid i research at finde samtlige artikler og anmeldelser, der har været skrevet om Rammstein i danske medier igennem de sidste 25 år.

Resultatet var en gigantisk artikel om alle tyskernes danske besøg – fuldstændig gratis til rådighed for Devilutions læsere. Og hvad gør Gaffa? De planker arbejdet, og så kræver de penge for det bagefter. Hvor er det sølle. Men fuck det, når nu både Gaffas direktør og chefredaktør lige har forladt den synkende skude, så er det vel et tegn på, lortet snart går konkurs. Igen.

Men nu til det som det hele handler om; 2022 i ord, billeder og lyd.

Årets danske album:
1. Strychnos: ‘A Mother's Curse

strychnos
For over et år siden hørte jeg de første numre fra Strychnos' debutplade, og allerede her var det åbenlyst, at trioen havde smedet noget modbydelig fedt musik sammen i Lasse Ballades studie. At hele pladen skulle vise sig at være et enormt bæst med den perfekte blanding af death og black metal, det havde jeg nok ikke helt forventet, men 'A Mother’s Curse' er en triumf fra start til slut.

2. Steel Inferno: 'Evil Reign'
steelinferno
Normalt har jeg det svært med nutidens rendyrkede heavy metal bands, da originaliteten sjælden rækker længere end til at være en kopi af Judas Priest og Mercyful Fate. Men endelig er det sgu et band, der hæver sig over massernes middelmådighed, og spiller heavy metal, uden at det lyder som en slidt jukeboks. Og så er de endda danske!

3. Crown the Beast: 'Spawn of Tomorrow'

crownthebeast
Hvis du er til Hatesphere, men synes århusianerne er for bløde i det, så er Crown the Beast fra Odense lige dig. Debutpladen er dødssmadder af den fineste slags, og igennem 40 minutter tager 'Spawn of Tomorrow' lytteren med på en fandenivoldsk rejse.

4. Majestic Mass: 'Destroys Minds & Rapes Souls'

majesticmass
Debutpladen fra 2018 endte også på årslisten. Og her på efterfølgeren fortsætter Majestic Mass den gode stil med black heavy, masser af riffs og en olm produktion. Hvis du godt kan lide Gabestok, men mangler lidt sort råhed i musikken, så er det Majestic Mass du sætter på!

5. Decorticate: 'Conditioned in Violence'

decorticate
Lyden af en trio, der forsøger at tæske dig ihjel med temperamentsfuldt hardcore punk. Gruppens debutplade er (naturligvis) optaget hos Lasse Ballade og har den helt rigtige og rå lyd. Og trods 13 skæringer, så spiller pladen kun et lille kvarter. Men femten minutters soniske cirkelspark er også mere end rigelig fra de her aggressive gutter.

Årets internationale album:
1. Ritual Death: 'Ritual Death'

RitualDeath
Metal-miljøet i Trondheim har i to årtier været ophavsmænd til noget af Norges mest hidsige og rå blackened death metal. Med medlemmer fra blandt andre Mare, Kaosritual og Celestial Bloodshed, så går det da heller ikke galt på Ritual Deaths debutplade, der stilistisk lyder som et fatalt møde mellem Thorns og Undergang.

2. Watain: 'The Agony & Ecstasy of Watain'

Watain
25 år inde i karrieren er svenskerne ikke blevet mindre blodtørstige eller kreative. Tværtimod. Faktisk er 'The Agony & Ecstasy of Watain' en af deres bedste udgivelser og lyden af et band, der næsten er i liga med Dissection.

3. Darvaza: 'Ascending into Perdition'

Darvaza
Italienske Gionata ”Omega” Potenti står for al musikken, mens Ritual Deaths frontmand Wraath har lagt vokalen på duoens længeventede debutplade. Resultatet er 40 minutters kompromisløst black metal, der ikke vil dig noget godt!

4. Hell Militia: 'Hollow Void'

Hellmilitia
I 2012 udsendte franske Hell Militia en af årets ondeste black metal-udgivelser i form af 'Jacob’s Ladder'. Efter ti års tavshed vendte kvintetten i år tilbage med endnu nådeløs udgivelse. 'Hollow Void' er en tour de force i hadsk black metal.

5. Ultra Silvam: 'The Sanctity of Death'

UltraSilvam
Trioen fra Malmø fortsætter, hvor de slap på debutpladen fra 2019. På 'The Sanctity of Death' tordner svenskerne igen derudaf med fandenivoldsk fart og et sort, sort musikalsk univers. 

Årets danske hit:
Strychnos: 'Blessed Be the Bastard Reign' – Trioen er blevet kritiseret for manglende variation i musikken og mangel på ”hits”. Nå, virkelig? Hvis ikke 'Blessed Be the Bastard Reign' er et hit, så ved jeg sgu ikke, hvad er.


Årets internationale hit:
Ritual Death: 'Darkness of Death' – Lyt til track 7 og du har soundtracket til dit fæleste mareridt!


Årets genfundne klassiker:
Black Sabbath: ‘Vol. 4’ – En af musikhistoriens bedste udgivelser rundede 50 år i september. I anledningen skrev vi en Metaldiktator om pladen, der blev indspillet af fire unge briter på en mental deroute i en massiv kokainrus i Los Angeles. Resultatet var et mesterværk. Det er Black Sabbath på toppen. Og personligt har den plade i knap 30 år været en fast følgesvend. Måske fordi teksterne har været som et soundtrack til livet – fra 'Snowblind' til 'Changes'. 


Årets koncerter:
1. Emperor, Mayhem, Enslaved: Beyond the Gates, Bergen, august, 2022 – Fem dage med primært black metal i Bergen på tre forskellige venues. Der var musik ti timer om dagen og alverdens arrangementer ved siden af. Fra talks over quiz til rundvisninger. Det var i Grieghallen (Bergens svar på Operaen i København), at alle de ikoniske udgivelser fra Burzum, Enslaved, Mayhem og Emperor blev indspillet i starten af 1990’erne. Alle pladerne blev produceret af Erik ”Pytten” Hundvin, og igennem to timer – endda i selskab med Mayhems Attila! – viste Pytten rundt i Bergens berømte vartegn og fortalte om, hvordan en flok unge knægte endte med at indspille milepæle i musikhistorien.

attilaogfinn
(I forbindelse med Beyond the Gates var der en særlig Mayhem-udstilling i Grieghallen. Til venstre ses Mayhems Attila i gang med at fortælle anekdoter. Til højre ses manden bag udstillingen Finn Håkon Rødland, der nok er verdens førende black metal-ekspert og manden bag The True Mayhem Collection.)

attilaogmig
(Selfie med 2x Attila med 30 års forskel. Billedet på væggen er fra omkring 1992 i Bergen, da en ung Attila fløj fra Ungarn til Norge for at indspille vokalen på 'De Mysteriis Dom Sathanas'.)

attilapyttengong
(Attila og Pytten fortæller om den store gong, der hænger i Grieghallen. Gongen blev skabt af den amerikanske lydkunster Harry Bertoia. På Burzums debutalbum fra 1992 er det sidste nummer 'Dungeons of Darkness' en collage skabt af lyde fra gongen.)

Mig ogpytten
(Selfie med Pytten. Før han blev producer var han kendt som tv-vært på et norsk musikprogram i 80'erne. Han er desuden far til Mia Hundvin, der for 20 år siden var en verdens førende håndboldspillere og havde en stor karriere i Danmark og sågar også medvirkede i sitcom'en 'Langt fra Las Vegas'.)

Festivalens højdepunkt var om fredagen, hvor Enslaved, Emperor og Mayhem under banneret ”Black Metal is Coming Home” indtog Grieghallens enorme scene og fremførte alle de legendariske numre, de havde indspillet på selvsamme location for knap tre årtier siden. Og historiens vingesus blev ikke større, end da Emperors originale lineup blev samlet på scenen og Ihsahn, Samoth, Faust og Mortiis fremførte fortidens tidligste numre med Emperor. På alle måder en historisk aften og festival.

Grieghallen1
(Grieghallen blev tegnet af den danske arkitekt Knud Munk og blev indviet i 1978. Der er plads 1.500 gæster og er ikke et sted, hvor der normalt afholdes black metal-koncerter.)

Mayhem
(Mayhem i gang med at fremføre hele 'De Mysteriis Dom Sathanas' på scenen, hvor pladen blev indspillet.)

Emperor1
(Emperor chokerede og troppede op i originalt lineup med Ihsahn, Samoth, Faust og Mortiis i fuld kostume.)

Quiz
(Selfie med Primordials Alan Averill og Watains Erik Danielsson, der var quizværter til Beyond the Gates.)


2. Mercyful Fate & Metallica: Copenhell, juni, 2022 – Da Devilution udsendte nyhedsbrev #100 tilbage i 2012, blev skribenterne bedt om deres ønsker for fremtiden. ”At Mercyful Fate bliver gendannet og viser, hvad vi danskere er lavet af.”, ønskede undertegnede.

10 år senere gik ønsket sgu i opfyldelse! Mercyful Fate genopstod fra det hinsides og leverede intet mindre end en magisk midnatsmesse på Copenhell. I siden af scenen stod Metallica og heppede på deres gamle venner. Tre dage tidligere stod Metallica selv på festivalen og havde en triumf af en old school-sætliste med. Igennem to sublime timer leverede Metallica et mindeværdigt brag på Refshaleøen.
metallicacopenhelltroest
(To verdensstjerner vendte hjem og lod sig hylde, da Metallica og Mercyful Fate for første gang gæstede Copenhell. Foto: Metallica/Peter Troest. Mercyful Fate/Jacob Dinesen)

mercyfulfatecopenhelldinesen


3. The Coffinshakers og Mordskog: Metal Magic Festival, juli, 2022 – Festivalernes programmer udgøres normalt af de bands, der er tilgængelige i løbet af sommeren, men ikke hos Metal Magic Festival i Fredericia. Her håndplukker festivalens booker Martin Jørgensen udvalget, og hvert år er det en kamp og kunst at få økonomi og ønsker til at gå op i en højere enhed. Men det lykkedes alligevel år efter år at stable en festival fuld af særlige oplevelser på benene. Imponerende og tak for det.

Siden 1996 har undertegnede elsket The Coffinshakers, der gør sig i vampyr-country eller gothabilly om man vil. Svenskerne er ligeså sjældne på en scene, som en vampyr er i dagslys, og koncerten i Fredericia var kun anden gang, den sky gruppe optrådte i Danmark på knap tre årtier. Klokken var midnat, da den svenske kvartet rundede fredagen af med et 70 minutters forrygende show.

Coffinshakers
(The Coffinshakers lukkede fredagen med en djævelsk god koncert.)

Fredagens mest opsigtsvækkende show på Metal Magic kom dog direkte ind fra Mexico. Mordskog spiller azteker black metal med alt, hvad det inkluderer af sydamerikanske symbolik og ritualer med kranier og røgelse. Musikken var udmærket, men det frontmand Lugubrem Acerbus, der stjal showet. Hold nu kæft en vanvittig og munter karakter. Tidligt i koncerten stod galningen, da også for festivalens bedste replik.

”Hallo! Vi er fløjet det halve af jorden rundt for at spille for jer, og så sidder I bare derude og drikker bajere!? Nu kommer I kraftedeme ind og hører musik!”

mordskog
(Azteker-black metal for fuld udblæsning. Ført an af Lugubrem Acerbus, der var en oplevelse i sig selv.)
mordskog1


4. Djevel: Beta, 02-04-2022 – På en våd og fugtig aften i april på Beta i København stod norske Djevel for første gang på dansk jord. Djevel er true norwegian black metal to the bone. Det er klassisk black metal, som var det smedet i 90’erne, og i trommestolen sad genrens vel nok mest berømte og berygtede trommeslager, Bård ’Faust’ Eithun, og spillede helt eminent. En fantastisk aften, der godt kunne klare et gensyn.

Djevel
(Kvitrim i front for Djevel på Beta. Bag trommerne sidder Faust, der blev berømt med Emperor og afsonede knap 10 år for drabet på en mand, han som 15-årige begik med 37 knivstik i 1992. Efterfølgende fejrede Faust mordet sammen med Vark Vikernes og Mayhems Euronymous ved, at trioen gik ud og brændte en kirke ned. I dag lever den 48-årig Faust dog et stille og roligt liv som familiefar og er i ny og næ også stadig aktiv som trommeslager i Emperor.)


5.Gaahls Wyrd: Lille Vega, 29-12-2022 – Jeg har set Gaahl’s Wyrd et par gange før, og sætlisten består altid af materialet fra hele karrieren med Trelldom, Gorgoroth og God Seed. På den måde var der intet specielt over indholdet, men til gengæld blev musikken fremført af band, der var on fire. På en næsten genial fredag aften i Vega leverede Gaahls Wyrd simpelthen en af årets mest intense black metal-shows.

Gaahl
(Kristian "Gaahl" Espedal i front i Vega. Den karismatiske frontmand har flere voldsdomme bag sig og er sågar dømt for at drikke et af sine ofres blod, men han virker nu utrolig sympatisk, hvis man møder ham i hjembyen Bergen, hvor han ejer et kunstgalleri.)


Årets danske navn:Strychnos

strychnosband
Det sker næppe ofte, hvis overhovedet, at Michael Poulsen bruger Volbeats Facebook-side med knap to millioner følgere til at anbefale et band og udråbe dem til at have internationalt potentiale. Men Poulsen, der skabte noget af Danmarks bedste dødsmetal i 90’erne med Dominus, ved selvfølgelig, hvad han taler om. Håndsrækningen på det sociale medie til landsmændene i Strychnos gav trioen velfortjent opmærksom i klodens store metalmedier. Strychnos har ikke bare lavet årets bedste danske album, de har lavet et af årets bedste udgivelser overhovedet.

Årets internationale navn:
Judas Priest –  For en kort stund blev metalguderne genforenet, da Halford, Tipton, Downing og Hill langt om længe blev indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame.


Årets nye danske navn:
Nakkeknækker
– Medlemmerne er knap nok fyldt 18 år, men Nakkeknækker fra Silkeborg har allerede vist, at de er et godt bud på at være deres generations Baest. Vi skal nok komme til at høre meget mere fra Nakkeknækker i 2023.

NakkeknaekkerNeil
(Nakkeknækker i aktion på Aalborg Metal Festival i november. Foto: Neil Poulsen)

Årets nye internationale navn:
The Dirigent – Hviderussiske Mora Prokazas ’By Chance’ fra 2020 er stadig en af de mest originale udgivelser, jeg har hørt årevis. Bandets primære ophavsmand, den 31-årig Andrey Shepelevich måtte dog flygte ud af landet af fare for at blive kaldt til fronten, da Putin invaderede Ukraine tilbage i februar. Shepelevich efterlod sit udstyr, lagde Mora Prokaza i graven og er startet forfra i Polen med soloprojektet The Dirigent, der indtil videre har udsendt et enkelt nummer. Metalelementerne er fraværende her, men ellers lyder det langt hen ad vejen som Mora Prokazas originale univers. Der er forhåbentlig mere musik på vej i 2023.


Årets comeback:
Mercyful Fate – Kongen vendte tilbage med danmarkshistoriens bedste band.

mercyfulfatecopenhelldinesen1
(King Diamond i front for Mercyful Fate på Copenhell. Foto: Jacob Dinesen.)

Årets fysiske udgivelse:

Afsky: ‘I Stilhed’ – Med den akustiske EP 'I Stilhed' bød Afsky på årets mest sorgmodige musik, og vanen tro holder Afskys bagmand Ole Luk også fanen højt, når det gælder det fysiske format.

Udgivelserne er nærmest små kunstværker i sig selv. I vinyludgaven af 'I Stilhed' fylder de tyve minutters musik side A, mens side B er visuelt 3d-agtigt-værk. Dertil medfølger der et flot nodehæfte, så lytteren selv kan gå Afsky i bedene. Det er da fantastisk. Udgaven er vist begrænset til 500 eksemplar og er muligvis stadig til at finde i handlen.
afskyistilhed1

Årets optur:
Små 300 koncerter blev det til i år, og ikke alt kan nævnes på en top 5 i en årsliste, men 2022 har budt på utallige gode koncerter og oplevelser på de mange metalfestivaler, der findes herhjemme. Rotting Christ var i topform på Næstved Metalfest, der måske ikke var overrendt, men ganske hyggelig.

Svenske Valkyrja spillede nådesløs black metal på Dark Mental Festival på Stairway i Vanløse. Det var historisk, da Ole Luk gav afskedskoncert med Solbrud i Ungdomshuset. Og i større rammer kunne Alice Cooper i KB Hallen og Deep Purple i Royal Arena stadig holde fanen højt blandt så mange andre solide shows i år på dansk jord.

Årets største skuffelse:
At de store festivaler ikke tager ansvar for, hvad de disker op med. Hvis Mötley Crüe var en vare i Bilka, så ville den aldrig komme på hylden. Den ville ryge direkte i affaldscontaineren. Ganske enkelt fordi man ikke kan sælge et slidt produkt, der for længst har overskredet sidste salgsdato. Men ikke i musikbranchen. Her sælger man gerne skidtet, uanset hvor elendigt det er. For de millioner Copenhell kaster efter Mötley Crüe og Def Leppard, der kunne de håndplukke de fedeste mellemlagsbands og flyve dem direkte ind på første klasse og stadig spare masser af penge til andre bands. Men sådan er det desværre ikke. Af frygten for at mangle såkaldte ”headliners”, så er man villig til at gå på kompromis med kvalitet og i stedet servere afdankede grupper, der var relevante for 40 år siden. Det er simpelthen så trist.

Største ønske for 2023:
At de hårdtarbejdende folk på spillestederne kan holde til at afvikle de store produktioner, der i kølvandet på Covid næsten har været på daglig basis.

At bands holder fanen højt og kan gennemføre tours, selvom det for tiden er at kaste sig ud i en uforudsigelig sump af stigende priser, der gør det svært at få enderne til at mødes.

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
Første gang jeg hørte Mysticum var i 1995 da ’Nordic Metal – A Tribute to Euronymous’ udkom. Lyden af ”The Godfathers of Industrial Black Metal” blæste mig bagover, og hvis nogen havde sagt til en Vejle-knægt i 1995, at Mysticum ville livedebutere i Danmark i fuckin' Fredericia 28 år senere, så havde jeg nok brudt ud i latter. Men nu sker det sgu i den første weekend i februar til den anden omgang af Winter Metal Magic. Det bliver en af årets koncerter, du ikke har lyst til at misse!

I starten af marts går turen til Viborg Metal Festival, der virkelig er begyndt at markere sig og blandt andre har I Am Morbid på programmet.

For første gang skal jeg også opleve Behexen, når Steelfest i Finland i starten af maj finder sted, hvor også mægtige Gehenna giver et af deres sjældne shows. Og så bliver der gensyn med Beyond The Gates i Bergen, hvor Dimmu Borgir leverer et eksklusivt show i Grieghallen, mens der også er alt fra Marduk over Negative Plane til Midnight på plakaten.

Med andre ord, så er der allerede lagt op til, at 2023 bliver ligeså fantastisk som 2022. Godt nytår!  

Menu