NMF '22: Rotting Christ
Rotting Christ leverede varen og lukkede Næstved Metalfestival med manér.
2. P'unchaw kachun- Tuta kachun
3. Fire, God and Fear
4. Elthe Kyrie
5. Apage Satana
6. Dies Irae
7. King of a Stellar War
8. Fgmenth, Thy Gift
9. Societas Satanas (Thou Art Lord cover)
10. In Yumen-Xibalba
11. Grandis Spiritus Diavolos
12. Non Serviam
13. The Forest of N'Gai
Lørdagens hovednavn var ikke blot undertegnedes primære årsag til at besøge Næstved, for nærmest umærkeligt, var pladsen blevet fyldt godt op i takt med, at klokken nærmede sig showtime. Hvor solnedgangen kastede stråleglans over Iotunn, klædte mørket de græske gæsters hellenistiske helvedeshymner og gav os en følelse af, at natten tilhørte os.
Spil den med Satan
Fløjet direkte ind fra Midgårdsblot, til Næstved – en route til Las Vegas – lod Rotting Christ sig ikke mærke af piskesmældet og underholdt som havde de fyldt Parthenon med helvedes legioner. Fra start til jeg var nødt til at gå for at nå hjem, blev vi behændigt revet rundt i de små nakkehår. Og vi elskede det. Bandet elskede det også, for jeg har sjældent set så store smil på så farlige mænd og jeg synes det gør oplevelsen endnu bedre, at det ikke er en ensidig relation.
Mange af de frivillige til festivalen var enten ubekendte med musikken, eller havde et mere afslappet forhold til genren. Fælles for dem alle, har været overraskelsen over hvor flinke “vi” er, til trods for et uvenligt image og musik der under alle omstændigheder bedst kan beskrives som en tilegnet smag. Det havde jeg i baghovedet, hver gang frontmand Sakis Tolis storsmilende takkede os for at komme og jeg må tilstå, at jeg synes bandet denne aften var den perfekte blanding af sympatiske og sataniske.
Kom snart igen
Sidste gang jeg oplevede dem på dansk jord, lagde de Beta ned og mindet om deres formidable tilstedeværelse, blev denne lørdag aften æret med en bundsolid, topprofessionel og ikke mindst nærværende koncert. Bandet har huseret i 35 år, rejser verden rundt og kan fylde stadions med deres fans, men de kommer stadig ned i øjenhøjde og spiller for 200 mennesker som var vi 20.000. Nok var vi ikke mange, men der blev så rigeligt kompenseret for kvantitet med kvalitet, og en konstant skov af arme, taktfaste næver og vilde bifald, gjorde det værd for bandet at mellemlande på parkeringspladsen foran den gamle kaserne.
Sætlisten skød med spredehagl, med fokus på 2013’s ‘Kata Ton Daimona Eaytoy’. Jeg kunne måske have ønsket mig de havde skelet lidt mere til ‘Rituals’, men det ser jeg gennem fingre med, fordi deres gengivelse af ‘Elthe Kyrie’ var så perfekt, at havde de mødt op, spillet den, urineret på scenen og skredet, havde jeg stadig syntes det var en succes. Dog har de væsentlig bedre manerer end som så og begavede os med det ene pletskud efter det andet, blandt andet en solidt spillet ‘Fire, God and Fear’ fra ‘Heretics’, som bedst kan beskrives som en god liveplade.
‘Apage Satanas’ fik mig til at stoppe og tænke over om mit forhold til Rotting Christ i virkeligheden ikke er så kompliceret som jeg troede, og ‘King of A Stellar War’ mindede mig om dengang jeg forelskede mig i black metal og det stadig var nyt og spændende. Tilmed formåede forsangeren at balancere det joviale med det brutale, med en sand entertainers indlevelse. Den synkrone headbang fuldendte oplevelsen af en gennemført metalkoncert – en følelse jeg har på fornemmelsen jeg ikke var ene om at sidde tilbage med.