SRF '18: Næsten usårlig hellensk legion

SRF '18: Næsten usårlig hellensk legion

Der blev kæmpet til stregen mod sol, varme, vind og en ustyrlig røgmaskine, da Rotting Christ lagde vejen forbi Sverige med deres sataniske kampmusik.

Dato
07-06-2018
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter
Karakter
4

De har et nyt opsamlings- og 30-årsjubilæumsalbum ude, Dayal Patterson er i færd med at skrive en bog om dem, og så har de de seneste år været et svært eftertragtet livenavn på den internationale metalscene.

Aldrig har det gået bedre for de græske black- og ekstremmetallegender, hvis booking på årets Sweden Rock pludselig ikke virker så malplaceret. Men det var deres spilletid til gengæld, der fortæller om festivalens musikprofil og ikke mindst prioriteringer.

Men har man været mere end tre årtier på bagen, lader man sig ikke påvirke af omstændighederne. Trods bragende solskin, stærk vind og en tekniker, der tydeligvis endnu ikke er dus med koncerter under disse vejrforhold, og som derfor valgte at drukne både band og publikum i røg fra sin ustyrlige og alt for ivrige røgmaskine, overvandt Rotting Christ alle odds.

På den times spilletid, de havde fået, nåede de fire maskuline herrer godt omkring bagkataloget, der naturligvis også er med på ‘Their Greatest Spells: 30 Years of Rotting Christ’.

I den svenske varme var det dog særligt de nyere klassikere ‘Grandis Spiritus Diavolos’, ‘Kata Ton Daimona Eaytoy’ og ‘In Yumen-Xibalba’ fra 2013-udgivelsen ‘Kata Ton Daimona Eaytoy’, der gjorde et stærkt indtryk. Sangenes overbevisende og magtfulde rytmesektion, deres medrivende korstykker samt det tørre vejr og dertilhørende underlag, der allerede på daværende tidspunkt var forvandlet fra græs til jord, virkede som en tidsmaskine til de spartanske slagmarker, når kampgejsten var på sit højeste.

Og netop her ligger Rotting Christs absolutte styrke live: Deres i forvejen stærke materiale bliver endnu mere solid grundet deres selvsikre, indlevende og medrivende optræden, der opsluger alt og alle i deres univers.

Bandets dominerende sataniske overbevisning var heller ikke til at tage fejl af, og især ‘Apage Satanas’ fra ‘Rituals’ fra 2016 og et cover af ‘Societas Satanas’, en sang frontfigur Sakis Tollis oprindeligt skrev til sit andet band Thou Art Lord, blev taget imponerende godt imod på de forreste rækker, hvorfra djævletilbedende fællessang lød.

Alligevel kom koncerten aldrig op på et decideret episk niveau, hvilket man ellers ofte kan forvente af Rotting Christ. De kæmpede bravt, men koncertrammerne endte alligevel med at have noget at sige; ekstremmetal gør sig bare bedst i mørke (og med kyndige teknikere …), hvilket Sweden Rock efterhånden også burde lære at prioritere. Jovist, det er en festival for gammelmandsmetallen og -rocken, men kaster man sig ud i hårdere bookinger, bør disse også tages alvorligt.