Metaldiktator: Sabbat - Dreamweaver (Reflections Of Our Yesterdays)

I denne udgave af Metaldiktatoren har vi lagt øre til konceptalbummet 'Dreamweaver' af det oversete britiske thrash metal-band Sabbat.

Alle, der hører metal og rock kender bandet Black Sabbath som af mange ses som det første og største, rigtige metalband. Når snakken går, er navnet ofte blevet forkortet til blot "Sabbath". Derfor kan det godt undre, at nogle knægte i firsernes Nottingham syntes, at det var en god ide at ændre deres bandnavn fra Hydra til Sabbat. Ganske vist  uden et "h" til sidst, men stadig vel tæt på kongebandets kælenavn. Nogen musikalsk lighed mellem de to bands var der dog ikke tale om, for Sabbat spillede en hurtig og støjende thrash metal, og var meget inspireret af bands som Venom, Hell, Mercyful Fate og Slayer. Skulle man endelig finde en fællesnævner, skulle det være interessen for det okkulte. Mere om dette senere.

I ´87 fik Sabbat en pladekontrakt med det tyske selskab Noise og udgav derigennem pladen 'History Of A Time To Come', som fik en del medieopmærksomhed, fordi den demonstrede en tilgang til thrash metallen som var anderledes, end den de amerikanske thrashbands stod for. Især forsanger Martin Walkyiers meget ordrige tekster skilte sig ud. Nok beskæftigede de sig med det okkulte, som så mange andre metalbands tekster fra den tid gjorde, men Walkyiers tekster var hverken sataniske eller de rene røverhistorier (som eksempelvis Iron Maidens, der nok har okkulte temaer, men ikke er udtryk for bandmedlemmernes verdensbilleder).

Sabbats tekstunivers var nemlig hvad man kunne kalde neopaganistisk, og var udtryk for Walkyiers ærlige tro. Neopaganisme er kort forklaret en række moderne religioner eller spirituelle tilgange, hvor man tager forskellige troselementer fra det i dette tilfælde prækristne Europa (det kan være shamanisme, tro på skæbnetråde, asatro osv.) og tilpasser det til nutiden, ved bl.a. at skære nogle af de gamle religioners mørkere sider fra, såsom menneskeofringer. Til gengæld kan der så blive tilsat nogle nutidige elementer, i dette tilfælde nogle indsigter fra Carl Gustav Jungs psykologiske skole. Og Jung, det var ham med arketyperne og det kollektivt ubeviste. Han var også meget interesseret i såkaldt primitive religioner og myter, for han mente, at man i dem kunne finde vidnesbyrd for netop arketyperne og det kollektivt ubevidste. (Og har du fået lavet en personlighedstest på arbejdet efter Myers-Briggs typeindikatorer, ja, så har du også været i berøring med Jungs tankegods, da det var ham der sådan ca. opfandt de typer der her er tale om. Men det er en helt anden historie ... .)

Det var nu ikke fordi Sabbat var et psykologiserende band, men orkestret fortsatte på andet album, 'Dreamweaver (Reflections of Our Yesterdays), ad den paganistiske sti som det var begyndt på, på det første album.  Bandet valgte nemlig at lave dette andet album som et konceptalbum over bogen 'The Way of Wyrd' af Brian Bates, og dén har helt klart jungianske træk i sig. Bates var nemlig lektor i psykologi og havde beskæftiget sig meget med shamanisme i det førkristne England. 'The Way of Wyrd' er en fortælling der bygger på denne viden.

Historien, der fortælles i 'The Way of Wyrd', er, at en ung munk, Wat Brand, for over tusind år siden blev sendt fra det kristne Nordengland til det hedenske Sydengland for at blive klogere på hedningenes tankegang, hvilket skulle forbedre chancerne for en vellykket, kristen mission i området. Han kommer i kontakt med en troldmand, Wulf, som ikke har noget imod at indvie ham i sin tro. Dog bliver Wat uforsigtig under et shamanistisk ritual og får stjålet sin sjæl af ånderne. Han må derfor drage til åndeverdenen for at få sin sjæl tilbage, hvis hans livskraft ikke skal ebbe ud. Det lykkes for ham og han finder ud af, at hans sjæl er en kvinde, og han bliver i processen omvendt til Wulfs indsigter, og det er altså dén fortælling som Sabbat skildrer på 'Dreamweaver ...'.

Første nummer er 'Clerical Conspiracy' som beskriver hvordan munkene taler om målet med den opgave, som Wat Brand bliver sendt afsted på. Den fortæller også, hvordan den kristne kirke bliver blind for sin egen ondskab, fordi den ser så enøjet på andre menneskers tro. Som metalnummer er det et hæsblæsende ridt af riffs, der både er hurtige og tunge, uden at tyngden nedsætter tempoet.

Næste nummer - eller scene kunne man faktisk også kalde det - er 'Advent of Insanity', hvor man følger Brands tanker om hans opgave på hans sørejse langs kysten sydpå.
Sangen lægger akustisk ud med guitar, ren vokal og stemningsfulde lyde af et knagende sejlskib, men bliver dog hurtigt til et rendyrket metalnummer, som dog er et af de mere melodiske på pladen.

I 'Do Dark Horses Dream of Nightmares?' er Brand ankommet til syden hvor han angst ligger og drømmer. I drømmen møder han nogle af ånderne, hvor en af dem har form som et hestehoved på et spyd. Også Woden (sådan ca. Odin) lader sig høre i sangen, og byder ham velkommen til sit domæne. Noget der har været forudset, netop fordi Brands skæbne er vævet af nornerne på forhånd. Musikalsk set er det især Odin-stykket i sangen som er ét af de stærkeste på hele pladen.

'The Best of Enemies' er sangen, hvor Brand møder sin spirituelle guide, troldmanden Wulf. Wulf forklarer ham, at det ikke nytter noget, at han fortæller Brand om ånderne og hvad han ellers tror på, men at Brand selv må erfare det, for at forstå det. Sangen starter med et basriff som er meget godt, men det er ellers ikke et nummer der fungerer helt, da der er for mange forskelligartede riff blandet sammen i det.

Noget bedre går det med 'How Have The Mighty Fallen?' som har en start, som blev ganske berømt da pladen kom frem. Lyden af en bisværm går over i et hidsigt, højt guitariffs som så igen går over i det egentlige nummer, der bibeholder det høje tempo. Sangen er også bemærkelsesværdig, fordi den har taget åndernes synsvinkel og fortæller, hvordan de vil gøre modstand mod Brands kristne infiltration, og det er derfor, de stjæler hans sjæl, som han som sagt bliver nødt til at drage til åndeverdenen for at få igen.

'Wildfire' er næste nummer, og det beskriver det ritual Brand gennemgår for at nå til åndeverden. Nummeret er et ganske effektivt og afbalanceret thrash-nummer, som hænger godt sammen, selvom det indeholder mange riffs.

Pladens afslutning er 'Mythistory' hvori Brand genfinder sin sjæl i form af en kvinde, som fortæller ham, at han ikke længere behøver at søge efter sandheden om Wulfs verdensbillede, fordi han er kommet i mål ved at finde hende. Dette er et stærk jungiansk træk, da Jung mente, at man som menneske kun kunne blive hel, hvis man erkendte at man havde elementer af det modsatte køn i sig (animus/anima kaldte han det). Musikalsk set er det så afgjort pladens mest episke og bedst skrevne, og efter det er skiven kun en kort akustisk guitaraoutro fra at være færdig.

Efter udgivelsen af 'Dreamweaver' var det slut for Sabbat. Walkyier forlod skuden fordi han havde mere lyst til at lave folk metal, og han dannede på den baggrund Skyclad. Sabbat forsøgte sig dog med en plade mere, ' Mourning Has Broken', men det fungerede slet ikke og bandet gik derefter i opløsning. Bandets guitarist Andy Sneap fik sig dog en ret stor karriere som producer efterfølgende, og han har mixet og produceret et væld af metallens og hard corens store navne.

Det er faktisk ikke fordi sangene på 'Dreamweaver' er de perfekte metalsange, for skal man kritisere dem for noget, er det at de bliver for komplekse, og så har vi slet ikke talt om lyden, der virkelig ikke er specielt god heller. Alligevel er der noget over stemningen og over konceptet, der gør dette album helt unikt og helt igennem vellykket som helhed, hvor den samlede sum bliver større end summen af de enkelte dele. Det er virkelig noget for enhver nørdet metalfan, der er draget af okkultismen, eller bare kan godt lide fortællinger i musikken. En tåget søndag eftermiddag, med en bryg af et eller andet spændende, vil være de perfekte vilkår for en gennemlytning.