MMF 24: Total dedikation til metalklichéerne
Sabbat har gennem fyrre år været helt og aldeles dedikeret til at være så metal som muligt. Det aftvinger respekt. Men man skal huske at slå hjernen fra, hvis man skal få det fulde udbytte.
Japanske Sabbat, anført af den læder-/g-strengs-klædte galning Gezol, har været en undergrundsinstitution og et kultnavn i nu fyrre år. Det er skramlet og let kaotisk, lyder af Venom, Bulldozer og Abigail, og er fuldstændig dedikeret til metalgenren og alle dens klichéer i en grad, så gruppens originalitet vel egentlig består i den utrolige mængde klichéer, det lykkes for dem at presse ind i alle sange hele tiden.
Så selvfølgelig er det et perfekt band for Metal Magic, der skal have ros for bookingen. Hvor ellers i Danmark skulle man snart se dem, og hvilket publikum skulle kunne give dem en så uforbeholden hyldest?
Det er tydeligt, at Gezol og band er på hjemmebane. Der er mange, og oppe foran er der en fest med virkelig meget stagediving (Sabbat virker nærmest, som om de ikke lægger mærke til det; drøner bare videre i en slags tvangsmæssig metalmani). Black/thrash, som den Sabbat spiller, kan godt blive bedre af en god gammeldags brandert. Det har jeg personligt opgivet at opbygge, og det er måske ikke så godt for koncertoplevelsen at have hjernen slået til.
I hvert fald kan jeg især i begyndelsen ikke lade være med at tænke på, at guitarist Ginoirs guitarlyd egentlig er lige moderne nok til, at det er klædeligt, og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at numrene bliver lidt ensformige, og at Gezols vanvidshyl virker lidt tilfældigt placerede. Bandets primitive og skramlede metal savner lidt variation for mig. Det er sikkert bare mig, der er træt og mæt af metal, for resten af publikum virker en del mere oppe at køre.
Til gengæld er det bedre, når Sabbat af og til anslår en lidt mere episk tone i et langsommere tempo a la et rigtig skramlet tidligt Manowar eller Venoms "ballade", 'Buried Alive', og får en atmosfære, der passer godt til den sene aften og den kulde, som Gezol i bar overkrop ikke lader sig mærke med. Mellem numrene taler han et aldeles uforståeligt engelsk. Og så bliver man alligevel revet med af charmen og fyrre års dedikation til at være så metal som muligt. Det fortjener anerkendelse at tage det så alvorligt.
Til slut smadrer Gezol – naturligvis – sin bas i tusind stykker mod scenegulvet som en slags klimaks. Total dedikation til klichéen og til at insistere på, at det stadig er fedt.