RF 24: Det' core
Decorticate var et kærkomment spark i ansigtet som tredje akt under Avalon
2. Worthless
3. Conditioned by Violence
4. 1980's Hyper Masculinity
5. Mercenary for Hire
6. Poserviolence
7. Medical Restraint
8. Tarrare
9. Colonization
10. Vessel
11. Defenestrate
12. Home
13. Cover
14. Mord
15.
M. Fl
16. Beatdown
17. KTPV
18. HC/PU
18. Og HC
Københavnske Decorticate skulle optræde som tredje indslag onsdag aften på Avalon. Dermed blev aftenen sat godt op i gear, efter at Ragana, lidt mislykket, havde forsøgt sig med trancestemning, og Prison Religion havde slået fra sig i deres forstyrrende lydunivers.
Og det er måske det primære, der er at sige om Decorticate. De trak energien og fik sat smæk på under Avalon. Det går vanvittigt hurtigt, som det nu gør med grindcore og power violence. Decorticate lader dog til lige at have et gear ekstra end de fleste. Trommerne blev virkelig gennempryglet af Mikkel Jensen i et uhyre højt tempo, mens at David Hatings guitar og Adam Marques’ bas fræsede godt med. Vokalen var delt mellem de to førnævnte og det gjorde de også overbevisende.
”Vi blev bedt om at spille 10 minutter mere…
… så vi har skrevet et nyt album”, bliver der kækt og selvironisk sagt ind i mikrofonen. Der blev undervejs lavet nogle jokes om grindcore/power violence-genrens længde på sange. Det var underholdende og lettede lidt for det hæsblæsende udtryk.
Det var også den uprætentiøse stemning der prægede koncerten, eftersom bandet hilste på deres venner og italesatte velkendte ansigter. Undertiden samlede der sig flere og flere rundt om scenen under Avalon-dugen, da det rå og energiske udtryk nok var noget mere tiltalende. Efterhånden begyndte folk også at crowdsurfe, men den store afstand mellem band og publikum, i sådan en intim opsætning, var nok med til at sætte en loft på, hvor vildt det kunne blive.
Decorticate er imponerende ved deres høje tempo, brutalitet og kompromisløshed. Men der var ikke meget for lytteren at klamre sig til af hverken hooks, riffs eller grooves. Det er velsagtens et genretræk og et mig-problem, men det gjorde også, at bandets godt og vel 20 numre blev ret ensformige, og det trak lidt ud.
Men det var nu tiltrængt med sådan en omgang solide lydprygl oven på de to forhenværende, noget mere krævende highbrow-koncerter.