Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Herlig, hjernedød hardcore

Updated
decorticate conditioned in violence

Der er smæk på, når københavnske Decorticate åbner for sluserne på deres debutalbum ’Conditioned by Violence’. En kort og effektiv plade.

Kunstner
Titel
Conditioned by Violence
Dato
23-09-2022
Trackliste
1. Worthless
2. Concussive maintenance
3. Conditioned by violence
4. 1980's hypermasculinity
5. Mercenary for hire
6. Poserviolence
7. Medical restraint
8. Tarrare
9. Colonization
10 .Vessel
11. Defenestrate
12. Home
13. 317 håndmadder / noget nyt
Karakter
3

Med debutpladen ’Conditioned by Violence’ brager Decorticate direkte ind på hardcore-scenen i Danmark og viser, at effektivitet er en dyd. Selv kalder københavnerne deres musik for fastcore/powerviolence og det er også ganske gode måder at beskrive det frontalangreb, der møder lytteren, når man sætter pladen på. 

Den tunge bas buldrer og guitaren knurrer i et hidsigt tempo på åbningssangen ’Worthless’, der varer lidt over et minut. Det er i øvrigt gældende for samtlige af de 13 numre. Kun lidt over et minut eller lidt under. Særligt hurtigt går det på ’Concussive Maintenance’, ’Colonization’, ’Vessel’ og ’Defenestrate’, der alle varer mellem 29 og 41 sekunder. Man når at tænke sig tilbage til tidlig Napalm Death.

Decorticate er dog mere hardcore end grind. Det er punket og det er ikke overraskende Lasse Ballade, der har hjulpet trioen med at indspille ’Conditioned by Violence’. Som en af vores skribenter skrev i sin årsliste:

”… femten minutters soniske cirkelspark…”

De 12 af de 13 numre er deres egne, mens den afsluttende ’317 håndmadder/noget nyt’ er et kip med hatten til bandet Aktiv Dödshjælp, der udgav ’Fart er Blot et Fattigt Ord’ tilbage i 2002, hvor sangen ’317 franskbrød/noget nyt’ var åbningsnummeret. Decorticate viser således, at de godt kan deres genrehistorie her i Danmark.

Pladen udkom 23. september 2022. Bandets navn er i øvrigt betegnelsen for en specifik måde, kroppen reagerer på hos mennesker med hjerneskader. Man behøver dog ikke være komatøs for at høre ’Conditioned in Violence’, ej heller er der tid til at falde i koma undervejs. Tempoet og sangene er så aggressive, at det er præcis det modsatte, der sker. Særligt det sidste af deres egne numre, 'Home' er godt!