Svenskerne kan noget med koncepter. Iført Dracula-kapper, Nifelhår og med masser af bajere på scenen rev Tyrannosatan teltet rundt fredag eftermiddag.

Deathhammer har ikke opfundet den dybe tallerken. Man er såmænd i tvivl om, hvorvidt de er i stand til at anvende den. Men hærge og larme, det kan de de. Heldigvis.

Ugens bedste flamencodødsmetal-udgivelse er rig på teknisk virtuositet og kulturhistorie – men man savner en bedre forbindelse mellem stilarterne.

Med stor metallisk autoritet og ukuelig energi drog Destruction på thrashhærværkstogt gennem debutalbummet og en håndfuld klassikere fredag på Metal Magic.

Det var på en eller anden måde historisk at se Brats gendannet efter 45 år, fredag på Metal Magic. Men det føltes ikke sådan.

Solen varmer, og det gør Ole Luks smil også, da han undtagelsesvist deler sit akustiske repertoire med os for åben himmel tidligt på fredagen.

John Cxnnor og Witch Club Satan viste os en anden side af deres samarbejde og udfordrede sit kernepublikum med en anderledes og potent koncert.

Med venstre knytnæve i vejret trådte det unge riot grrl-band ind på Gaia og satte ild til både publikum og patriarkatet.

The Chisel på Gaia var en påmindelse om, at punk stadig kan være både vigtig, vedkommende og fuld af liv

Med stor teknisk snilde forvandlede Geordie Greep Gaia til et pompøst øvelokale.

Sydkoreanske Bela åbnede porten til dødsriget, men viste ikke vej derind.

To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.

Insania hiver på seneste udgivelse ‘The Great Apocalypse’ så mange powermetalklicheer ud af metalskabet, at selv inkarnerede powermetalfans må tage en pause.

Sent lørdag tog et træt publikum imod Nine Inch Nails på Roskilde. Reznor og bandet gjorde kun lige akkurat, hvad de skulle, og den ofte tvivlsomme sætliste spændte også ben.

Thou spiller normalt her og der og alle vegne og et vist mætningspunkt er nået på redaktionen. Men med så tyndt et program i den ekstreme ende, tog skribenten sig i at ønske, at de måske ville spille bare et enkelt lille bitte hemmeligt show. 

I en regn af konfetti og pyroteknik gjorde Electric Callboy præcist det, alle havde forventet og spillede sig ind i alles hjerter.

Selvom The Hu er sjovt, så er det også uendeligt dumt. Men man kan ikke lade være med at elske det en lille smule – uden at det dog nogensinde kommer til at efterlade sig andre spor end skyggen af et smil. 

Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud. 

Earcandy-faktoren er fortsat stærk hos Wytch Hazel, der har skruet ned for distortionen og op for AOR-kvaliteterne i denne femte ombæring.

Anmelderen må skamfuldt vaske sin corpsepaint af sig efter at have nydt Ghost Baths ’Rose Thorn Necklace’, der er black metal og post-rock pakket ind med lyserød sløjfe i vampyrromantik.