Anmeldelser

Verdens første kvindelige hard rocker lever og har det godt og udgiver et af sin karrieres bedste album i en sen alder.

Punkbandet Brats vil nok for altid først og fremmest være kendt som bandet, der udviklede sig til Mercyful Fate. Det sætter genudgivelsen af bandets tabte debutalbum fra 1979 en tyk streg under.

Supergruppe med Bobby Liebling på vokal forsøger at genoplive 70'ernes sleazy garagepunk. Det lykkes sådan cirka halvdelen af tiden i løbet af de 36 minutter, debutalbummet varer.

'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.

Tre årtier henne kan Motorpsycho stadig overrumple én på deres årlige albumudgivelse. Bare ikke denne gang.

Den tredje fuldlængde fra portlandske bewitcher er dygtig rock-black, men mest interessant når den er noget andet.

Den hastige melodiske heavy metal havde det godt i firsernes Tyskland, men da det er 30-40 år siden, skal der stå bands klar i kulissen til at tage over. Det kan Axxion til dels.

Eller bare troen på den? Aarhusianske Hiraki lægger sig på deres andet album i sporet af den 90’er-revival, der i mangel på reelt nye idéer forsøger at genopfinde fremtidstroen.

Et støjende helvede af rumklang, afbræk og sonisk forstyrrelse

Sandstorms anden EP er kort, simpel, stærk og rå – og kan citere de store mestre uden at kopiere.

Drüben har med 'Ormene Æder Fuglene Til Sidst' lavet en fremragende depressiv black metal, der, hvis man ikke allerede havde livslede, giver en lyst til at give op.

Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.

Irske Soothsayer ligner endnu et pletskud fra Transcending Obscuritys kasse med nye bands, der bare kræver, at du lægger opvaskebørsten fra dig, smider telefonen i affaldsskakten og sætter dig ned og hører efter.

Hvis du er til klassisk heavy rock og metal, så lider du under, at de store bands synger på sidste vers. Derfor peger vi på nye bands, der kan bringe faklen videre. Første band i serien 'Nyt Fra Vestfronten' om genopstanden heavy rock og heavy metal er amerikanske Midnight Dice.

Finnerne har ry for at være nogle deprimerede og triste typer, der helst spiller hockey og begår selvmord, når de da ikke har flere metalbands per capita, end noget andet land i verden. Men efter at have set Hevi Reissu, er det ikke så blåt/hvidt endda.

Angelus Apatrida føles som nyfødte på deres syvende fuldlængdealbum. Hvis du er klar til at blive blæst omkuld, rystet i grundvolden og føle dig, som om du lige er blevet spyttet ud af en rasende thrash-vulkan, så hæng på – hvis du kan!

Genghis Tron gør comeback og skifter stil fra frenetisk 00'er-proghardcore til nysselig neoprog med blibbende synths. Resultatet lyder på en gang nutidigt og tilbageskuende.

Fæl, flydende og bevidsthedsudvidende stonersludge fra landet hvor kvinderne lyser og mænd plyndrer.

Metalcore anno 2021 behøver ikke altid være overproduceret, fyldt med rensang og et utal af mere eller mindre relevante gæsteoptrædener – men ambitionerne skal være højere.

Mike Patton har genoplivet Tomahawk for at udgive et coronaalbum, som han selv trækker ned i dyndet i grænselandet mellem det ulidelige og det halvvejs medrivende.