Anmeldelser

Doro har udgivet to album på samme dag. De rummer tilsammen dårligt nok nok hæderlige sange til et enkelt album.

Trods regn og tåge står musikken i Alice in Chains stadig tydeligt, som vi kender den. ’Rainier Fog’ virker som en naturlig udvikling for bandet, og lyden er umiskendelig.

En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.

Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.

Selvom Erra har succes med at skrive en række gode numre, er ’Neon’ generelt alt for poleret. 

Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.

To uger efter Wacken stod Nergal & co klar til mere sublim satandyrkelse på lillebror-festivalen Summer Breeze. Gamle skeletter blev hevet ud af skabet, og råddenskaben ulmede.

Publikum i Store Vega mandag aften tog de berømmede ord "dans, eller jeg visner" ganske bogstaveligt, da Flogging Molly kom forbi i højt spillehumør og keltiske farver.

The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.

All star-orkestret Sinsaenum sætter fede facitstreger under, at en plade ikke per definition bliver fantastisk, bare fordi man indspiller den sammen med sine nye rockstjerne-venner.

Et nyt album med Obscura betyder nødvendigvis et nyt line-up, og denne gang har bagmand Steffen Krummerer endelig fundet sine ligemænd på bandets bedste album til dato.

Orange Goblin galopperer mageligt ud over stepperne på deres niende album, der trods gode øjeblikke mangler liveformatets kant

Kill-Town Death Fest vender stærkt tilbage, og hvis det forsætter som med torsdagens warm up-koncert, er der gode grunde til at glæde sig

Fredagen på Dirty Days of Summer var dedikeret til musik med brøl i, og det blev en ganske fornøjelig affære med Firespawn, Baest og Deadnate på scenen.

Baests første fuldlængde lever op til de høje forventninger og indeholder flere dødsmetalliske pletskud, der bør skrive sig ind i den danske metalkanon.

Efter at have været døden nær vender Mike Scheidt og Yob tilbage med ’Our Raw Heart’; et doomalbum mærket af store følelser og eksistentiel refleksion. Det er mestendels interessant.

Crossfaith er langt fra lige så interessante på plade, som de er live. Hertil gaber kvintetten over alt for menge genrer på en gang, og det giver 'Ex_Machina' et rodet udtryk.

Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde 

Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.

Samael spiller en blanding af industrial og black metal, men trods det schweiziske ophav kørte maskinerne ikke helt, som man kunne forvente fra de præcise ures land.