Ligeså fantastiske som Paradise Lost spiller, lige så forudsigelige er deres sætlister til koncerter, men briterne leverede trods alt en solid koncert i Amager Bio
Gaahls Wyrd leverede en af årets mest intensive black metal-shows. Britiske Winterfylleth gjorde det stik modsatte, mens de hypede portugisere i Gaerea åbnede aftenen med en særpræget og hæsblæsende koncert.
Med ’Astral Fortress’ kigger Darkthrone mod eget bagkatalog og fortsætter deres imponerende stime af plader, der ikke skuffer.
På endnu et album lyder Queensrÿche stadig som en kopi af sig selv – ikke en bleg kopi, men bare sådan let falmet i kanterne.
Cabal buldrer fortsat derudaf med sortsværtet deathcore, men spiller den lidt for sikkert.
Alt gik som smurt for de norske avantgarde-mystikere fra Arcturus, da de i lørdags langt om længe igen gæstede Danmark oven på fem års fravær.
Thotcrime har leveret en plade, der kommer til at trække had. Men for dem, der fanger hybriden mellem hardcore og hård techno og måske er lidt for meget online, er det fedt.
Vektor blev for de fleste af os lagt på is, før vi nåede at fange dem fra scenekanten – det skulle søndagens thrash-brag i Roskilde råde gevaldigt bod på.
Sepultura var hovednavnet, men Crowbar og Sacred Reich var bedst torsdag aften i Amager Bio, hvor brasilianerne fremstod ret så ligegyldige.
De engelske heavy metal-pionerer Saxon indfangede et mægtigt heavy metal-moment onsdag aften i Amager Bio.
Carpenter Bruts tredje besøg i Danmark var endnu en elegant og stemningsfyldt oplevelse, der dog prioriterede festen frem for detaljerne.
Er der noget bedre, end når et opvarmningsband tager dig fuldstændig med bukserne nede? Nej. Nej, det er der ikke.
Et sted mellem post-punk, alt-rock og hurtig shoegaze finder vi belgiske Brutus, der demonstrerer, at de stadig har rigeligt at byde på.
Forventningerne til de tyske thrashveteraner i Sodom var høje. Måske lidt for høje.
Svenske Marduk levede op til forventningerne på Odense Metal Fest, hvor de nærmest legesyge gav en intens opvisning i black metal.
Celestial Grave revolutionerer ikke black metallen med deres andet album. Til gengæld er det fyldt med langtidsholdbare hooks og en for genren sjældent opløftende stemning.
Stairway lagde hus til to tunge bands i Dying Hydra og Bongripper. Førstnævnte lykkedes klart bedre med at gøre de tunge toner spændende.
Franklin Zoo sagde farvel med manér efter 13 år foran et stort set fyldt Hotel Cecil og kunne dermed sætte punktum for et kapitel i dansk hard rock. Det blev til en kavalkade af gamle og nye numre, og et ikke alt for sentimentalt farvel fra bandet.
Starten på åbningsnummeret på ’A Place for Ash’ giver en kuldegysninger, men ikke af fryd, eller fordi man allerede er rørt.
Lorna Shore har udgivet en plade i takt med tiden. På en gang Inkluderende, alsidig og spændende, uden at gå på kompromis - en udgivelse, der bryder rammerne for, hvad Deathcore er.