Anmeldelser

Selvom Volas andet album er mere imødekommende og rocket end debuten, har kvartetten success med at holde fast i kontrasterne, og skrive en række særdeles vellykkede og kompromisløse sange. 

Tyske Necros Christos fik aldrig fat i den okkulte stemning, de har på deres album og virkede amputerede, kedelige og ligegyldige på Kill-Town.

Demilich leverede et af Kill-Town Death Fests absolutte højdepunkter, på trods af rigeligt unødig snak og finsk selvironi.

Hovednavnet for hele Kill-Town Death Fest leverede en skuffende koncert, der virkede ude af trit med både publikum, festivalen og bandet selv.

Necrowretch leverede torsdagens mest solide indslag med rå attitude, overlegent samspil og en zombie på overarbejde.

Sepultura har lavet dokumentaren ’Endurance’, der flot gennemgår bandets karriere fra den spæde start. Max og Igor Cavalera mangler, men filmen er stadig virkelig god.

Danske Undergang viste sig som kultband af international klasse, da de tidligt lørdag aften lagde den store scene i Pumpehuset ned til Kill-Town Death Fest.

Hele 11 år har vi måttet vente, men til gengæld får vi så en ypperlig omgang dødsmetal. Monstrosity er ude med deres sjette album.

Grave Miasma var på mange måder et oplagt navn til Kill-Town Death Fest, men det engagerede bands monotone dødsmetal fik aldrig tag i det trætte publikum.

Tyske Venenums atmosfæriske, progressive og rå dødsmetal var et frisk pust på Kill-Town Death Fest. Fredag aften fyldte de den store scene ud på en måde, som var et hovednavn værdigt.

Killtown-scenens egen internationale supergruppe Hyperdontia debuterede stærkt på den lille scene under Kill-Town Death Fest efter at have overkommet de værste fødselskramper

Krisiun har lyttet til vores anmelder for nogle år tilbage, men opfølgeren savner alligevel lidt dybde i lagene for sådan for alvor at være god.

Stephen O’Malley leverede en unik og særpræget solooptræden, der i sin enkelhed udfordrede publikum både fysisk og mentalt.

Eller omvendt: Konform musik til ekstreme mennesker. Ligningen går i hvert fald ikke op hos Pig Destroyer, uanset hvor mange grænser de overskrider.

Danske Solbrud og amerikanske Mutilation Rites var i hver deres ende af skalaen, da Loppen bød på undergrundsblack den første søndag i september.

Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.

Defecto fik størstedelen af opmærksomheden og levede op til hypen, men publikum burde have givet Pyramaze lige så meget.

Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.

Fynske Grusom har brugt tre år på den svære toer, der virker legende let for sekstetten, som leverer et godt bud på en af årets bedste danske udgivelser.

Bathorys evige ild brænder hos Mantar, men det gør mindet om den brændende Rigsdag også, og måske derfor holder de for meget tilbage med flammerne.