Lack er et klassisk, billigt IKEA-sofabord. Lack er også et smålegendarisk band på nullernes danske hardcore-scene. Lack viste os, hvor sofabordet skal stå.
Det blev til en kort koncert med Brand of Sacrifice, som trods udfordringer forsøgte at give Copenhell den start på dagen, vi havde fortjent.
Amazonerne fra Amazonas spillede regnen væk med kæmpe overskud og mesterlig død.
Knife har, på trods af deres tyske baggrund, ikke gjort sig synderligt bemærket her i landet nord for. Det skal der rettes op på med masser af speed metal-bangere her på fjerdedagen på Gehenna.
Mens resten af scenerne så småt lukkede årets festival ned i adstadigt tempo, gjorde Enforced deres for at rykke Gehenna fra hinanden. En behjertet indsats i helhedens alhellige navn.
Body Count fik jokket godt og grundigt rundt i følelser, god smag og vestlige værdier anno 2024. Måske havde det været nemmere at forholde sig konstruktivt til, hvis ikke koncerten i forvejen var så elendig.
The Scratch udfordrede grænserne for, hvad Copenhell er og ikke er. Tog man med dem på rejsen op til fadølsanlægget nede på den irske pub var det dog en hyggelig fredagsbrandert, de fire folkmusikere spillede i gang.
Madball var årets hardcore-sejrherrer på Copenhell. Efter et par skuffende koncerter fra genrens fremadstormende bands vandt de aldrende newyorkere på ren gejst og spilleglæde fredag aften på Pandæmonium.
Insanity Alert leverede en thrasheksplosion af den slags, der er forbeholdt et publikum, som kan sætte lighedstegn mellem brede grin og total ødelæggelse. Og for hvem ethundrede bajere kun lige er beskrivelsen af morgenbuffeten.
Det var et brag af en dødsfest på Gehenna onsdag aften, da Plaguemace fra Horsens skabte præcis den vilde koncert, som Copenhells publikum elsker.
Med tekster om at blive kvalt i lort og voldtage sine kæledyr leverede Dying Fetus en udmærket omgang brutal dødsmetal.
Jungle Rot er et sjældent syn i Danmark. Og med et råddent godt show viste den amerikanske kvartet, hvorfor de er et overset navn.
Biohazards første show uden for USA var i København i 1990. 34 år senere var de her igen, som var tiden stået stille og spillede stadig med ungdommelig energi.
Version 2.0 af Terminalist åbnede Gehenna om fredagen med en solid debutkoncert.
Trods Paul Christensen er uhelbredeligt syg, så stråler og spiller Pretty Maids stadig som rockstjerner og leverede en rørende koncert i Copenhells historie
Vansind ville feste, og det bogstaveligt talt med ild i scenen og et publikum, der gik i bådene for at komme med på bandets togt.
Chelsea Wolfe holdt som vanligt melankolien i fokus igennem en lille times dyster seance på Pandæmonium, i hård kamp mod den silende regn.
Mimi Barks' trap-metal lagde tyngdepunktet lavt på Gehenna klokken ufatteligt tidligt. Men de, der trodsede tømmermænd og rædbrækket ryg, fortrød det ikke.
Hexis lavede lokalt uvejr foran Gehenna-scenen og gennemførte et rasende halvmarathon på Copenhells skønne skovscene.
Velspillende Karnivool fik spillet sig ind på livet af Copenhells publikum, så det til sidst blev en helt fin progfest.