Eremit på betagende lydrejse
The Anchoret debuterer med en skive, hvor inspirationer fra proggens mangeårige skattekammer fusioneres i en farverig cocktail, der vinder stærkt ved genhør.
2. A Dead Man
3. Until the Sun Illuminates
4. Someone Listening?
5. Forsaken
6. Buried
7. All Turns to Clay
8. Unafraid
9. Stay
ADVARSEL – hvis progressiv musik i den melodiske ende for dit vedkommende resulterer i allergiske reaktioner, så er du ikke målgruppen her.
Med den disclaimer af vejen er The Anchoret et nyt projekt, der kombinerer metallens og rockens progressive virkemidler med masser af rum til at lade instrumenteringen tale sin egen sag. En plade, der tager sin tid om at dissekere sin vej ind i hjernebarken, men nu hvor den udkom for godt en måned siden har førstehåndsreaktionen for længst lagt sig – for ikke at sige udviklet sig langt videre end det. Vi snakker slibrige teknikaliteter her, mere end de fleste prog-ensembler kan præstere fra første hug, så hvem er det lige vi har at gøre med? Endnu en supergruppe til samlingen, der for en gangs skyld lever op til titlen?
Personligt ville jeg mene, at det stempel ville afkræve deltagelse fra noget mere navnkyndige grupper end fx The Tangent og Heaven’s Cry. Uden derudover at ville negligere medlemmernes øvrige CV, så er ’It All Began with Loneliness’ noget af en bemærkelsesværdig bedrift. Dave Gilmour-venlige bends, modulerede organ-soli og delikate saxofon-indspark dækker ind for 70'ernes del af prog-lagkagen, mens tremoloriffing, dobbeltpedaler og abrupte, metalliske udsving demonstrerer, at de mestrer prog-kanonen hele vejen op til nutiden. Ikke, at mange andre ikke også favner samme brede spektrum, men hvad der taler i The Anchorets favør er så deres habile øre for sangskrivning med en raffineret, små-jazzet eftersmag.
Tag fx åbneren ’An Office For…’, der som den pulserende intro med indfølt sax fører os direkte over i et blacket stormridt i ’A Dead Man’. Efter endnu et refleksivt vers føler man sig for en stund hensat til King Crimson anno ’Lizard’ med jazz-fløjten, før nummeret kulminerer til sidst i uuuuh'er, aaaah'er og gospelsang henover et bastant, distortet bagtæppe. Den efterfølgende ’Until the Sun Illuminates’ er, med undtagelse af den lumre organ-solo, som taget ud af Ihsahns solokarriere (Tænk ’Arktis’), mens ’Someone Listening?’ fanger dem i et af albummets mest følelsesladede øjeblikke med lyriske hooks, der går lige ind på nethinden, fra Sylvain Auclair indimellem de instrumentale finesser fra især Juan Ignacio Varela Espinoza (alt-sax), Leo Estalles (guitar) og James Christopher Knoerl (trommer).
Prog-metallens udvikling har i de senere år bevæget sig lige lovligt langt væk fra, hvad der egentlig ligger i det progressive fundament. Vers/omkvæds-strukturer og formulaiske tilsnit tager hyppigt styringen, og her er The Anchoret også et helt andet sted. Udover enkelte undtagelser som førnævnte ’Someone Listening?’ skal man grave meget for at finde gentagelser undervejs, hverken i form af omkvæd eller temaer. Musikken tager mestendels vedvarende form uden at fortabe sig i sjælsforladte floskler eller stiløvelser. Den ni minutter lange ’All Turns to Clay’ bygger fx op med dystert jazzede temposkift, ikke ulig noget, Opeth kunne have klemt ind på ’In Cauda Venenum’, før staccato-riffs og skæve taktarter tilføjer yderligere lag til de forstyrrede lydbilleder. Væsentligt anderledes end det tætteste, de kommer på en ballade, i form af den Steven Wilson-inspirerede afrunder, ’Stay’, der imellem de letfordøjelige bønner til partneren om at blive og acceptere dig, som du er, folder sig ud til sidst med storstilede leads fra Estalles og tangent-onanist Andy Tillison.
Bagsiden ved at holde sig så dedikeret til det progressive fundament er til gengæld, når vi bevæger os på vippen af at udvikle sig til musik for musikere. Den slags, der først og fremmest er udført for at imponere med godt håndværk, og der er bestemt også momenter, hvor man fortaber sig i alle de nok så blærede indspark af mellotron, klarinet, sax og key-moduleringer, hvilket da bestemt heller ikke i sig selv skal lyde som en klage. Den fortænkte eftersmag kommer vi bare ikke helt udenom, hvor melodierne godt kunne gøre mere for at sætte sig undervejs.
Med det sagt, så er ’It All Began with Loneliness’ en blæret udgivelse at skyde karrieren i gang med. Armbevægelserne er store, og det hele flyder behændigt sammen igennem det små-jazzede filter, deres progressive kompositioner bliver brygget igennem. Det ville undre mig, om ikke den for undertegnede havner et sted iblandt årets mest solide prog-udgivelser, for den vedvarer stadig at betage. The Anchoret har efterladt et aftryk, der på trods af et væld af mere eller mindre tydelige inspirationer allerede er umiskendeligt deres eget, og selvom pladen ikke er perfekt, så er den en stærk bedrift med masser af ambitioner for os, der søger noget andet og mere end normativitetens fængslende kræfter.