Perler for svin
Avenged Sevenfold har givet os en plade omgivet af mystik. En velorkestreret og spændende udgivelse, der dog henvender sig til en meget lille skare.
Mattel
Nobody
We Love You
Cosmic
Beautiful Morning
Easier
G
(O)rdinary
(D)eath
Life Is But a Dream...
For de fleste bands er udvikling naturligt. Bandet modnes, trends skifter, medlemmer udskiftes. Meget kan drive en udvikling, for Avenged Sevenfold er der med al sandsynlighed tale om en kombination af personlig udvikling og trommeslager Jimmy Sullivans død i 2009. Førstnævnte er naturligvis den primære årsag. ’The Stage’ (2016) var et stort skridt i en ny retning for bandet. Et storladent koncept-album, der fremviste et band med interesse for alternativ og progressiv sangskrivning.
’The Stage’ fremstod dengang som bandets epos. Pladen, hvor bandet eksperimenterede og udfordrede lytteren. Et skridt fra den noget uinteressante heavy metal, der har præget bandet siden slut 00’erne. Traditionelt, ser vi derefter det relevante band skifte retning og hyppigt falde tilbage til en eller anden mellemting mellem hvad der har defineret bandet gennem tiden. Avenged Sevenfold har derimod taget skridtet videre. Et stort skridt videre og udgivet en plade, der både overrasker, imponerer og er en smule irriterende.
Flirter i med mig?
Fire år har det taget bandet at skrive ’Life Is but a dream’. Heraf endda med materiale dateret endnu længere tilbage, da pladen indeholder elementer komponeret af Sullivan før hans død. ’Nobody’ gav os første lyt på Avenged Sevenfold anno 2023. Et gennemført mediestund, der ledte fans og nysgerrige på en mindre skattejagt gennem ChatGPT og Dall-E 2. Dét kombineret med lyden af selve singlen, fik kritiker og metalmedier til at flyde over med teorier om bandets tilgang til sangskrivning.
Forståeligt. Isoleret set er ’Nobody’ nært det mest avant-garde bandet har udgivet. Et virvar af fræsende guitarer, horn, korsang og M. Shadows, der lyder som om vokalen er slidt helt tynd. Et sært virvar af alt og svært tilgængelig.
Det indtryk blev der ikke ændret på, da anden-singlen ’We Love You’ udkom. Shadows vokal fremstod ligeså smadret, hvis ikke mere. Vokalfraseringerne gik fra hæse skrig, til slidt skønsang, over en art spoken-word arrangementer. Kaosset var komplet og bandets flirten med alt og alting stod klar som eneste egentlige fællesnævner.
Det kaos er ligeledes gennemgående fællesnævner for pladen som helhed. Men i kontekst af de andre numre, fremstår de to singler gennemtænkte og velorkestrerede.
Brænd Barbie, brænd!
’Life Is But a Dream…’ er bandets mest vanvittige projekt. Det er samtidig det mest interessant bandet har udgivet. At gå fra lettere forudsigelige Metallica-stadion-heavy-kopi, til denne plade havde ingen forventet. Naturligvis har kvintetten ikke opfundet ild på ny, men vi får mange facetter og en plade, der vokser med tiden.
Udgivelsen er fyldt med spændende detaljer, der isoleret fremstår fejlplacerede, men finder styrke i konteksten. Lyrisk får vi ditto et vanvittigt univers, godt eksemplificeret ved den flotte 'Mattel', hvor Shadows fører os igennem vores trivielle, programmerede dagligdag, med fine referencer til den ikonsike plastikdukke: Living feign in porcelain / And just smart enough to know nothing at all / Pull my string and make me cry / Advertisement, moral scrawl / A semblance of choice when there's no choice at all / Out of stock, the end is nigh.
Der bliver naturligvis skuet tilbage i tiden. Især et band som Faith No More føles og høres, som man lytter sig igennem det hektiske og alsidige univers der er ’Life Is But a Dream…’. Ditto får vi både riffs der skriger Alice In Chance side om side med smukke klaverstykker. Sådan har bandet kastet sig ud i sangskrivningen, men den åbenlyse røde tråd, at der ikke var en decideret stopklods eller begrænsning for referencerammen.
På ’G’ får vi en god gang Between the Buried and Me, inden det går over i rettro-70’er rock ikke ulig Led Zeppelin. ’(O)rdinary- skriger Daft Punk, mens ’(D)’eath leger med det croonede, pyntet af snærende guitar, der giver kant. Således kommer man hurtigt igennem pladens spirituelle trilogi.
Bandets søgen og effektive brug af forskellige udtryk, er en klar styrke for en plade, der indiskutabelt henvender sig til den ret begrænsede skarer, der kan lide det mærkelige, det uventede og det kaotiske mix af alt. En ekstremt spændende plade for den lille skarer og et nemt forkastet album, for resten.
Skrevet af en AI?
Det er intet under, at man mistænkte bandet at bruge kunstig intelligens, da første-singlen udkom. Pladen er netop det kaotiske samsurium af referencer, man kunne forvente fra en AI – som en AI pt. kan levere. Det i sig selv er en smule irriterende. Håndværket er dog indiskutabelt menneskeligt og kompetent eksekveret.
Det sagt, giver det sig selv, at Avenged Sevenfold nok lykkes med projektet, men uden at sætte et personligt præg. Det præg, der kan elevere en plade og gøre det til en klassiker. Hertil lider ’Life Is But a Dream…’ simpelthen for meget under de mange og tydelige referencer. Det ændrer ikke ved, at amerikanernes ottende studieudgivelse er en indlevende succes og sandsynligvis noget af det mest interessante bandet har udgivet.