Med kniven for blødsødenhedens strube
Systemik Viølence opponerer mod de tandløse punkere, der går i ét med vægtapetet, og skruer op for attituden her på opfølgeren til 2017s 'Satanarkist Attack'.
2. Uncivil Disobedience
3. Extinta Raiva
4. Moral Stabbing
5. Intellectual Prolapse
6. Into Dis-belief
7. Laws of the Purge
8. Ego is the Bastard
9. We are the Graves of the Posers
10. Scene Stomper
Shed your skin. Die every day. Become a new human.
But people don't wanna hear that. They wanna stare at their fuckin iPhones, and they want to wait in line for an hour and a half for a fuckin ice cream cone – fuck you!
Sådan lyder samplet, der indleder 'Ego is the Bastard' og siger ikke så lidt om, hvilket band vi har med at gøre. Systemik Viølence er ikke til for at please nogen som helst. De er fucking ligeglade med, hvad du og jeg tænker, og det manifesterer sig i en plade, der konstant stormer derudad med paraderne oppe, befriende råt uden at forsøde sit udtryk ind på nethinden.
Skal man dissekere de musikalske virkemidler, så er den portugisiske kvartet umiskendeligt ovre i krydsfeltet mellem punkens og metallens verden, med lidt blackened attitude som topping. Den ene 2-3 minutters-skæring efter den anden, fræsende powerakkorder, fuld tæsk på trommerne og en vokal, der skiftevis skærer og brøler sig ind på lytteren. Det tager ikke mange splitsekunder at forestille sig, hvordan en Systemik Viølence-koncert vil folde sig ud med al den moshervenlige energi, sangene lægger for dagen, og det er netop noget af det, der i høj grad taler pladens sag. Deres attitude står tydeligt ud igennem rillerne, og med ti sange på 22 minutter spilder de sjældent tiden på andet end lige hurtigt at puste ud, inden næste skæring sparkes i gang.
Måden de puster ud på er så i form af samples som det nævnte øverst i anmeldelsen. Mange numre indledes med klip fra diverse ukendte kontekster, nogen til den kuriøse side, andre mere meningsfyldte. Som da fx 'Laws of the Purge' indledes med ordene:
Democracy basically means government by the people, of the people, for the people – but the people are retarded.
Plæderer de for det anarkistiske alternativ til demokratiets virke, eller sætter de blot virkeligheden lidt på en spids? Uden at have adgang til teksterne må spørgsmålet efterlades ubesvaret, men skal man følge deres generelle mantra om at gøre op med punk-konventionerne, som beskrevet på deres bandcamp-profil, så har de nok budskaberne helt på det rene.
De ti sange fatter sig som sagt i korthed, som metalpunk i denne crusty ende gør sig bedst. Vi kommer dog ikke udenom en vis ensformighed, hvor det afhænger meget af lytteren selv, om man søger mere udsving undervejs til at holde fokus, eller man køber helt ind på den no-nonsense konfrontatoriske badass-stil de udmærker sig indenfor. Med den begrænsede spilletid er der da heller ikke megen grund til ikke at tage det hele med råt for usødet, men den black´n´roll-flirtende 'Moral Stabbing' er et veltimet moment til at bryde bare en smule op med hidsige, Discharge-inspirerede bangere som den fortræffelige 'Into Dis-belief'. Senere hen kommer vi heller ikke udenom den mere hardcore-pumpede 'Ego is the Bastard', hvor der også bliver givet plads til en af pladens eneste guitarsoli i skrigende Slayer-stil.
'Negative Mangel Attitude' er en rowdy størrelse, og rammer meget spot on på sejheds-skalaen med beskidt attitude og metallisk aggression, der ikke giver efter for noget. De opfinder intet, men har helt styr på, hvad de laver, og bærer det frem med en punket charme, der fortjener ord som disse med på vejen – også selvom vi næppe kommer til at se Lissabon-punkerne på disse kanter, medmindre Ungdomshuset da har lugtet lunten.
Hvis ikke det sker, så kan vi nu også godt betakke os med, at 'Negative Mangel Attitude' lyder som taget ud af deres live-setting, beskidt og badass, som punk nu engang gør sig bedst.