Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Panzerchrist genopstået og gode

Updated
540364-1000

Panzerchrist formår at holde tempoet på deres nye plade samtidig med, at man kan høre, at udtrykket er blevet mere modent.

Kunstner
Titel
Last of a Kind
Dato
28-07-2023
Trackliste
1. Turn the Rack
2. My Name Is Lucifer
3. Last of a Kind
4. The Fires on Gallows Hill
5. The Devils Whore
6. Sabbath of the Rat
7. Baptized in Piss
8. Juniper Creek
Karakter
3

Hele 10 år er der gået siden seneste plade fra Panzerchrist, men her i 2023 er der endelig nyt fra Panzergeneralen, der i samme øjeblik har fået ny forsanger. Samlet set er resultatet ganske udmærket og fans af såvel old-school som moderne dødsmetal har noget at lytte på her.

For pladen 'Last of a Kind' starter ud med et par klassiske skæringer i 'Turn the Rack' og 'My Name is Lucifer'. Begge dødsmetal med et omkvæd, der brøles så man skulle tro, at den nye forsanger Sonja Rosenlund Ahl vitterligt er en dæmon, der står og strækker lytteren i en pinebænk. Og så åbner der sig en mere atmosfærisk vinkel i titelnummeret 'Last of a Kind', hvor tempoet og guitarerne er afdæmpede og andre steder nærmest black-metallisk i versene. Sangen er mere end otte minutter lang. Lidt af samme stil får man også i 'Baptized in Piss', der i øvrigt er en stærk (ildelugtende?) titel.

Det viser et Panzerchrist, der har været vidt omkring i sangskrivningen og heldigvis for det. For 'Last of a Kind' er en afvekslende plade. Panzergeneralen, Michael Enevoldsen, der startede sin karriere som trommeslager i Illdisposed i halvfemserne, har med den ottende studieudgivelse begået en plade, der fint balancerer mellem gammelt og nyt. 

Ikke overraskende er det en kending af bandet, Tue Madsen, der i sit Antfarm Studios på hjemmebanen i Aarhus, der har fået lov at indspille 'Last of a Kind', og som sædvanlig er der styr på lyden når det er Madsen, der drejer på knapperne. 

Den 10 år lange pause fra forrige plade til denne har også betydet nyt blot udover forsangeren. Enevoldsen, der selv står for bassen, har fået ny trommeslager i form af Danni Jelsgaard, mens guitaristerne nu hedder Danny Bo Pedersen og Frederik O'Carroll. Pedersen har tidligere spillet sammen med forsanger Rosenlund Ahl i Arsenic Addict, mens O'Carroll var med i Panzerchrist tilbage i 00'erne. Persongalleriet er derfor ikke helt ubekendt med hinanden på tværs af forskellige bands og tidsaldre, og det er generalen Michael Enevoldsen, der binder dem sammen her på 'Last of a Kind'.

Hvilket bringer os til 'Sabbath of the Rat'. En passende single, der viser, hvad Panzerchrist er og kan anno 2023. Der er fart på, genremæssigt en blanding af død og black og en snerrende vokal, der akkompagneres af skiftevis midtempo-guitarer og nærmest frontalangreb med et tempo, der kan gøre enhver stakåndet.


&pp=ygUMcGFuemVyY2hyaXN0">
Samlet set er 'Last of a Kind' en solid plade, der viser, at nok er Panzerchrist efterhånden ved at være et band med mange år på bagen, men musikalsk kan de stadig noget. For ikke nok med at de blander de tunge genrer, så bliver der også plads til en drømmende syv minutter lang afsluttende sang i 'Juniper Creek', der viser alsidigheden i den nye plade.

Heldigvis får de fleste mulighed for at opleve dem på de skrå brædder. De er allerede booket til såvel Odense Metal Fest, Copenhagen Metal Fest, Aalborg Metal Festival samt shows i Aarhus og Fredericia. Vi kommer i hvert fald til at se dem.