Kort og Godt: Heksebrand, død og pandelygter

EPerne lander i en lind strøm. Denne gang kaster vi blikket på alt fra fransk sludge/black og cinematisk, dansk post-metal til horror-inspireret Tampa-død – med vekslende udbytte.

I de forgangne tre måneder, siden vi sidst samlede op på alle de korte udgivelser i indbakken, har det været så som så med EP'er, der afkrævede vores opmærksomhed. Ikke, at der er noget usædvanligt i, at det skorter på toneangivende nyudgivelser i december og januar, men lidt har nu også ret, og således har vi atter fundet en håndfuld af både dansk og international relevans, der på hver sin måde har noget at byde på – nogen mere end andre ...




Celeste – 'Epilogue(s)'



De franske sludge/blackstere har snart tyve år på bagen, og der har da også derfor været mange lejligheder til at opleve deres dystre lydmur herhjemme, som altid med deres trademark røde pandelamper som det eneste lys i rummet. 


Selvom vi har dækket dem en håndfuld gange har vi dog aldrig beskæftiget os med deres plader - og derfor er det da også lidt paradoksalt at lægge ud med en EP, der dybest bare består af restmateriale fra deres i øvrigt ganske solide 2022-album 'Assassine(s)'. I det mindste føles det ikke som levn. Tre numre, hvor de to første lægger sig op ad det velkendte Celeste – kradse, fræsende guitarer, militante trommer og indædte skrig. 'Plisse Les Yeux Jusqu'au Sang' minder ligefrem om tidlig Gojira med de groovede og tekniske progressioner, mens den afrundende 'With Idle Hands' runder udgivelsen af i laidback tempo og giver rigeligt med plads for hver tone til at runge ud, mens en gæstevokalist skyder ren melankoli ind i det storladne arrangement. En smuk afrunding på denne blot 14 minutter lange udgivelse, der både viser deres aggressive styrker og så denne drømmende afveksling til også at demonstrere, at de gudskelov kan andet og mere end at holde sig sikkert inden for den Celeste-boks, vi kender i forvejen.






Escuela Grind – 'DDEEAATTHHMMEETTAALL'



Lige præcis så hidsigt et foretagende, som man kunne forestille med en albumtitel som denne og et kunstnernavn, der inkluderer grind. Siden 2016 har de kæmpet for empowerment og for at nedbryde genrenormativer, på deres helt egen kompromisløse måde.

Således også her på 'DDEEAATTHHMMEETTAALL', der på trods af bestemt at have dødsmetalliske grooves til at piske pitten i gang, ikke tilsidesætter deres passion for grindcoren. Katerina Economou holder sit brøl dybt og gutturalt, og EP'en lyder til at være skrevet netop med sit koncertpublikum for øje. Fire sange på tre minutter hver, der alle mestrer balancen mellem de trampende opbygninger og den eksplosive gåen direkte efter struben. Ikke underligt at se Barney Greenway (Napalm Death) bidrage til en plade af netop denne kompromisløse karakter på den afrundende 'Meat Magnet', omend det dog er de indledende skæringer, der gør os mest rastløse efter at opleve dem til sommer, når de gæster årets Copenhell.

En koncert, du i øvrigt omgående bør tilføje til to-do-listen, hvis du alligevel er på Refshaleøen og nærer en forkærlighed for død, grind og powerviolence!



 


LLNN / Sugar Horse – 'The Horror / Sleep Paralysis Demon EP'



For en lille måned siden landede denne split-EP mellem LLNN og britiske Sugar Horse, kort inden deres mini EU-tour, der netop er overstået. En blot ni minutter lang EP, hvor LLNNs bidrag er en omskrivning af et af de numre, brødrene Sejersen spillede med netop Victor Kaas, da de lavede deres JOHN CXNNOR-commision på Roadburn sidste år. Tilsat ekstra cinematiske lag ovenpå det tunge beat og Kaas' hidsige brølen er det et nummer, der klart ligger til den mere pulserende side af LLNNs repertoire.


Noget ganske andet end Bristol-drengene fra Sugar Horse, der på 'Sleep Paralysis Demon' nærmest tager sig ud som et mere hardcore/sludget take på deftones, med kontante riffs, der lejlighedsvis får lov at folde sig ud med syvtommer-søm, bombastisk huggende. Originalt er det ikke, men det spiller, omend vi snakker ganske andre tangenter end danskerne på A-siden. 


En pudsig udgivelse, men for JOHN CXNNOR-entusiasterne er det uden tvivl en interessant tilføjelse, hvor man tydeligt kan høre, hvordan LLNNs univers hænger sammen med deres fælles sideprojekt.



 


Massacre – 'Tri-pocalypse'



Det er efterhånden et årti siden, vi sidst beskæftigede os med Tampa-legenderne fra Massacre, på den lidt ujævne 'Back from Beyond'. Naturligvis et pun på den, i de rette dødskredse, hyldede debut 'From Beyond' (1991), men det er nu ikke fordi der har været stille i Massacre-lejren. En fuldlængde og tre EP'er er det blevet til siden 2014, og den 1. februar landede så denne 'Tri-pocalypse' – en udgivelse dedikeret til deres passion for John Carpenter-universet.

En creepy intro lægger ud, inden pumpende trommer og Lees rallende rendestens-brøl cementerer den dystre stemning. 'Terror at Outpost 31 (The Thing)' holder sig overvejende i et thrash-venligt leje, mens 'Begotten Anti-god (Prince of Madness)' tilføjer lidt mere af den horror-tunge vibe, der gennemskærer tekstuniverset.

Synd, at den ikke fylder mere end de 2:22 minutter, når den efterfølgende 'Hobb's End Horror (In the Mouth of Madness)' mest virker som en doven og langtrukken affære, som for at bilde sig selv ind, at Carpenter-stemningen kommer af sig selv ved blot at spille langsomt. Bedst slipper de med andre ord af sted med introen, outroen og førnævnte 'Begotten Anti-God', hvor deres horror-passion står skarpest.

'Tri-pocalypse' er bestemt ikke essentiel, men nu alligevel charmerende nok som en mini-tematisk udgivelse, der viser, at Massacre stadig har blod på tanden til at føje nyt til dødskanonen.






Panzerchrist – 'All Witches Shall Burn'



Panzerchrist er så sandelig genvækket fra de døde efter mange år på stand-by. I juli måned landede 'Last of a Kind', hvor line-uppet var ganske revideret, og det er samme line-up, der pryder denne EP et halvt år senere. Det er også samme single, der figurerer igen her i samme udgave som på fuldlængden, og hvad årsagen så lige er til det, har vi ikke succes med at afklare.



Nuvel - vi går derfor i stedet i krig med den efterfølgende 'A Stone for the Graveless' - og sikke et nummer! Langsomt slæber den sig afsted i et doomet pace, hvor atmosfæren får lov at hænge, indtil rytmesektionen stille og roligt øger kadencen og demonstrerer Panzerchrists evne til også at bygge numre op over længere tid. En fremragende, stemningsfuld sag, hvor Insomnium-venlige twin-harmonies bidrager til at udvide den palet, jeg ellers forbinder Panzerchrist med. 'Satan is Among Us' er til gengæld mere som vi kender dem - en creepy intro, der slår direkte over i deres hidsigt blackede død, og halvvejs inde lige bryder op ganske kort, for igen at samle kræfter til det sidste indpiskende stormløb. Desværre knap så ophidsende som forgængeren, og med disse to som de eneste nye, reelle numre på EP'en, hvor de sidste tre minutters outro primært fungerer som nok så stemningsfuldt, forstyrret ambiens, er 'All Witches Shall Burn' en lidt spøjs udgivelse.
Omvendt er gengangeren 'Sabbath of the Rat' stadig en glimrende single, og 'A Stone for the Graveless' alene er hele udgivelsen værd, og således har du da i det mindste én glimrende, tung tilføjelse til playlisten lige dér.